Sale and lease back-arrangement

§ 1 Ejendomsret

Leasinggiver har ejendomsretten til den/de leasede genstand/e.

Bruger er ikke berettiget til at sælge pantsætte eller på anden måde råde over de leasede genstande, så leasinggivers ejendomsret vil kunne anfægtes.

Den/de leasede genstand/e må ikke bearbejdes, sammenføjes eller sammenblandes med brugerens eller tredjemands ejendom på en sådan måde, at leasinggivers muligheder for at få den leasede genstand tilbageleveret forringes.

(...)

§ 3 Uopsigelighed

Leasingaftalen er fra leasinggivers og brugers side uopsigelig i hele leasingperioden.

(...)

§ 8 Mangler

Bruger bærer den fulde risiko for, at de leasede genstande med hensyn til konstruktion, holdbarhed og øvrige egenskaber svarer til brugers formål, og er i besiddelse af den forudsatte brugbarhed.

Bruger bærer risikoen for eventuelle farlige egenskaber ved de leasede genstande, uanset om et sådant krav bliver gjort gældende direkte overfor leasinggiver.

Bruger kan ikke overfor leasinggiver påberåbe sig mangler ved de leasede genstande og ej heller gøre indsigelser mod leasingaftalen i anledning af de pågældende genstandes egenskaber.

(...)

Bruger kan ikke overfor Leasinggiver påberåbe sig mangler ved de leasede genstande, så brugers forpligtelser over leasegiver i henhold til leasingaftalen på nogle måder begrænses.

§ 9 Ødelæggelse

Bruger bærer risikoen for det leasede fra det tidspunkt, da det stilles til brugers disposition. Bruger hæfter også for genstandenes hændelige undergang og eventuelle ødelæggelse.

Det påhviler bruger for egen regning straks at udbedre enhver skade, der opstår i leasingperioden.

Bruger er forpligtet til at betale leasingafgiften i den tid, der går til udbedring af mangler og udbedring i forbindelse med ødelæggelse.

Leasingafgifterne skal betales som følger

31.12.92

100.527 kr.

31.12.93

8.856.221 kr.

31.12.94

8.856.221 kr.

31.12.95

8.856.221 kr.

02.01.96

47.837 kr.

Heraf

Rente

Afdrag

31/12 1993

4.421.099,92 kr.

4.435.121,00 kr.

8.856.221 kr.

31/12 1994

4.017.506,00 kr.

4.838.715,00 kr.

8.856.221 kr.

31/12 1995

3.577.180,00 kr.

5.279.041,00 kr.

8.856.221 kr.

31/12 1996

17.202,00 kr.

30.635,00 kr.

47.837 kr.

I al

12.032.987,92 kr.

14.583.512,00 kr."

Det var oplyst, at driftsmidlerne allerede på aftaletidspunktet var videreudlejet. Selskabet havde over for Landsskatteretten fremlagt en erklæring fra A/S D af 9. marts 1998, hvoraf fremgik, at telefonanlægget var udlejet til X Kommune, at lejekranerne var udlejet til kranfirmaet, at vertikalcenter udlejet til E A/S, samt at laserskærer var udlejet til F A/S. Endvidere bekræftede D, at samtlige aktiver i hele leasingperioden havde været anvendt erhvervsmæssigt.

Selskabet havde over for Landsskatteretten oplyst, at leasingaktiverne ved leasingperiodens udløb var solgt til D til en pris af 34 mio. kr.

Skatteankenævnet havde ved afgørelsen ikke tillagt selskabets deltagelse i sale and lease back arrangementet skattemæssig betydning. Nævnet havde derfor fundet, at selskabet ikke var berettiget til at foretage afskrivninger på leasingaktiverne, ligesom indtægter og udgifter ved arrangementet ikke skulle indgå i selskabets skattepligtige indkomst.

Skatteankenævnet havde til støtte herfor anført, at der alene var etableret en formel ejendomsret til leasingaktiverne, således at leasingarrangementet havde været uden realitet. Nævnet havde anført, at leasingtager/långiver efter leasingkontrakten havde været forpligtet til ved leasingperiodens udløb at anvise en køber til en forud bestemt pris, og at der ligeledes havde været en købepligt ved ophør af leasingaftalen som følge af leasinggivers konkurs eller af andre årsager. Selskabet havde endvidere i henhold til kontraktsmaterialet ikke sædvanlige ejerbeføjelser over leasingaktiverne og afkastet herfra. Det var tillagt betydning, at selskabet kontraktsretligt havde afskrevet sig fra oplysninger om navne og vilkår på de egentlige brugere ved leasingtagerens videreudlejning, at selskabet ikke kunne overdrage aktiverne uden leasingtagerens godkendelse, at selskabet ingen rådighed havde over indkomne leasingydelser, idet långiver havde modregningsret, at med undtagelse af det beskedne kontante indskud ved oprettelsen gik alle pengestrømme i praksis uden om selskabet da låne- og leasingydelser var med samme beløb, at leasingydelserne fra de egentlige brugere ikke tilfaldt selskabet og at selskabet var afskåret fra at øve indflydelse under leasingarrangementet vedrørende såvel den løbende drift som ved ophør.

Nævnet havde henvist til de offentliggjorte kendelser fra Landsskatteretten vedrørende 10-mands-projekterne, TfS 1996.430, TfS 1996.459, TfS 1996.484, TfS 1996.458, TfS 1996.474 og TfS 1996.485.

Selskabets repræsentant havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at selskabets skatteansættelser for de omhandlede skatteår blev ændret til det selvangivne.

Repræsentanten havde til støtte herfor anført, at sagen ikke kunne sammenlignes med de såkaldte 10-mands-projekter. Dette leasingarrangement var således opbygget på en helt anderledes måde. Leasingkontrakten og låneaftalen var indgået på markedsmæssige vilkår og indebar en væsentlig erhvervsmæssig risiko for selskabet. Endvidere var selskabets investering i leasingaktiver ikke væsentlig forskellig fra selskabets primære virksomhedsområde, der var at finansiere fordringer.

Repræsentanten havde videre anført,

at det lån selskabet havde optaget var et helt sædvanligt lån med normal forpligtelse for selskabet til at tilbagebetale det. Långiver havde ikke sikkerhed i leasingaktiverne. Der var således ikke tale om et non-recourse lån.

at Selskabet havde erhvervet aktiverne for et beløb svarende til værdien i handel og vandel. Dette fremgik at, at A/S D havde anskaffet aktiverne som helt nye inden for de seneste 2 år før selskabet købte dem. Den pris, som selskabet anskaffede aktiverne for, svarede til A/S D's anskaffelsessum med fradrag af driftsmæssige afskrivninger på ca. 6% p.a. Der var således ikke grundlag for at antage, at værdiansættelsen ikke havde svaret til markedsværdien.

at selskabet løbende havde betalt ydelser på lånet til A/S D's bankkonto, ligesom A/S D uafhængigt heraf løbende havde betalt leasingydelser til selskabets bankkonto. Beløbene var således ikke udlignet ved modregning.

at selskabet ikke havde haft afdækket sin risiko ved en modregningsret. Såfremt A/S D ikke betalte leasingydelserne, havde selskabet alligevel pligt til at tilbagebetale lånet. Selskabet havde ikke mulighed for at modregne ydelserne på lånet i den manglende leasingafgift. Såfremt A/S D fik betalingsproblemer, havde selskabet en reel risiko for ikke at få betalt leasingydelserne, idet selskabet i sidste ende måtte rejse et simpelt krav mod A/S D's konkursbo. En tilsvarende risiko fandtes ikke i 10-mands-projekterne.

at A/S D alene havde påtaget sig at sælge aktiverne til en forud fastsat pris svarende til markedsværdien. En sådan forpligtelse var imidlertid ikke andet end et tilbud om at anvise en køber eller med andre ord et købstilbud. Selskabet havde således ikke forpligtet sig til at sælge udstyret på forhånd. I praksis var det fast antaget, at et købstilbud ikke kunne betragtes som en overdragelse. Først når et tilbud blev udnyttet, forelå der en overdragelse. A/S D havde kun en anvisningspligt, hvis selskabet ønskede at sælge til den pågældende pris. Selskabet havde modsvarende en salgsret. En salgsret var en aftale om, at salgsrettens indehaver havde en ret, men ikke en pligt til at afstå et aktiv eller passiv til en på forhånd fastsat pris på eller inden en bestemt dato. Udstederen af salgsretten var forpligtet til at købe, hvis salgsretten blev udnyttet, jf. cirkulære nr. 134 af 29. juli 1992, pkt. 125 og Søren Jesper Hansen i TfS 97.409.

Repræsentanten havde i denne forbindelse henvist til Højesterets dom, TfS 1996.469, hvor en skatteyder, der i 1979 købte en virksomhed og samtidig indgik en lejekontrakt med sælgeren om leje af den ejendom, hvori virksomheden havde været drevet. Lejekontrakten løb uopsigeligt i 7 år og indeholdt en ret for skatteyderen til at købe ejendommen til denne pris. Køber havde således både ret og pligt for ham til, senest ved lejekontraktens udløb, at købe ejendommen til denne pris. Køber havde således både ret og pligt til at købe, og dermed havde sælger ret og pligt til at sælge. Skatteyderen købte ejendommen i 1984. Såvel Landsretten som Højesteret fandt, at ejendommen først var købt i 1984. Skatteyderen havde haft en lejers almindelige rettigheder og pligter, herunder ret til at afstå lejemålet m.v., og udlejers ejerråden havde kun været begrænset af lejerens køberet. Højesteret bemærkede desuden, at uanset køberetten var kombineret med en købepligt, var der i 1979 en sådan usikkerhed om det videre kontraktsforløb, at skatteyderen først kunne anses for at have erhvervet ejendommen i 1984. Repræsentanten havde endvidere henvist til TfS 1994.343, UfR 1983.334, TfS 1985.755 samt Landsskatterettens kendelse af 13/4 1994, hvor Landsskatteretten fandt, at klageren havde erhvervet reel ejendomsret, uanset det af leasingkontrakten fremgik, at leasingtageren havde en købsoption, hvor udstyret kunne købes for 1 kr.

I denne sag havde selskabet en ret til at sælge, mens D havde en modsvarende anvisningspligt. I henhold til nævnte dom kunne ejendomsretten således først anses for overgået fra selskabet på det tidspunkt, hvor salgsretten blev udnyttet. Der var på tidspunktet for aftalens indgåelse betydelig usikkerhed for det videre kontraktsforløb. En lang række omstændigheder, herunder misligholdelse, konkurs m.v. hos A/S D kunne bevirke, at selskabet sad tilbage med aktiverne og måtte søge at sælge dem bedst muligt på markedet, jf. leasingkontraktens §§ 12 og 13.

Der var endvidere ikke knyttet sanktioner til en manglende opfyldelse af A/S D's forpligtelse til at anvise en køber til aktiverne til en forud fastsat pris. I TfS 1996.430 skulle lejeren, såfremt han ikke anviste en køber, acceptere en forlængelse af leasingperioden med 3 år mod at betale en voldsomt forhøjet leasingydelse svarende til købsprisen for aktiverne uden derved at blive ejer. I denne sag skulle A/S D derimod ved misligholdelse alene betale en erstatning. En erstatning, som selskabet ikke havde sikkerhed for at få betalt i en misligholdelsessituation. Leasingkontrakten forudsatte i øvrigt ikke, at udstyret skulle sælges til en køber som A/S D anviste. Efter kontraktens § 7 skulle udstyret leveres tilbage til selskabet ved aftalens ophør. Ved misligholdelse, konkurs o.lign. var selskabet berettiget til at ophæve leasingaftalen. I praksis ville der herefter ske det, at selskabet søgte at sælge udstyret bedst muligt på markedet og herefter rettede et erstatningskrav mod A/S D svarende til de manglende leasingydelser.

Repræsentanten sammenfattede, at leasingkontrakten og låneaftalen var indgået på markedsmæssige vilkår og indebar en væsentlig erhvervsmæssig risiko for selskabet. Der var således ikke grundlag for at betragte selskabets ejendomsret som en formel ejendomsret uden realitet.

Repræsentanten havde vedrørende Østre Landsrets dom af 10. april 1997, TfS 97.400, anført, at den pågældende dom måtte anses at bygge på en forkert fortolkning af praksis. Det fremgik af dommens præmisser, at sagen havde fået dette udfald som følge af, at det ikke over for landsretten blev godtgjort, at der havde eksisteret en praksis, der hidtil havde godkendt leasingkontrakter, hvor lånerenten havde været større end leasingrenten. Repræsentanten stod undrende overfor, at Skatteministeriet i TfS 1997.400 gjorde gældende, at sagsøgeren ikke havde bevist, at der forelå en fast administrativ praksis for at tillade afskrivninger i det omhandlede tilfælde, idet ministeriet på daværende tidspunkt var bekendt med L293 og notatet fra Retssikkerhedskontoret, jf. nedenfor.

Repræsentanten havde anført, at der i hvert fald indtil 1993 havde været helt fast praksis for at anerkende afskrivningsretten vedrørende finansiel leasing, selv om det havde været uomtvistet, at udlejningsvirksomheden gav underskud før skat. Denne praksis havde fundet udtryk i en lang række bindende forhåndsbeskeder.

Ved finansiel leasing var det sædvanligt, at leasingrenten var lavere end den tilsvarende lånerente. Dette gjaldt, uanset om der var tale om sale and lease back eller ej. Den lave leasingrente skulle ses på baggrund af konkurrencen i branchen og den omstændighed, at brugerens alternativ til leasing var selv at erhverve aktiverne for lånte midler (til lånerenten) og selv udnytte fordelen ved afskrivningen. Ved finansiel leasing afgav leasingselskabet ud fra rent forretningsmæssige motiver en del af skattefordelen i form af en lavere leasingrente. "Rabatten" afhang af størrelsen af den skatteudskydelse, som leasingselskabet kunne opnå i relation til den pågældende aftale. Dette var velkendt i branchen.

Det forhold, at leasingselskabet afgav en del af skattefordelen til leasingtageren, var i øvrigt også et velkendt fænomen for skatteministeren, der i en udtalelse til Folketingets Skatteudvalg den 5. august 1998, TfS 1999.26, anførte følgende om den fordel, der for leasingselskabet var knyttet til skatteudskydelsen i form af de skattemæssige afskrivninger: "Det må antages, at denne fordel helt eller delvist overføres til lejeren gennem en lavere leje". Repræsentanten havde i denne forbindelse henvist til Ligningsrådets bindende forhåndsbesked, TfS 1994.342, samt til Landsskatterettens kendelse af 27. januar 1993, TfS 1993.134. I bindende forhåndsbesked af 11/10 1988 godkendte Ligningsrådet afskrivninger på hotel-kæde, uanset der var tale om underskud gennem hele forløbet. Tilsvarende fremgik det af en bindende forhåndsbesked af 2/4 1992, at der var underskud i projektet. Repræsentanten havde videre anført, at denne praksis havde fundet udtryk ved forskellige lovændringer, herunder det lovindgreb mod personers driftsmiddeludlejning, der blev gennemført den 19. maj 1993. Hidtidig praksis, som altså var gældende, da nærværende leasingkontrakt blev indgået i 1992, fremgik klart af skatteministerens bemærkninger til lovforslaget. Tilsvarende fremgik af side 11 i Skatteministeriet, Retssikkerhedskontorets notat af 19. april 1993 vedrørende lovtiltag i relation til overskudsselskaber, hvor den i notatet nævnte landsskatteretskendelse var TfS 1993.134.

Repræsentanten havde endvidere henvist til en ikke offentliggjort bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet af 18. juni 1991, J.nr. 370-4325-184. Repræsentanten havde anført, at A/S D fik Ligningsrådets godkendelse af en leasingkontrakt med præcis samme indhold vedrørende et rensningsanlæg. A/S D blev som leasinggiver anset for ejer af rensningsanlægget og kunne foretage skattemæssige afskrivninger efter afskrivningsloven i henhold til en leasingkontrakt, der indeholdt den samme bestemmelse om, at bruger ved leasingperiodens ophør var berettiget og forpligtet til at anvise en køber til rensningsanlægget inklusive inventar og driftsmidler til en restværdi på 15.750.000 kr.

Repræsentanten havde anført, at selskabet og A/S D som følge heraf havde en berettiget forventning om, at den praksis, som den bindende forhåndsbesked var udtryk for, også ville blive fulgt i denne sag. Udfra ligheds- og forventningsprincipper måtte det være rimeligt for parterne at antage, at en leasingkontrakt der var indgået i 1992, skulle behandles på samme måde som en leasingkontrakt, som A/S D havde fået bindende forhåndsbesked om i 1991.

Told- og Skattestyrelsen havde under sagens behandling i Landsskatteretten kommenteret Ligningsrådets bindende forhåndsbesked af 18. juni 1991. Told- og Skattestyrelsen havde anført, at forhåndsbeskeden ikke havde været offentliggjort, og at den kun havde retsvirkning for de pågældende parter og den pågældende disposition, der var anmodet om forhåndsbesked om.

Told- og Skattestyrelsen havde videre anført, at selskabet ikke havde erhvervet en reel men alene en formel ejendomsret til aktiverne. Videre var arrangementet underskudsgivende, og dermed ikke erhvervsmæssig, jf. TfS 1997.400, der måtte anses at have underkendt TfS 1993.134.

Landsskatteretten udtalte

Bevisbyrden for berettigelsen af et fradrag påhvilede efter praksis skatteyderen, hvorfor selskabet på betryggende vis måtte dokumentere aktivernes eksistens. Efter de af repræsentanten over for Landsskatteretten fremlagte oplysninger om slutbrugerne af leasingaktiverne m.m., fandt retten ikke grundlag for at anfægte leasingaktivernes eksistens.

Efter det fremlagte kontraktsmateriale havde selskabet købt leasingaktiverne af A/S D og herefter leaset udstyret ud til dette selskab. En sådan konstruktion var anerkendt i såvel civil- som i skatteretlig henseende, forudsat at der var sket en reel overdragelse af aktiverne, samt at den indgåede leasingaftale ikke indeholdt en tilbagekøbspligt.

Det fremgik af leasingaftalen, at A/S D ved aftaleperiodens udløb havde ret og pligt til at anvise en køber til leasingaktiverne til restværdien på 34.000.000 kr. Retten fandt, at anvisningsretten og -pligten måtte sidestilles med en køberet og -pligt. Retten fandt således, på trods af det af selskabets repræsentanter anførte vedrørende fortolkningen af aftalevilkåret, at man måtte henholde sig til ordlyden af kontrakten, der alene kunne forstås således at selskabet var pligtig at sælge til den af A/S D anviste køber.

Henset hertil og henset til, at selskabet i henhold til kontraktsgrundlaget ikke havde haft sædvanlige ejerbeføjelser og -forpligtelser over leasingaktiverne, fandt Landsskatteretten, at ejendomsretten til leasingaktiverne ikke var overgået til selskabet. Selskabet havde således alene erhvervet en formel ejendomsret, der ikke berettigede til fradrag for afskrivning på leasingaktiverne.

Retten bemærkede videre, at det var en betingelse for at anerkende en virksomhed som erhvervsmæssig, at der for egen regning og risiko blev udøvet en økonomisk virksomhed med det formål at opnå overskud.

Det fremgik af leasingaftalen, at finansieringsrenten var på 9,1% p.a., mens det af låneanmodningen fremgik, at lånerenten var på 10,5% p.a. Det havde således allerede været klart for selskabet på aftaletidspunktet, at der ikke kunne opnås et driftsmæssig økonomisk overskud på sale and lease back arrangementet, når der bortsås fra de skattemæssig forhold. Selskabets virksomhed med sale and lease back arrangementet blev derfor ikke anses at være drevet med henblik på indtægtserhvervelse. Der henvistes til princippet i Østre Landsrets dom af 10. april 1997, TfS 1997.400. Retten fandt ikke, at resultatet stred mod domstolenes eller Landsskatterettens praksis, ligesom retten ikke fandt det dokumenteret, at der havde foreligget en fast administrativ praksis for at tillade afskrivning i tilfælde som det i nærværende sag foreliggende.

Den påklagede afgørelse, hvorved selskabets deltagelse i sale and lease back arrangementet ikke var tillagt skattemæssig betydning, blev stadfæstet.

Sale and lease back-arrangement

erhvervsmæssig/ikke erhvervsmæssig virksomhed

lånefinansieret

afskrivning

Reference

AL § 1

A A/S klagede til Landsskatteretten over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde tillagt selskabets deltagelse i et sale and lease back arrangement skattemæssig betydning.

Det fremgik af sagens oplysninger, at selskabet blev etableret i 1969 og ejet af B Bank og C Inc., USA, med hver 50%. Selskabet var en factoringvirksomhed, der ifølge vedtægterne bl.a. lånte penge ud mod sikkerhed i finansieringskontrakter.

Selskabet indgik i 1992 i et sale and lease back arrangement med A/S D, der var et helejet datterselskab af B Bank.

Af faktura af 18. december 1992 fremgik bl.a.

Telefonanlæg

34.715.755 kr.

13 stk. lejekraner

8.495.849 kr.

1 vertikalcenter

2.394.517 kr.

1 stk. Laserskærer

2.977.391 kr.

Total excl. Moms

48.583.512 kr.

Købesummen blev finansieret ved et egenkapitalindskud på ca. 5 mio kr., svarende til ca. 10,3% af købesummen, og ved et lån fra A/S D på 43.500.000 kr. Selskabet anmodede ved skrivelse af 21. december 1992 A/S D om et aftaleudlån på 43.500.000 kr.

Af skrivelsen fremgik at selskabet accepterede

at aftaleudlånet forrentes med en rente på 10,5% p.a., idet rentesatsen tillige inkluderer eventuel kreditprovision

at renten tillægges lånet ved hvert år den 31.12., første gang d. 31.12.92.

at indbetale følgende ydelser

31.12.92

110.527 kr.

31.12.93

8.856.221 kr.

31.12.94

8.856.221 kr.

31.12.95

8.856.221 kr.

(...)

Vi erklærer at være bekendt med og tiltræder finansieringsselskabets almindelige forretnings- og lånebetingelser, som de fremgår af låneaftale (gældsbrev), hvilke betingelser vi har fået udleveret og læst.

Samtidig hermed bemyndiger vi D til at få ovennævnte ydelser udbetalt på de anførte datoer fra vor ovennævnte konto i B Bank. Nærværende anmodning er samtidig gyldig instruktion til banken om at foretage udbetalingerne."

Af A/S D's lånebestemmelser fremgik bl.a., at låntager kunne indfri lånet uden varsel, at A/S D kunne opsige lånet til indfrielse med 3 måneders varsel, at A/S D uden forudgående meddelelse kunne modregne ethvert forfaldent tilgodehavende hos låntager i ethvert tilgodehavende, som låntager måtte have eller fik hos A/S D, B Bank, herunder bankens udenlandske filialer samt bankens datterselskaber.

Af udskrift af 22. december 1992, fremgik at lånets oprettelsesdato var 22. december 1992.

Heraf

Afdrag

Ydelser

Renter

31.12.92

110.527 kr.

13.866 kr.

96.660,91 kr.

31.12.93

8.856.221 kr.

4.288.361 kr.

4.567.859,32 kr.

31.12.94

8.856.221 kr.

4.738.819 kr.

4.117.402,33 kr.

31.12.95

8.856.221 kr.

5.236.592 kr.

3.619.628,56 kr.

02.01.96

29.249.404 kr

29.233.184 kr.

27.043,24 kr.

Sammenlagt

55.928.594 kr.

43.510.822 kr.

12.428.594,36 kr.

Dette gav følgende afvikling af lånet

Hovedstol

43.500.000 kr.

Afdrag

14.277.638 kr.

Restgæld efter afdrag

29.222.362 kr.

Den 22. december 1992 havde parterne indgået en leasingaftale, hvoraf bl.a. fremgik

(...)

særlige vilkår

Leasinggiver er ikke berettiget til at få oplyst navne eller vilkår fra leasingaftaler under leasinggenstandenes videreudleasing, idet bruger indestår for leasinggenstandens tilstedeværelse og erhvervsmæssige benyttelse.

(...)

Bruger har ved aftaleperiodens udløb ret og pligt til at anvise en køber til leasinggenstandene til restværdi kr. 34.000.000,- Moms af købesummen erlægges den 31.03.1996.

I tilfælde af ophør som følge af leasinggivers konkurs er det ligeledes aftalt, at bruger har ret og pligt til at anvise køber, der overtager de leasede genstande til et beløb, der udgør nutidsværdien tilbagediskonteret med aftalens finansieringsrente med tillæg af 1,40% af dels ovennævnte restværdi og dels alle uforfaldne leasingafgifter.

(...)

Leasingperiode

21.12 1992 til 02.01.1996.

Finansieringsrente

9,10% p.a.

Leasingafgifter

Leasingafgiften betales årligt bagud med kr. 110.527 den 31.12.92 og kr. 8.856.221 den 31.12.93, 31.12.1994 og 31.12.95 samt kr. 47.837 den 02.01.1996.

Forsikring

Bruger bærer enhver risiko for leasinggenstandenes fornødne forsikring.

Almindelige bestemmelser

En factoringvirksomhed, ejet af en dansk bank og et amerikansk selskab med hver 50 %, havde i 1992 indgået et sale and lease back-arrangement med et helejet datterselskab af banken. Arrangementet var finansieret ved lån fra et af banken helejet datterselskab. Leasingaktivernes eksistens var ikke anfægtet, men da det långivende selskab ved aftaleperiodens udløb havde ret og pligt til at anvise en køber til restværdien på 34 mio.kr., og da factoringvirksomheden ikke havde sædvanlige ejerbeføjelser og -forpligtelser over leasingaktiverne, fandt retten, at virksomheden alene havde erhvervet en formel ejendomsret. Finansieringsrenten iht. leasingaftalen var på 9,1 % og lånerenten på lånet udgjorde 10,5 %, hvorfor Landsskatteretten tillige fandt, at arrangementet ikke var drevet med henblik på indtægtserhvervelse. Arrangementet blev derfor ikke tillagt skattemæssig betydning.