Musiker, fastansat

Musiker, fastansat

andre indtægter

lønmodtagerforhold/selvstændig erhvervsvirksomhed

Reference

SL § 4

LV 1997 E.A.1.2.2.

A klagede for indkomståret 1996 over, at skatteankenævnet havde anset bruttoomsætning af virksomhed, 41.622 kr. som lønindkomst, hvorefter udgifter var henført til ligningsmæssige fradrag.

Det fremgik af sagen, at klageren var fastansat som musiker i et symfoniorkester, ligesom han havde indtægter ved en række kortvarige engagementer.

Klageren havde selvangivet A-indkomst fra symfoniorkester som optjent i lønmodtagerforhold, medens de øvrige indtægter eller 41.622 kr., var selvangivet som indtægt som led i selvstændigt erhverv.

Den kommunale skattemyndighed havde alene anerkendt de af klageren foretagne fradrag som ligningsmæssige fradrag, idet klageren var anset at være lønmodtager.

Den kommunale skattemyndighed havde om driftsmiddelsaldoen oplyst, at den pr. 1. januar 1996 udgjorde 78.726 kr., hvoraf der for indkomståret 1996 var godkendt 30%'s afskrivning eller 23.618 kr. Driftsmiddelsaldoen udgjorde herefter pr. 31. december 1996 55.108 kr.

Skatteankenævnet havde ved den påklagede afgørelse fundet, at klagerens virke som musiker måtte anses som lønmodtagerforhold, hvorfor udgifter forbundet hermed var henført til fradrag som ligningsmæssige fradrag. Nævnet havde herved særligt henset til Landsskatterettens kendelse af 29. maj 1997, TfS 1997.562, og anført, at denne sag var helt parallel med klagerens forhold. Nævnet havde særligt bemærket, at klagerens indtægtserhvervelse fra en musikskole udsprang af et ansættelsesforhold, og at øvrige indtægtsforhold også måtte anses som lønmodtagerforhold. Klagerens udgifter forbundet med arbejdet oversteg hverken efter art eller omfang, hvad der var sædvanligt i lønmodtagerforhold. Nævnet havde henvist til personskatteloven § 3, stk. 2, og ligningsloven § 9, stk. 1, Landsskatterettens kendelse af 6. maj 1997 offentliggjort i Revision og Regnskabsvæsen 1997, nr. 9, SM side 324, Ligningsvejledningen 1996 afsnit EA 4.1. og 4.2. og cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 pkt. 3.1.1.1.

Klagerens revisor havde over for Landsskatteretten nedlagt principal påstand om, at det i skattemæssig henseende måtte anerkendes, at klageren drev selvstændig erhvervsvirksomhed, og at indkomsten herved for indkomståret 1996 skulle ansættes til det selvangivne omfang på 41.622 kr.

Til støtte herfor havde han bl.a. gjort gældende, at klageren selv tilrettelagde sit arbejde uden anden instruktion fra hvervgiveren end den, der fulgte af den afgivne ordre, og hvervgiveren havde ikke andre forpligtelser over for klageren end det enkelte ordreforhold. Klageren var ikke begrænset i sin adgang til samtidig at udføre arbejde for andre, og klageren var økonomisk ansvarlig over for hvervgiveren for arbejdets udførelse. Herudover havde klageren en selvstændig og økonomisk risiko for, at vederlaget blev erlagt efter regning. Indkomsten stammede fra en ubestemt kreds af hvervgivere, og klageren leverede selv materialer til arbejdets udførelse. Efter en samlet vurdering måtte klageren betragtes som selvstændig erhvervsdrivende.

Subsidiært var nedlagt påstand om, at klagerens biaktiviteter skulle anses omfattet af praksis for hobbyvirksomheder.

Til støtte herfor gjorde repræsentanten gældende, at såfremt Landsskatteretten måtte finde, at klageren alene kunne antages at befinde sig i en etableringsfase vedrørende opbygning af erhvervsvirksomhed, var foreliggende aktivitet at anse for en fritidsbeskæftigelse, hvor der måtte indrømmes fradrag for udgifter forbundet hermed som følge af et nettoprincip, jf. praksis i henhold til statsskattelovens § 4. I tilknytning hertil gjorde han gældende, at Landsskatteretten i så fald måtte tage stilling til principperne, hvorefter den talmæssige opgørelse kunne foretages af de stedlige skattemyndigheder. I tilknytning hertil havde revisoren anført, at benyttelse af aktiver - driftsmidlerne - primært knyttede sig til klagerens virke i lønmodtagerarbejdet, jf. omfanget af indtægtserhvervelsen.

Landsskatteretten udtalte

Det bemærkedes, at indtægtserhvervelse ved udbetalt A-indkomst fra symfoniorkesteret samt musikskolen måtte anses oppebåret som led i tjenesteforhold, idet klageren vedrørende disse kontraktforhold havde forpligtet sig til at yde en løbende arbejdsydelse.

Øvrige honorarindtægter, eller 18.423 kr., som klageren havde retserhvervet som led i sin aktivitet som musiker, hidrørte fra enkeltstående engagementer o.lign. Under hensyntagen til omfanget af den foreliggende aktivitet, fandt Landsskatteretten, at klageren ikke herved kunne anses at have udøvet et virke, der i skattemæssig henseende kunne anses for udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed. Det bemærkedes herved, at aktiviteterne ikke fandtes anlagt med fornøden intensitet og systematisk indtægtserhvervelse for øje.

De omhandlede honorarindtægter kunne dog ikke anses oppebåret som led i tjenesteforhold, idet de hidrørte fra ikke erhvervsmæssig aktivitet, der i skatteretlig henseende skulle behandles på samme måde som hobby. Ved opgørelse af indkomsten herfra kunne fradrages de dermed forbundne og kildeartsbestemte udgifter, i det omfang de var dokumenteret og kunne indeholdes i denne indtægt, jf. statsskatteloven § 4, og dermed også med virkning for opgørelse af den personlige indkomst, jf. personskatteloven § 3, stk. 1, smh. med § 1.

En musiker, der var ansat som lønmodtager i et symfoniorkester, havde derudover oppebåret indtægter fra en musikskole samt fra visse enkeltstående engagementer. Indtægterne ansås ikke for oppebåret som led i selvstændig erhvervsvirksomhed, men en del af disse måtte anses som indtægt ved ikke erhvervsmæssig aktivitet, mens indtægten fra musikskolen ansås som lønindkomst.