Advokatudgifter
Statutory Text (2 Articles)
Advokatudgifter
fradrag
ny kontrakt i forbindelse med udskiftning af interessent
Reference
LL § 8 J
SL § 6, stk. 1
A klagede for indkomståret 1997 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt fradrag for advokatomkostninger, 8.333 kr.
Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren var læge, og at han var medindehaver af et lægehus. Lægehuset blev drevet som et interessentskab med i alt 3 interessenter. Pr. 1. januar 1997 var en medinteressent udtrådt af interessentskabet.
Ifølge den oprindelige interessentskabskontrakt kunne de tilbageværende interessenter, når en medinteressent udtrådte, vælge enten at stille krav om, at den udtrædende interessent skulle sælge sin andel af praksis direkte til en ny læge eller at overtage den udtrædendes praksisandel.
Pr. 1. januar 1997 blev den udtrædende interessents andel af lægepraksisen solgt til en ny læge. Der var i forbindelse hermed udarbejdet en ny interessentskabskontrakt. Omkostningerne herved havde udgjort 25.000 kr., og klageren havde foretaget fradrag for 1/3 heraf.
De stedlige skattemyndigheder havde ikke godkendt fradrag for advokatudgifterne. Man havde ikke fundet, at der var tale om fradragsberettigede driftsomkostninger i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der var herved henvist til TfS 1995.556 LSR.
Videre havde man ikke fundet, at udgifterne kunne henføres til ligningslovens § 8 J, idet der hverken var tale om etablering af ny virksomhed eller udvidelse af en bestående virksomhed.
Klagerens revisor havde over for Landsskatteretten påstået fradrag for advokatomkostningerne godkendt i henhold til ligningslovens § 8 J, idet han havde anført, at der var tale om etablering af erhvervsvirksomhed.
Det var videre anført, at advokatudgifter til udarbejdelse af ny interessentskabskontrakt ved optagelse af ny interessent var en nødvendighed for at bibeholde og vedligeholde den fremtidige indkomsterhvervelse. Hvis det ikke var lykkedes at finde en ny interessent, ville virksomhedens indtjeningsgrundlag blive væsentligt reduceret.
Landsskatteretten bemærkede, at udgifter til advokat- og revisorbistand kunne fradrages efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, såfremt bistanden vedrørte erhvervelsen af indtægter, som skulle medregnes ved indkomstopgørelsen, eller afholdelsen af udgifter, som kunne fradrages ved indkomstopgørelsen. Såfremt bistanden vedrørte rene formuedispositioner eller formuesfæren/indtægtskilden, kunne udgifterne ikke fradrages.
Landsskatteretten fandt herefter ikke, at de afholdte advokatudgifter kunne fradrages som driftsomkostninger i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, idet der ikke var tale om udgifter, der vedrørte den løbende drift.
Landsskatteretten bemærkede videre, at fradrag efter ligningslovens § 8 J forudsatte, at afholdelsen af udgifterne skete i forbindelse med etablering af en erhvervsvirksomhed eller udvidelse af en bestående erhvervsvirksomhed, samt at bestemmelsen tilsigtede at give fradrag for udgifter, som var typiske i en etableringsfase eller i forbindelse med en udvidelse af virksomheden, jf. bemærkningerne til ligningslovens § 8 J i forslag til lov om ændring af forskellige skattelove, lov nr. 47 af 9. oktober 1991. Det fremgik endvidere, at der alene var fradrag for udgifter til rådgivning til advokater og revisorer.
I cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 til ligningsloven pkt. 14.10, 4. afsnit, var det anført, at begreberne etablering og udvidelse skulle fortolkes bredt. Således var der f.eks. fradrag for advokatomkostninger afholdt i forbindelse med en eventuel udvidelse af en selskabskapital. Videre var det i TfS 1996.556 LSR anført, at optagelse af en yderligere interessent i et lægeinteressentskab efter rettens opfattelse indebar en udvidelse af virksomheden, hvorefter der var fradrag for advokatudgifter i forbindelse med optagelsen af en ny interessent.
Landsskatteretten fandt imidlertid, at interessentskabet ved at udskifte en interessent med en anden, således at den nye interessent indtrådte i den tidligere interessents sted, ikke havde udvidet virksomheden i henhold til ligningslovens § 8 J. Der var herefter ikke fradrag for de i forbindelse hermed afholdte advokatomkostninger. Ansættelsen blev stadfæstet.
Et lægeinteressentskab afholdt advokatomkostninger i forbindelse med overdragelse af en interessentskabsandel. Udskiftning af en interessent med en anden blev ikke anset for udvidelse af virksomheden, hvorfor advokatomkostningerne ikke kunne fratrækkes i henhold til LL § 8 J.