Renteudgifter

Renteudgifter

ejendom

ægtefæller/skilsmisse

fordeling

Reference

SL § 6, stk. 1, litra a

LL 5

KSL § 4 og § 24 A

LV 1998 A.E.1.1.4

A klagede for indkomståret 1996 over, at skatteankenævnet kun havde godkendt fradrag for renteudgifter vedr. lån med 50%.

Det var oplyst, at klageren den 1. september 1995 som eneejer havde erhvervet en ejendom. Klagerens daværende ægtefælle hæftede som meddebitor for kreditforeningslånet hos B A/S og for lånet i C Bank.

I forbindelse med ægtefællernes skilsmisse den 8. august 1996 var der indgået bodelingsaftale med følgende ordlyd

"Vedr. separation mellem D og A.

Angående ejendommen, beliggende

.....

som indtil d.d har været ejet af A - overtager D pr. ovennævnte dato denne ejendom. D overtager ejendommen på samme vilkår som ejendommen blev erhvervet af A i september måned 1995.

D.v.s. at ejendommen overdrages med ansvarsfraskrivelse fra A's side."

Der var videre fremlagt underskrevet overdragelsesaftale vedr. ejendommen af 27. september 1996.

B havde i skrivelse af 26. maj 1998 til X Kommune oplyst følgende

"I besvarelse af Deres skrivelse af 16.4. 1998 kan jeg meddele, at A og D begge har hæftet for lånet fra den 30.8. 1995 til 1.9. 1996, hvor D har overtaget ejendommen."

Ved meddelelse om ejerskifte af 20. juni 1995 til B var klageren anført som ny ejer og D som meddebitor, ligesom begge parter havde underskrevet.

Klageren havde for indkomståret 1995 foretaget fradrag for samtlige renteudgifter til B og banken.

Klageren havde ved indkomstopgørelsen for 1996 indtil 1. september 1996 foretaget fradrag for samtlige renteudgifter vedr. B og banken.

Skatteankenævnet havde ved den påklagede afgørelse fundet, at såvel klageren som hendes tidligere ægtefælle i henhold til gældsovertagelseserklæringen havde hæftet for lånene indtil klagerens tidligere ægtefælles overtagelse pr. 1/9 1996. Det havde ligeledes været nævnets opfattelse, at indtil samlivet var ophørt, havde der været tale om en fælles husstand, hvor de begge havde bidraget til den fælles husholdning og husleje. Dette var underbygget af, at det af kontooversigt fra banken fremgik, at de havde haft en fælles budgetkonto. Nævnet havde videre ikke fundet, at klageren havde ført dokumentation for, at der havde foreligget en aftale mellem hende og hendes tidligere ægtefælle om en anden fordeling af renteudgifterne på boliglånene end den, som realkreditinstituttet og banken havde indberettet. Nævnet havde endelig ikke fundet, at klagerens tidligere ægtefælles økonomiske forhold havde haft nogen betydning for lånoptagelsen, idet klagerens tidligere ægtefælle efter samlivsophøret pr. 1. september 1996 havde overtaget ejendommen og dermed fuldt ud den tinglyste gæld til B A/S.

Klagerens advokat havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at det selvangivne rentefradrag indtil 1. september 1996 blev godkendt. Subsidiært at der blev godkendt fradrag for 100% af renteudgifterne indtil skilsmissedatoen den 8. august 1996.

Der var til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at klageren havde været ejer af ejendommen, ligesom det var hende, der i 1995 havde fratrukket renteudgifterne. Den ændrede civilretlige status mellem ægtefællerne, burde således ikke have indflydelse herpå. Den af ankenævnets anførte hæftelsesbetragtning blev kritiseret og tilbagevist. Det var videre anført under henvisning til ligningsvejledningen, at fradrag for renteudgifter tilkom den, der ejede aktivet, hvilket i nærværende sag havde været klageren.

Der var endelig henvist til afgørelser i TfS 1995.640 lsr, TfS 1993.347 lsr samt TfS 1992.195 ØLD, der ifølge advokaten alle gav fradragsret for renteudgifter for den, der ejede aktivet. Der var endelig henvist til Ole Bjørn i SR Skat 1995.369, hvori det blev konkluderet, at hæftelsesforholdet til kreditor ikke var afgørende.

Landsskatteretten udtalte

Renter af gæld var fradragsberettigede ved indkomstopgørelsen efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, såfremt renten vedrørte en aktuel gældsforpligtelse, der påhvilede vedkommende skatteyder som reel, retlig forpligtelse. Tidspunktet for fradragsretten var nærmere reguleret i ligningslovens § 5.

Indkomstopgørelsen for ægtefæller, der havde været samlevende hele indkomståret, blev opgjort efter kildeskattelovens § 4, stk. 2, efter reglerne i samme lovs afsnit III. Ved separation eller skilsmisse ansås samlivet for ophævet i skatteretlig henseende på tidspunktet for separationen eller skilsmissen, jf. kildeskattelovens § 4, stk. 3, samt pkt. 19 i cirkulære til kildeskatteloven, nr. 135 af 4. november 1988.

Efter kildeskattelovens § 24 A om kapitalindkomst medregnes hos den af ægtefællerne, der efter ægteskabslovgivningen havde rådighed over kapitalgodet, eller for så vidt angik kapitaludgifter, hæftede for betalingen. Efter administrativ praksis, jf. pkt. 20 i nævnte cirkulære til kildeskatteloven, ville skattemyndighederne under ægteskabets beståen normalt henholde sig til den fordeling af kapitalindtægter og -udgifter, som ægtefællerne havde foretaget. I de indkomstår, hvor disse regler ikke fandt anvendelse, f.eks. fordi parterne blev separeret eller skilt, skulle kapitalindkomsten som udgangspunkt medregnes ved indkomstopgørelsen hos den ægtefælle, den vedrørte, uanset hvem, der måtte have oppebåret indtægterne eller afholdt udgifterne.

Da klageren og hendes ægtefælle blev skilt i 1996, fandt de særlige regler om beskatning af samlevende ægtefæller ikke anvendelse fra og med indkomståret 1996.

Klageren og hendes ægtefælle hæftede begge solidarisk for betalingen af den i ejendommen værende gæld, og udgangspunktet var derfor, at hver af parterne var berettiget til fradrag for halvdelen af renteudgifterne vedrørende denne gæld, jf. statsskattelovens § 6 e og princippet i gældsbrevslovens § 2. Klageren måtte under disse omstændigheder antages at have bevisbyrden for, at dennes tidligere ægtefælle ikke hæftede for 50% af den i ejendommen værende gæld. Da det forhold, at klageren var eneejer af den pågældende ejendom ikke i sig selv var tilstrækkelig dokumentation herfor, og da de af repræsentanten påberåbte afgørelser ikke vedrørte den omhandlede situation, hvor ægtefællen var solidarisk hæftende debitor for den i ejendommen værende gæld, var det med rette, at klageren alene var anset for berettiget til fradrag for 50% af de omhandlede renteudgifter.

Den påklagede afgørelse blev stadfæstet.

En ejendom var erhvervet af klageren som eneejer. Klageren hæftede sammen med sin tidligere ægtefælle solidarisk for gælden. Parterne var derfor som udgangspunkt berettigede til fradrag for halvdelen af renteudgifterne hver, og klageren havde ikke løftet bevisbyrden for, at den tidligere ægtefælle ikke længere var medhæftende.