Kursusudgifter

Kursusudgifter

fysioterapeut, ansat på hospital

supervision

Reference

SL § 6, stk. 1, litra a

LV 1997 A.F.1.5

A klagede for indkomståret 1995 over, at skatteankenævnet ikke havde godkendt fradrag for udgifter til supervision, 8.790 kr.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren var ansat som afdelingsfysioterapeut på en lukket afdeling på X Hospital, hvor hun til daglig arbejdede med kropsbehandling af psykiatriske patienter og endvidere ledede afdelingens fysioterapeutgruppe.

Det fremgik videre, at klageren i det påklagede indkomstår havde afholdt udgifter til supervision med 8.790 kr., svarende til 18 1/2 time a 475 kr., hos B, hvilket beløb hun ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst for det påklagede indkomstår havde fratrukket som en lønmodtagerudgift.

Klagerens arbejdsgiver, X Hospital, havde over for de stedlige skattemyndigheder attesteret, at der ikke i det påklagede indkomstår var ydet støtte til dækning af udgifter i forbindelse med supervision for klageren.

Skatteankenævnet havde ved den påklagede afgørelse nægtet klageren fradrag for de til supervisionen afholdte udgifter.

Nævnet havde som begrundelse for afgørelsen anført, at supervisionen ansås at gå ud over rammerne for ajourføring og vedligeholdelse af klagerens tidligere viden og uddannelse som fysioterapeut. Nævnet havde videre anført, at supervisionen, henset til at den gik på den enkeltes personlige udvikling, ansås at vedrøre selve indkomstgrundlaget, hvortil udgifter ikke var fradragsberettigede.

Klagerens advokat havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at de til supervisionen afholdte udgifter måtte godkendes som fradragsberettigede ved opgørelsen af klagerens indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Advokaten havde til støtte for påstanden anført, at der i forbindelse med klagerens arbejde med kropsbehandlingen af psykiatriske patienter naturligt ofte opstod forskellige problemer og konflikter som følge af patienternes psykiske tilstand, og at det var af væsentlig betydning for løsningen af sådanne problemer, således at igangværende behandling kunne fortsætte på bedst mulig vis, at fysioterapeuten fik mulighed for at drøfte problemerne og deres løsning med en udenforstående, der havde indsigt i såvel selve kropsbehandlingen som psykologiske aspekter, der knyttede sig til de opståede problemer. Han havde herved oplyst, at der under supervisionen af klageren ofte drøftedes såvel typiske problemer, der opstod i forbindelse med klagerens behandling af psykiatriske patienter, som konkrete problemstillinger, der måtte være opstået ved en eller anden konkret patientbehandling, og han havde i den forbindelse gjort gældende, at formålet med supervisionen var at rette klagerens opmærksomhed imod forhold, som hun i forbindelse med behandlingen af de psykiatriske patienter måtte have "set sig blind på", som følge af de konfliktsituationer, der var opstået, idet hun blev vejledt om, hvorledes der løstes op for situationerne, således at patientbehandlingen fik de bedst mulige resultater.

Advokaten havde over for Landsskatteretten oplyst, at der på klagerens arbejdsplads blev tilbudt supervision ved psykolog for hele afdelingens personale og faglig supervision i egen faggruppe, og han havde anført, at supervision på denne baggrund måtte anses som et sædvanligt anvendt redskab på arbejdspladsen. Han havde ligeledes anført, at klageren som leder i fysioterapeutgruppen havde været ansvarlig for gruppens supervision, hvorfor det ville være uhensigtsmæssigt, hvis hun selv deltog i den daglige supervision på afdelingen, og at hun herefter havde været henvist til at søge ekstern supervision, fordi det samtidigt på hendes arbejdsplads havde været vanskeligt at finde personer, der både havde tilstrækkelig indsigt i kropsbehandling og psykologiske problemstillinger til at vedkommende ville være i stand til at give klageren supervision.

Advokaten havde over for Landsskatteretten som for de stedlige skattemyndigheder anført, at det var korrekt, at klagerens arbejdsgiver ikke dækkede omkostningerne til den eksterne supervision, men at den dog fandtes at have en så nær sammenhæng med hendes udførelse af arbejdsopgaverne, at hun havde modtaget legatmidler til delvis dækning af supervisionen. Han havde i den forbindelse bemærket, at klageren var blevet beskattet i forbindelse med modtagelsen af de legater, som hun havde modtaget til afholdelsen af udgifterne.

Under henvisning til forudsætningerne for godkendelse af lønmodtageres fradragsret for afholdte udgifter havde advokaten gjort gældende, at udgiften under ingen omstændigheder kunne anses for afholdt til formål, der kunne anses at kunne henføres til klagerens privatsfære. Han havde videre gjort gældende, at udgiften ikke kunne anses som afholdt som led i etablering, og han havde herved henvist til de i "Tidsskrift for Skatter og Afgifter" 1995, nr. 18, og 1997, nr. 783, offentliggjorte afgørelser, der efter hans opfattelse stred mod de af de stedlige skattemyndigheder indtagne betragtninger om, at udgifterne var afholdt som etableringsomkostninger.

Under henvisning til, at de stedlige skattemyndigheders afgørelse efter advokatens opfattelse forekom at hvile på en antagelse om, at lønmodtageres udgifter i henhold til statsskatteloven kun kunne fradrages ved opgørelsen af indkomsten, hvis udgiften havde været absolut nødvendig for, at lønmodtageren havde kunnet beholde sin stilling, havde advokaten over for Landsskatteretten præciseret, at senere års domspraksis efter hans opfattelse havde vist en væsentlig opblødning af dette tidligere antagne princip. Han havde herved anført, at Højesterets flertal allerede i den i "Ugeskrift for Retsvæsen" 1965, p. 648 offentliggjorte dom, der vedrørte udgifter i forbindelse med deltagelse i en kongres i udlandet, underkendte den restriktive fortolkning af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og anførte, at udgiften kunne fradrages, da den havde en sådan sammenhæng med de af professorens stilling påhvilende pligter og tildelte opgaver, at udgiften henhørte under bestemmelsen. Advokaten havde herved bemærket, at det under sagen ikke kunne lægges til grund, at professoren var blevet afskediget, hvis han ikke havde deltaget i kongressen.

Advokaten havde vedrørende domspraksis videre anført, at det senere var blevet antaget, at lønmodtageres udgifter normalt kunne fradrages, hvis de var blevet afholdt med henblik på at ajourføre og vedligeholde de faglige kvalifikationer, således at det nu var sædvanligt, at både udgifter til faglitteratur og udgifter til deltagelse i kurser af relevant fagligt indhold var fradragsberettigede for lønmodtagere. Han havde under henvisning til nyere Højesteretspraksis, herunder de i "Tidsskrift for Skatter og Afgifter" 1994, nr. 811, og 1994, nr. 878, herudover anført, at det formentlig kunne konkluderes, at praksis var blevet lempet yderligere, idet man - i hvert fald i den førstnævnte sag - alene lagde vægt på, at udgiften var afholdt til et formål, der havde et relevant fagligt indhold for lønmodtageren.

Da der efter advokatens opfattelse ikke kunne være tvivl om, at klagerens udgift til supervision havde et særdeles relevant fagligt indhold for klageren, idet supervisionen efter advokatens opfattelse alene vedrørte forhold med direkte tilknytning til klagerens arbejdsopgaver, var det efter hans opfattelse vanskeligt at se, på hvilken måde supervisionen kunne antages at have et mindre fagligt og stillingsrelevant indhold end f.eks. indkøb af faglitteratur, faglige kurser og studierejser med et fagligt indhold. Det var derimod advokatens opfattelse, at supervisionen snarere havde en mere direkte sammenhæng med klagerens arbejdsopgaver end kurser m.v. havde for et stort antal af de lønmodtagere, der med hjemmel i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kunne fradrage udgifter hertil.

Da advokaten på denne baggrund fandt, at klagerens udgifter til supervision måtte karakteriseres som liggende i kerneområdet for anvendelse af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, havde han herefter over for Landsskatteretten fastholdt, at udgifterne måtte være fradragsberettigede ved indkomstopgørelsen.

Landsskatteretten udtalte

Fradrag for lønmodtageres udgifter i forbindelse med det indtægtsgivende arbejde var reguleret af ligningslovens § 9 og statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det fremgik heraf, at lønmodtagere kunne fradrage udgifter, som afholdtes for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i det omfang, udgifterne oversteg et reguleret grundbeløb på 3.000 kr.

Udgifter kunne således fradrages, når de var afholdt med henblik på at ajourføre og vedligeholde klagerens tidligere erhvervede uddannelse og viden, hvorimod der ikke kunne godkendes fradrag for udgifter til etablering, herunder uddannelse og videreuddannelse. Det var endvidere en forudsætning for fradrag, at udgiften havde haft den fornødne og direkte forbindelse med den løngivende stilling.

Efter de foreliggende oplysninger fandt retten, at klagerens modtagelse af supervisionstimer ikke havde haft en sådan konkret og direkte tilknytning til klagerens løbende indkomsterhvervelse, at udgifterne hertil kunne anses for fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Retten fandt det herved ikke godtgjort, at supervisionen havde været nødvendig for, at klageren på fuldt forsvarlig måde havde kunnet bestride sin stilling som lønansat fysioterapeut og leder af fysioterapeutgruppen, hvorved det bemærkedes, at udgifter, der helt eller delvis finansieredes ved selvbetaling, og som afholdtes for bedre at kunne bestride en arbejdsopgave, måtte betragtes som private udgifter.

Den påklagede afgørelse blev stadfæstet.

En fysioterapeut, der var ansat som lønmodtager, og som arbejdede med kropsbehandling af psykiatriske patienter på et hospital, blev ikke anset for berettiget til at fradrage udgifter til supervision.