Legislator Case Law & Legislation
W19991116625 DK

Ejendom benyttet til udslusningshjem for narkomaner.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1999 11166 Valid

Ejendom benyttet til udslusningshjem for narkomaner.

afskrivning

Reference

AL § 18

A klagede for indkomståret 1997 over, at skatteankenævnet ikke havde godkendt afskrivning på ejendommen B.

Det var oplyst, at klageren siden 1995 havde drevet et behandlingshjem for narkomaner på ejendommen C. Ejendommen blev købt af klageren med overtagelse pr. 1. maj 1997. Skattemyndigheden havde godkendt, at klageren foretog afskrivning på købesummen for ejendommen med 4%, jf. afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra b.

Med overtagelse pr. 1. oktober 1997 havde klageren endvidere købt ejendommen B, beliggende i nabobyen. Ejendommen indeholdt 2 lejligheder, og anvendtes som udslusningssted for behandlingshjemmet i C. Klageren havde ved indkomstopgørelsen foretaget afskrivning med 6% af den kontante anskaffelsessum for bygningen på 606.996 kr., eller med 36.420 kr.

Skatteankenævnet havde ikke godkendt den af klageren foretagne afskrivning på købesummen for denne ejendom. Nævnet havde anført, at ejendommen var en beboelsesejendom, der under udslusningsperioden anvendtes til beboelse, og at ejendommens beliggenhed i forhold til behandlingshjemmet samt anvendelsen medførte, at der ikke kunne foretages afskrivning på ejendommen som et accessorium til behandlingshjemmet i C. jf. afskrivningslovens § 18, stk. 1 c.

Klagerens revisor havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at ejendommen B var afskrivningsberettiget.

Til støtte for påstanden havde revisoren anført, at behandlingen af narkomaner var opdelt i faser med et behandlingsforløb på 12 - 18 måneder. Hele behandlingen foregik tidligere udelukkende på ejendommen i C, og da klageren havde haft succes med sine behandlinger, var der altid mange på venteliste. For at afhjælpe dette problem, investerede klageren i 1997 i ejendommen B, og han havde herefter ladet 3. fase af behandlingen foregå der. Dette indebar, at der blev plads til yderligere 6 - 7 narkomaner i det samlede antal personer under behandling.

Revisoren havde videre anført, at han fandt det uforståeligt, at der ikke godkendtes afskrivning på den tilkøbte ejendom, idet denne var en integreret del af behandlingshjemmet. Revisoren havde herved henvist til, at det var aktiviteten i ejendommen, der var afgørende for, om denne var afskrivningsberettiget eller ej.

Klageren havde bl.a. oplyst, at behandlingen af narkomanerne i ejendommen i B og i ejendommen i C skete under samme finansielle ramme - plejevederlag fra det offentlige - og at behandlingsforløbet var én samlet proces. Behandlingen

- en udvidet Minesotakur med samtale-, gruppe- og gestaltterapi - var opdelt i 3 perioder, hvoraf den 3. - typisk fra 9. til 12. måned - nu foregik i ejendommen B. Ejendommen, der ved købet bestod af 2 lejligheder, var ikke længere opdelt i aflåste lejligheder, men bestod af 7 større og mindre værelser. Der var ingen egentlige fællesrum. Klienterne var ikke længere under døgnobservation, men 1 fuldtidsansat behandler havde ansvaret for de 6-7 personer, og sørgede for at aktivere dem på forskellige måder. I ejendommen afholdtes endvidere terapi 3 gange om ugen, ligesom der blev afholdt møder mellem klienterne, hjemmets behandlere, socialrådgivere samt personer fra kriminalforsorgen. Klienterne under 3. periode havde ofte besøg af tidligere narkomaner. En typisk aften kunne der således meget vel opholde sig omkring 14 personer i ejendommen.

Klageren havde videre oplyst, at der i ejendommen i løbet af et år blev sluset mellem 22 og 30 klienter gennem 3. periode. Ca. 90% af klienterne, der havde en gennemsnitsalder på ca. 20 år, havde opholdt sig på institutioner det meste af deres liv, så de var ikke videre hensynsfulde i brugen af ejendommen.

Landsskatteretten bemærkede, at ifølge afskrivningslovens § 18, stk. 1 b, kunne skattemæssig afskrivning efter reglerne i § 19 A og 22 foretages på ..... "skoler, plejehjem, der omfattes af kap. 16 i lov om social bistand, jf. dog stk. 4" og ifølge stk. 1 c på "bygninger eller lokaler, der er beliggende i eller i umiddelbar tilknytning til bygninger af den under a) og b) nævnte art og tjener driften af den virksomhed, hvortil disse bygninger anvendes." Ifølge afskrivningslovens § 18, stk. 3, kunne afskrivning ikke foretages på kontorbygninger, jf. dog stk. 1, litra c) - d), eller bygninger, der anvendtes til beboelse eller hertil knyttede formål.

Efter de foreliggende oplysninger samt beskrivelsen m.v. af anvendelsen af den omhandlede ejendom B, fandt Landsskatteretten, at der var en sådan sammenhæng mellem driften af denne og af ejendommen i C som behandlingssted for narkomaner, at også den omhandlede ejendom var omfattet af afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra b.

Landsskatteretten fandt således, at klageren kunne foretage afskrivninger med 4% af 606.996 kr., eller med 24.280 kr. Den påklagede ansættelse blev ændret.

Endelig adm. afgørelse 1999 11166 Valid

En ejendom blev anvendt som "udslusning" og efterbehandlingssted af et behandlingshjem for narkomaner. Ejendommen og behandlingshjemmet var beliggende i to forskellige byer. Det blev antaget, at ejendommen efter sin benyttelse måtte anses afskrivningsberettiget efter den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra b.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →