Legislator Case Law & Legislation
W19991116325 DK

Momstilsvar forhøjet

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1999 11163 Valid

Momstilsvar forhøjet

guld ikke anset for leveret

Reference

ML § 37, stk. 2, nr. 1

A ApS klagede over, at told- og skatteregionen ved afgørelse af 30. juli 1998 havde forhøjet selskabets momstilsvar for perioden 1. januar - 31. marts 1998 med 586.310 kr. i forbindelse med opkøb af guld til videresalg. Ændringen skyldtes, at regionen ikke havde anset det omhandlede guld for leveret, jf. momslovens § 37, stk. 2, nr. 1.

Det var oplyst, at selskabet blev stiftet den 25. november 1997 under navnet B ApS med en anpartskapital på 125.000 kr. Ifølge udskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen blev selskabet stiftet af B ApS.

På en ekstraordinær generalforsamling afholdt den 20. januar 1998 blev selskabets navn ændret til A ApS, ligesom adressen blev ændret. Udover valg af direktion og revisor blev der vedtaget nye vedtægter. Til stede ved generalforsamlingen var selskabets direktør, C, samt D fra selskabet E Ltd., som repræsenterede den samlede anpartskapital. Ligeledes var fremlagt referat af ekstraordinær generalforsamling afholdt den 24. februar 1998 med tilsvarende dagsorden, dog således at selskabets adresse var en anden. Endvidere var der ifølge referatet yderligere tilstedeværelse af F.

Ifølge udskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen af 24. februar 1998 var selskabets adresse den samme som nævnt på den ekstraordinære generalforsamling. Denne adresse var ligeledes påført den af selskabet den 17. februar 1998 indgivne registreringsmeddelelse til told- og skattemyndighederne. Dato for påbegyndelse af momspligtige aktiviteter var angivet til 20. januar 1998.

Selskabets formål var ifølge vedtægterne at drive handel med stål og ædelmetaller samt investering og finansiering og de dermed efter direktionens skøn beslægtede formål.

Af lånedokument oprettet og underskrevet den 19. januar 1998 mellem E Ltd. ved Managing director B som långiver og C som låntager fremgik, at sidstnævnte havde lånt 125.000 kr. med en løbetid på 6 måneder indtil den 19. juli 1998. Lånet, der var afdragsfrit, forrentedes med 9 % p.a. og var uopsigeligt fra kreditors side i hele perioden. Til sikkerhed for lånet var lagt alle anparterne, nom. 125.000 kr., i A ApS. Anparterne var taget i håndpant af långiver, som ligeledes overtog stemmeretten for de pantsatte anparter. Selskabets direktør havde oplyst, at anpartskapitalen var indbetalt til selskabet og blev opbevaret i depot. Han havde dog ikke ønsket at oplyse, hvor deponeringen havde fundet sted. Direktøren havde endvidere oplyst, at han ikke ejede anpartskapitalen i selskabet.

Videre forelå et af selskabet den 30. maj 1998 til G ApS v/D udstedt gældsbrev på 2.331.550 kr. Lånet løb fra den 30. maj 1998 til den 31. marts 1999 og forrentedes med 9 % p.a. Videre var lånet afdragsfrit indtil udløb og uopsigeligt for kreditor. Selskabets direktør havde oplyst, at gældsbrevet blev udstedt til sikkerhed for guldleverancer. Der forelå ikke oplysninger om eventuel nedbringelse af gælden eller saldokvittering for indfrielse.

I forbindelse med en ransagning på selskabets adresse, havde regionen konstateret, at det klagende selskabs regnskabsmateriale var opbevaret på en anden adresse. Ligeledes havde regionen konstateret, at selskabets stiftelsesdokument, generalforsamlingsreferat og faktura m.v. var udarbejdet på en pc tilhørende D. Efter det oplyste havde selskabet G ApS domicil på denne adresse.

Selskabets direktør havde på møder med regionen henholdsvis den 12. og 18. juni 1998 oplyst, at regnskabsmaterialet midlertidigt blev opbevaret på G ApS's adresse A. Registreringsadressen anvendtes som telefon- og postadresse. Selskabet påtænkte dog at flytte regnskabs- og registrerings-adresse til egne lokaler andet sted i byen. Videre havde han oplyst, at betaling skete kontant 3 dage fra levering. Alle afregninger skete back to back eller business to business hvilket betød, at det købte guld ikke blev betalt, før det var videresolgt. Ved salg blev modtaget en banknoteret check udstedt til selskabet som blev hævet til kontanter, som enten blev indsat i banken eller omvekslet til valuta. Både kontanter og valuta blev anvendt til betaling af køb hos G ApS. Afregning skete altid kontant i danske kroner eller DEM.

Selskabets direktør havde over for Landsskatteretten oplyst, at man udelukkende havde en leverandør (G ApS). Det herfra købte guld blev videresolgt med en avance på 2-4% til 8 - 10 kunder. Ved selskabets køb af guld, blev dette leveret enten på kontoradressen eller i banken. Eneste dokumentation herfor var de af sælgeren udstedte fakturaer. Man havde planlagt, at transport af guldet skulle ske med et transportfirma - dette nåede dog aldrig at blive realiseret. For så vidt angik de i sagen omhandlede fire fakturaer var det oplyst, at det købte guld i alle tilfældene blev leveret på kontoradresse og herefter lagt i depot. Direktøren havde ikke ønsket at oplyste hvilket depot, og havde ikke fremlagt dokumentation for at depotanbringelse faktisk var sket. Det var videre oplyst, at de omhandlede fakturaer blev betalt ved leveringen på fakturadatoen. Udover påstempling af fakturaerne forelå ikke dokumentation herfor.

Selskabets direktør havde videre oplyst, at forårsaget af regionens ransagning samt efterfølgende henvendelser til selskabets kunder var dets aktivitet ophørt i maj/juni 1998. Herefter havde man udelukkende foretaget salg af varelageret. Vedrørende dette efterfølgende salg af varer var det oplyst, at der udover de fremlagte fakturaer for videresalg til danske kunder, var sket salg til H bank samt leveret 10 kg til Sverige. Sidstnævnte blev af selskabet tilbageleveret til G ApS, som herefter forestod salget til Sverige. Der var i forbindelse hermed fremlagt udateret kvittering udstedt til selskabet, hvorved et svensk selskab kvitterede for at have fået tilbageleveret 8 kg guld ad to omgange, senest 24. september. Selskabet var ikke i besiddelse af yderligere dokumentation for salg udover det i sagen foreliggende.

I relation til det i sagen foreliggende kontoudtog fra en dansk bank, hvoraf fremgik en række posteringer for valutakøb, havde direktøren oplyst, at man overfor G ApS afregnede i udenlandsk valuta.

Af i sagen foreliggende købs- og salgsbilag fremgik, at selskabet i perioden 19. januar 1998 - 13. marts 1998 havde købt 27,5 kg guld og i perioden 23. januar 1998 - 18. marts 1998 havde solgt en tilsvarende mængde.

Selskabet havde den 5. maj 1998 indsendt momsangivelse for perioden 1. januar 1998 - 31. marts 1998 hvorved udgående moms var opgjort til 431.849 kr. og indgående moms var opgjort til 1.010.402 kr. således, at afgiftsbeløbet i alt var opgjort til -578.553 kr. Ved en den 18. juni 1998 indsendt korrektionsangivelse var indgående moms for perioden ændret til 1.009.421 kr. og afgiftsbeløbet til -577.572 kr.

Told- og skatteregion havde ved afgørelse af 30. juli 1998 ikke godkendt fradrag for købsmoms på 586.310 kr. vedrørende selskabets køb af guld, jf. momslovens § 56, stk. 3, jf. § 37, stk. 2, nr. 1, idet guldet ikke var anset for leveret. Beløbet vedrørte fire fakturaer udstedt i perioden 20. marts - 30. marts 1998 af G ApS, for køb af i alt 38.000 g guld.

Som begrundelse for ikke at anse det i sagen omhandlede guld for leveret fra G ApS til det klagende selskab havde regionen anført følgende

"Selskabet har ikke dokumenteret

Varelagerets tilstedeværelse.

Det er oplyst, at guldet opbevares i depoter. Nærmere oplysninger herom er ikke givet.

Hvorledes varerne er finansieret.

Selskabets direktør har på et møde den 12. juni 1998 oplyst, at selskabet stadig skylder G ApS 2.931.550 kr. På trods heraf er fakturaerne påstemplet "Betalt", hvilket efter direktørens oplysning må skyldes en fejl. Beløbet på gældsbrevet svarer ikke til den bogførte og oplyste gæld.

Af selskabets balance fremgår, at selskabet har lånt 464.820 kr. af selskabet I. Investeringsbevis vedrørende dette lån er indleveret. Dette er ikke underskrevet af investor. Ifølge investeringsbeviset udløb lånet den 1. juni 1998, men er ifølge selskabets direktør blevet forlænget mundtligt. Lånebeløbet er indbetalt kontant og opbevares i depot.

Tilstedeværelsen af den kontante pengebeholdning i selskabet.

Ifølge selskabets bogføring har selskabet en kontant beholdning på 623.309,77 kr. Beløbet er ifølge direktørens oplysninger placeret i depoter.

Regionen har ved den trufne afgørelse endvidere lagt vægt på, at validiteten af selskabets bogføring er ringe. Dette er begrundet med at

bogføring ikke føres daglig,

der foretages ikke daglige kasseafstemninger,

selskabet ønsker ikke at oplyse hvem der forestår bogføring,

al bogføring er sket efterfølgende,

bogføring ikke afspejler alle selskabets transaktioner.

På et møde den 18. juni 1998 på regionen fik selskabets direktør forevist et bilag vedrørende en a conto udbetaling på 33.920 DEM fra selskabet til K. Bilaget er underskrevet af K. Bilaget blev fundet i forbindelse med ransagning. Ved ransagningen er bilaget tillige fundet på en pc tilhørende D. Beløbet fremgår ikke af selskabets bogføring."

Det var videre anført, at regionen havde konstateret, at selskabet havde kontorfællesskab med G ApS, ligesom selskabernes fakturaudskrivning m.v. var foretaget på samme pc. Dette indikerede, at der forelå et tæt interessefællesskab selskaberne imellem. Af denne grund tillagde regionen det stor værdi, at selskabet ikke havde været i stand til at dokumentere afregninger mellem selskaberne. G ApS havde endvidere ikke indsendt momsangivelse for perioden.

Det klagende selskab havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om fradrag for den omhandlede købsmoms.

Det var til støtte herfor anført, at det omhandlede guld måtte anses for leveret. Indledningsvis var det understreget, at G ApS og det klagende selskab var to selvstændige og uafhængige juridiske personer. Det var herefter anført, at det omhandlede guld havde været opbevaret i depoter i Danmark. Afregningen af sælger var først sket på det tidspunkt, hvor køber havde videresolgt guldet til en kunde. Af fakturaerne fremgik, at der var betalt kontant, hvilket var sket efter business to business metoden, dvs. at sælger var blevet afregnet på det tidspunkt, hvor køber fra sin kunde havde fået betaling for varen. Når selskabets direktør over for regionen havde oplyst, at påstemplingen "Betalt" måtte være sket ved en fejl, skyldes sammenhængen med sagsfremstillingens side 7 om, at selskabet stadig skyldte G ApS ca. 3 mio. kr. ifølge et gældsbrev. Som sikkerhed for guldleverancerne havde selskabet påtaget sig en gældsforpligtelse over for G ApS. Uanset påstemplingen på fakturaerne og uanset den faktiske betaling, var der tale om en faktura fra et selskab til et andet. Guldet var i dag afhændet af selskabet, dels gennem H bank, jf. kopi af købsbilag, dels gennem diverse indenlandske ædelmetalfirmaet, jf. købsbilag. Der havde således ikke været tale om, at guldet ikke havde eksisteret eller at guldet ikke var erhvervet gennem G ApS. Den omstændighed at myndighederne efter en ransagning underkendte G ApS's regnskabsmateriale medførte ikke, at det klagende selskabs regnskabsmateriale og købsnotaer skulle underkendes tilsvarende.

Det var således gjort gældende, at

der var tale om to selvstændige juridiske enheder,

der var tale om et køb og salg af guld i Danmark,

guldet havde været opbevaret i depoter i Danmark,

der forelå såvel købs- som salgsfakturaer på transaktionerne,

guldet var videresolgt,

sælger var honoreret for salget.

Endvidere var det gjort gældende,

at afgørelsen af 30. juli 1998 savnede fornøden begrundelse,

at Told og Skat's skøn led af faktiske vildfarelser,

at skønnet led af retlige mangler, idet man uden nærmere begrundelse i øvrigt havde sammenblandet to selvstændige juridiske enheder.

I en under sagens behandling ved Landsskatteretten afgiven udtalelse havde told- og skatteregionen hertil anført, at de til Landsskatteretten indsendte bilag (salgsbilag vedrørende afregning af guldsalg i perioden 30. marts - 27. oktober 1998, bankafregningsbilag fra banken og bilag vedrørende undersøgelser af guldbarrer hos L Institut) ikke efter regionens opfattelse kunne anses som dokumentation for, at selskabet havde købt og fået leveret det omhandlede guld i 1. kvartal 1998. Det var videre anført, at det ikke kunne antages at den trufne afgørelse savnede fornøden begrundelse. Begrundelsen fremgik af selve afgørelsen samt af siderne 6 - 9 i sagsfremstillingen. Det var i klagen anført, at regionens skøn led af retlige mangler, idet regionen uden begrundelse havde sammenblandet to selvstændige juridiske personer. Regionen havde hertil anført, at der ved afgørelsen var lagt vægt på konkrete og påviste fejl/uoverensstemmelser i regnskabsgrundlaget hos det klagende selskab, samt selskabets manglende vilje til at opklare disse. Det fremgik af sagsfremstillingen, at regionen havde tillagt det værdi, at selskabet ikke havde været i stand til at dokumentere afregninger mellem selskabet og G ApS samt, at sidstnævnte ikke havde indsendt momsangivelse for perioden. At disse forhold var tillagt vægt skyldtes, at køber og sælger efter regionens opfattelse var interesseforbundne parter. Dette interessefællesskab var begrundet med, at selskaberne delte kontorfællesskab, at selskabernes fakturaudskrivning m.v. var foretaget på samme pc og, at direktøren i G ApS, D, via sit engelske selskab E Ltd. repræsenterede den samlede anpartskapital i det klagende selskab. Regionen havde således udelukkende omtalt det klagende selskabs forhold til G ApS, da regionen var af den opfattelse, at der efter praksis gjaldt skærpede krav til dokumentation af "handler" mellem interesseforbundne parter. Der forelå således ikke sammenblanding af to juridiske enheder.

Selskabets repræsentant havde hertil anført, at der i nærværende sag var tale om "omvendt selskabstømning" og i øvrigt henholdt sig til det i sagen tidligere anførte og den foreliggende dokumentation.

I en til sagen af told- og skatteregionen afgiven yderligere udtalelse var det anført, at den af klageren fremlagte dokumentation for salg af guld til Sverige alene omfattede tilbagelevering af 8 kg. Videre var der ikke overensstemmelse mellem direktørens forklaring om, at det resterende guld blev tilbageleveret G ApS og, at det klagende selskab efterfølgende solgte/tilbageleverede dette guld. Det var videre anført, at summen af det solgte guld ifølge de fremlagte salgsbilag udgjorde 25 kg, hvorimod summen ifølge de omhandlede fire købsfakturaer udgjorde 38 kg. Såfremt selskabet havde solgt guld til en virksomhed i september 1998, var der risiko for, at det solgte guld kunne hidrøre fra guld indkøbt efter den 1. april 1998. Der var herved fremlagt dokumentation for efterfølgende guldindkøb foretaget i Tyskland i henholdsvis juni og september. Endelig var det anført, at den af selskabet fremlagte dokumentation for guldsalg til Sverige ikke opfyldte de lovmæssige krav, der var stillet til indholdet af en faktura/et afregningsbilag, jf. momslovens § 41, idet kvitteringen hverken indeholdt sælgers adresse og registreringsnummer, købers adresse eller registreringsnummer, leverancens pris eller afgiftsbeløbets størrelse. Videre havde selskabet ikke indsendt listeangivelser vedrørende det påståede salg af varer til en virksomhed i Sverige, jf. momslovens §§ 72 og 73.

Landsskatteretten udtalte

I henhold til momslovens § 37 kunne registrerede virksomheder ved opgørelse af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendtes til brug for virksomhedens afgiftspligtige leverancer. Af § 37, stk. 2, nr. 1, fremgik, at den fradragsberettigede afgift var afgiften af varer og ydelser, der var leveret til virksomheden.

Som dokumentation af den indgående afgift skulle registrerede virksomheder i medfør af momsbekendtgørelsens § 54, jf. § 40, fremlægge forskriftsmæssige fakturaer mv.

Det bemærkedes, at der i nærværende sag tilsyneladende var et sammenfald mellem den person, der havde haft indflydelse på det fakturaudstedende selskab og det i sagen omhandlede selskab, der modtog fakturaerne. Dette personsammenfald skærpede myndighedernes krav til kontrol i forbindelse med udbetaling af den negative moms, jf. hertil Vestre Landsrets dom af 17. december 1998 refereret i TfS 1999.232.

Under disse omstændigheder og henset til, at der udover de i sagen omhandlede fakturaer ikke forelå yderligere dokumentation for disse transaktioner, måtte Landsskatteretten være enig med myndighederne i, at guldet ikke kunne anses for leveret. Det var herved tillagt vægt, at der ikke var fremlagt dokumentation for guldets tilstedeværelse, opbevaring eller efterfølgende videresalg. Det var videre tillagt vægt, at der ej heller forelå dokumentation for betaling af fakturabeløbene, ligesom de af selskabet givne oplysninger herom var modstridende. Det var herefter med rette, at fradrag for købsmoms vedrørende de i sagen omhandlede fakturaer ikke var godkendt, jf. momslovens § 56, stk. 3, jf. § 37, stk. 2, nr. 1.

Da den påklagede afgørelse videre ikke af de af det klagende selskab angivne grunde hertil var behæftet med sådanne formelle fejl, der kunne medføre ugyldighed, blev den påklagede afgørelse stadfæstet.

Endelig adm. afgørelse 1999 11163 Valid

Der kunne ikke godkendes momsrefusion på opkøb i guld til videresalg, da det ikke kunne anses for dokumenteret, at det omhandlede guld var leveret.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →