Ejerlejlighed
Statutory Text (2 Articles)
Ejerlejlighed
boligfællesskab eller udlejning
Reference
SL § 4 b
LL § 15 P
LV 1998 A.D.3.2.2.1
A klagede for indkomståret 1996 over, at skatteankenævnet havde anset indtægt for værelsesudlejning, 36.933 kr., for skattepligtig indkomst.
Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren var ejer af en ejendom, der var vurderet som en ejerlejlighed med et beboet areal på 133 m² og som bestod af 5 værelser, køkken og badeværelse.
Ejendomsværdien havde pr. 1. januar 1996 udgjort 650.000 kr., og klageren havde for indkomståret 1996 selvangivet lejeværdi af egen bolig med 13.000 kr.
Klageren beboede ejerlejligheden sammen med sin mor og sin søster.
Det fremgik af dags dato kvittering, at klageren den 1. marts 1995 modtog 1.900 kr. af moderen til dækning af husleje for marts 1995.
I klage af 29. marts 1996 til skatteankenævnet vedrørende forskudsregistreringen for indkomståret 1996 havde klageren oplyst, at han modtog i alt 3.800 kr. pr. måned fra moderen og søsteren.
Skatteankenævnet havde anset klageren for skattepligtig af en lejeindtægt ved værelsesudlejning på 2 x 1.900 kr. pr. måned, svarende til 45.600 kr. pr. år, og havde modsvarende reduceret lejeværdien med 2/3 af 13.000 kr., eller 8.667 kr., hvorefter klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1996 var forhøjet med 36.933 kr.
Skatteankenævnet havde som begrundelse for den påklagede afgørelse bl.a. anført, at de beløb, som klageren modtog fra søsteren og moderen, ikke kunne karakteriseres som en gave, da beløbene ikke var vederlagsfri eller givet i gavehensigt. Med udgangspunkt i klagerens forklaringer og fremlagte dokumenter, specielt huslejekvitteringen fremvist for kommunens inkassokontor, ansås de modtagne beløb for husleje for at bo i lejligheden. Vederlaget var derfor skattepligtigt efter statsskattelovens § 4 b, og overskuddet ved udlejningen var opgjort efter reglerne i ligningslovens § 15 P.
Klagerens advokat nedlagde over for Landsskatteretten påstand om, at klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1996 skulle nedsættes med 36.933 kr.
Advokaten gjorde til støtte for påstanden gældende, at klageren ikke drev udlejningsvirksomhed. Advokaten havde herved bl.a. anført, at klagerens moder var pensionist og plaget af hjertelidelse, gigt og psoriasis, at hun dagligt skulle smøres med creme fra isse til fod, og at klagerens søster var flyttet ind i lejligheden for at tage sig af moderen. Skattemyndighederne havde endvidere ikke dokumenteret, at klageren skulle have modtaget beløb fra moderen og/eller søsteren. Huslejekvitteringen på 1.900 kr. for marts måned 1995 blev udfærdiget i forbindelse med moderens møde med inkassokontoret i april 1995 efter inkassokontorets vejledning. Baggrunden for udfærdigelsen af kvitteringen var, at inkassokontoret ville have et budget for klagerens moder i forbindelse med aftale om en afdragsordning på en skatterestance. Klagerens moder havde i denne forbindelse oplyst, at der ikke var blevet betalt husleje, men inkassokontoret havde forlangt, at der i budgettet indgik en huslejeudgift og havde endvidere forlangt dokumentation for dette. Til brug herfor og i overensstemmelse med inkassokontoret var der derfor blevet udfærdiget en huslejekvittering for marts måned 1995. Det var den eneste kvittering, der var blevet udfærdiget, og den ville ikke have været blevet udfærdiget, såfremt der ikke havde været afholdt et møde på inkassokontoret. Der var endvidere ikke udfærdiget lejekontrakt mellem parterne. Selv om klageren skulle have modtaget beløbet fra moderen og/eller søsteren, ville der blot have været tale om, at de 3 familiemedlemmer delte fællesudgifterne, og der var derfor ikke tale om, at klageren mod vederlag stillede lokaler til rådighed. Lejligheden var endvidere uegnet til udlejning, jf. herved artikel i Jyllands Posten den 10. august 1997.
Landsskatteretten bemærkede, at klagerens ejerlejlighed alene indeholdt en beboelseslejlighed, og at denne i det omhandlede indkomstår var beboet af klageren i fællesskab med hans moder og hans søster.
Retten fandt herefter, at der havde bestået et boligfællesskab, der havde udgjort een husstand, hvorefter der ikke kunne ansættes en objektiv udlejningsværdi for den del af lejligheden, som klageren havde stillet til rådighed for moderen og søsteren.
Da der efter det oplyste ikke var udfærdiget lejekontrakt mellem klageren og hans moder og/eller søster, da der i øvrigt ikke forelå huslejekvitteringer, og da de af klageren modtagne beløb fra moderen og søsteren måtte anses for bidrag til den fælles husholdning, fandt retten herefter, at der i overensstemmelse med det selvangivne alene skulle beregnes lejeværdi for hele ejerlejligheden.
Den påklagede ansættelse for indkomståret 1996 blev derfor nedsat med 36.933 kr.
Klager beboede en ejerlejlighed sammen med sin moder og søster. Han havde modtaget månedlige bidrag fra moderen og søsteren til dækning af udgifterne ved lejligheden. Der skulle ikke ansættes en objektiv udlejningsværdi for den del af lejligheden, der blev beboet af moderen og søsteren, da der fandtes at være tale om et boligfællesskab, som havde udgjort een husstand.