Legislator Case Law & Legislation
W19991112925 DK

Kørselsgodtgørelse

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1999 11129 Valid

Kørselsgodtgørelse

uddannelsesorlov m/fuld løn m.v.

kommunal ansat

Reference

LL § 9, stk. 5

LV 1997 A.B.1.7.1.

A klagede for indkomståret 1995 over, at de stedlige skattemyndigheder havde anset kørselsgodtgørelse, udbetalt i forbindelse med uddannelsesorlov, for skattepligtig personlig indkomst.

Det fremgik af sagen, at klageren havde deltaget i efteruddannelse på Forvaltningshøjskolen i fagene servicepsykologi, møde- og forhandlingsteknik og offentlig information. Klageren havde i uddannelsesperioden på 3 måneder formelt været underlagt reglerne om uddannelsesorlov, men havde efter aftale med arbejdsgiveren modtaget fuld løn i perioden, ligesom der var optjent anciennitet og pension. Arbejdsgiveren havde i den forbindelse modtaget godtgørelse fra klagerens fagforbund.

Klageren havde endvidere i forbindelse med efteruddannelsen fået udbetalt befordringsgodtgørelse efter statsskattelovens § 5 d, med 7.168 kr.

De stedlige skattemyndigheder havde anset den udbetalte befordringsgodtgørelse for skattepligtig, og skatteankenævnet havde i den forbindelse anført, at der ikke kunne udbetales skattefri godtgørelse efter ligningslovens § 9, stk. 5, jf. ligningslovens § 9 B, til medarbejdere på uddannelsesorlov. Skatteankenævnet havde herved henvist til en udtalelse fra Told- og Skattestyrelsen af 25. april 1996, hvoraf det fremgik, at der ikke kunne udbetales skattefri godtgørelse efter ligningslovens § 9, stk. 5, til medarbejdere på orlov, være sig barsels-, sabbat- eller uddannelsesorlov, idet de pågældende under orlovsperioden ikke havde befordring til en arbejdsplads, ligesom der ej heller ville være mulighed for befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C eller udbetaling af skattefri godtgørelser i medfør af statsskattelovens § 5 d.

Klageren havde henvist til, at loven om uddannelsesorlov trådte i kraft 1. januar 1994. Klageren havde uddannelsesorlov i 1995 og modtog i den forbindelse skattefri kørselsgodtgørelse i god tro. Klageren gjorde gældende, at skatteankenævnet i afgørelsen ikke havde været opmærksom på spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om god eller ond tro, idet den nævnte afgørelse fra skatteministeriet først var fremkommet i april 1996.

Klageren havde anført, at hun og 5 kolleger, alle ansat i X Kommune, tog 3 måneders uddannelsesorlov på Forvaltningshøjskolen efter opfordring fra arbejdsgiveren. Klageren og hendes kolleger oppebar fuld løn i orlovsperioden, medens orlovsydelsen blev indbetalt til X Kommune.

Deltagelsen i undervisningen på Forvaltningshøjskolen var en del af klagerens og hendes kollegers efteruddannelse, og man valgte at koncentrere den på 3 måneder i stedet for at sprede undervisningen over et år. Dette havde været i såvel de ansattes som i arbejdsgiverens interesse. Deltagelse i efteruddannelse var et led i kommunens personalepolitik, og arbejdsgiveren foreslog, at efteruddannelsen skete over 3 måneder, idet man herved bedre kunne planlægge og tilrettelægge arbejdet.

Klageren og hendes kolleger havde i orlovsperioden haft tæt forbindelse med arbejdspladsen. De var blevet opfordret til og havde også deltaget i personalemøder og var i det hele taget blevet orienteret om forhold på arbejdspladsen i orlovsperioden.

Forvaltningshøjskolen havde ikke løbende meddelt deltagernes fravær fra undervisningen, men skolen havde ført statistik over fremmødet. Hvis en deltager i undervisningen var fraværende i mere end 20 % af undervisningstiden, kunne vedkommende ikke gå til eksamen, og det ville blive indberettet til arbejdsgiveren.

Landsskatteretten udtalte

Lønmodtagere, der havde fået bevilget orlov af arbejdsgiveren var som udgangspunkt skattepligtige af kørselsgodtgørelse udbetalt i forbindelse med befordringen mellem bopælen og uddannelsesstedet.

Kun i de tilfælde, hvor de pågældende lønmodtagere i orlovsperioden opnåede løn eller lønindkomstlignende indtægt fra deres arbejdsgiver var det muligt at anse kørselsgodtgørelsen for skattefri efter ligningslovens § 9, stk. 5.

Da klagerens deltagelse i undervisningen på Forvaltningshøjskolen var sket efter aftale med arbejdsgiveren som et led i dennes personalepolitik, og hun i orlovsperioden havde oppebåret fuld løn samt bevaret sine øvrige rettigheder, herunder optjent anciennitet og pension, fandt Landsskatteretten, at klageren ikke var skattepligtig af den udbetalte kørselsgodtgørelse, jf. ligningslovens § 9, stk. 5.

Endelig adm. afgørelse 1999 11129 Valid

En ansat i en kommune havde deltaget i en efteruddannelse på Danmarks Forvaltningshøjskole og havde modtaget kørselsgodtgørelse i forbindelse hermed. Der var meddelt uddannelsesorlov, men efter aftale med arbejdsgiveren var der oppebåret fuld løn i perioden, ligesom der var optjent anciennitet og pension. Kørselsgodtgørelsen blev anset skattefri, jf. TfS 1999.278.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →