Autoforhandler

Autoforhandler

demonstrationsbiler

varelager eller driftsmidler

Reference

AL § 2, stk. 8

A A/S klagede for indkomståret 1996 over, at told- og skatteregionen ikke havde godkendt afskrivning på demo-biler, 276.006 kr.

Det fremgik af sagen, at det klagende selskab drev virksomhed med forhandling af nye og brugte personbiler.

Selskabet havde indregistreret et antal biler, i virksomhedsregi betegnet demo-biler, der dels var stillet til rådighed for selskabets sælgere til privatkørsel, således at hver sælger rådede over en bil til privatkørsel, dels anvendtes til erhvervsmæssig kørsel. Den erhvervsmæssige kørsel bestod dels i demonstrationsture med kunder, dels i erhvervsmæssig transport i virksomhedens regi.

Selskabet tilstræbte, at der mellem demo-bilerne var en sådan variation i størrelser og bilmærker, at der var mulighed for at tilbyde kunderne at prøve en sådan bil, som kunderne overvejede at købe en ny model af.

Klagerens revisor havde forklaret, at bilerne som oftest var seneste model og havde en anvendelsestid i virksomheden på 1 - 1 1/2 år. Demobilerne var principielt ikke til salg, men blev alligevel solgt direkte til kunderne, dels grundet selskabets og sælgernes sammenfaldende interesser i at have nye demo-biler, dels kundernes interesse i at købe demo-bilerne relativt billigt.

Det fremgik af en af told- og skatteregionen udarbejdet oversigt, at selskabet i 1996 købte i alt 12 demo-biler, hvoraf 7 blev solgt igen i årets løb. I oversigten var 4 biler angivet som Demo-bil vedrørende 2 bestemte afdelinger, mens 8 biler var angivet som vedrørende 4 bestemte medarbejdere.

Selskabet havde anset demo-bilerne for driftsmidler, således at varelageret alene bestod af dels nye uindregistrerede biler, dels brugte biler, der var indkøbt direkte eller taget ind som bytte.

Selskabet havde følgelig ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst foretaget afskrivning med 30 % på demo-bilerne i overensstemmelse med afskrivningslovens regler, ligesom salget var behandlet efter afskrivningslovens § 2.

Told- og skatteregionen havde imidlertid fundet, at demo-bilerne måtte anses for en del af selskabets varelager, og derfor ikke afskrivningsberettiget efter afskrivningsloven. Regionen havde herved henvist til Landsskatterettens kendelse af 17. januar 1959, idet regionen ikke havde fundet den af revisor anførte kendelse fra Landsskatteretten, TfS 1993.424 relevant.

Told- og skatteregionen havde videre fundet, at selskabet ved opgørelsen af demo-bilernes værdi som varelager ikke kunne foretage nedslag for en skønsmæssig avance ved videresalg på 10.000 kr. pr. stk.

Det klagende selskabs revisor havde over for Landsskatteretten principalt påstået fradraget godkendt som selvangivet, idet han gjorde gældende, at demo-bilerne måtte anses for driftsmidler.

Han anførte til støtte herfor, at selskabet havde en fast bestand af demo-biler, der løbende blev brugt i virksomheden til følgende formål

opfyldelse af selskabets kontraktlige forpligtelser til at stille bil til rådighed for sælgernes private kørsel.

erhvervsmæssig transport i virksomhedens regi, og

hjælpemiddel i forbindelse med salg af andre, nye biler,

Han fandt, at den relativt korte anvendelsestid i virksomheden ikke kunne gøre nogen forskel heri, og anførte, at det ikke var utypisk, at andre virksomheder udskiftede biler hvert 2. eller 3. år.

Han henviste til Landsskatterettens kendelse TfS 1993.424, hvor et EDB-firma fik medhold i, at deres eget EDB-anlæg, som de solgte, var driftsmidler, uanset at de handlede med tilsvarende produkter.

Han henviste endvidere til F 7390/87 fra Direktoratet for Toldvæsenet, hvori det bl.a. anførtes: "Som lagerbiler kan ikke anses brugte biler, der benyttes af virksomheden, ..."

Han havde subsidiært påstået selskabet berettiget til at værdiansætte demo-bilerne som varelager med udgangspunkt i en skønnet nettorealisationsværdi med fradrag af en bruttoavance på 10.000 kr.

Han gjorde gældende, at virksomheden efter varelagerloven kunne opgøre varelagerets værdi til dagsprisen, hvilket efter Ligningsvejledningen 1997 E.B.2.6.1.4. var indkøbsprisen på statustidspunktet.

Dagsprisen var således den pris, som virksomheden ville være villig til at give for en tilsvarende bil på statustidspunktet, en pris, der naturligt ville give plads til almindelig avance.

Landsskatteretten udtalte

Løsøregenstande, som en virksomhed besad med henblik på videresalg som led i salgsnæring, var som udgangspunkt omfattet af varelagerlovens varelagerbegreb. Aktiver, som en virksomhed besad til brug i driften, ville som udgangspunkt være omfattet af driftsmiddelbegrebet i afskrivningsloven. Ved sondringen mellem sådanne omsætningsaktiver og driftsmidler måtte henses til hensigten med erhvervelsen og virksomhedens faktiske anvendelse af aktiverne.

Landsskatteretten fandt, at der for virksomheder, der drev salgsnæring med løsøre, var en formodning for at genstande, der efter sin art var omfattet af næringsvirksomheden, indgik i varelageret.

Det var derfor virksomheden, der ved sine dispositioner ved erhvervelsen og efterfølgende brug, viste, at den/de konkrete genstande ikke var købt til (eller eventuelt var udskilt af) varelageret og overgået til en driftsfunktion.

Landsskatteretten fandt i den foreliggende sag ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse de omhandlede demo-biler for overgået til en driftsfunktion. Der var herved bl.a. henset til omsætningshastigheden for demo-bilerne i det pågældende år, og at bilerne som oftest var seneste model.

For så vidt angik revisorens subsidiære påstand bemærkede retten, at dagspriserne var skønnet med udgangspunkt i selskabets anskaffelsessummer, der var nedskrevet for værditab m.v. Det måtte formodes, at selskabet som professionel bilhandler havde erhvervet bilerne til priser, der gav plads til omkostninger og avance. Der var på denne baggrund ikke grundlag for at nedskrive værdien fra anskaffelsessummen med yderligere bruttoavance.

Landsskatteretten fandt således, at selskabet ikke havde sandsynliggjort, at de af regionen ansatte værdier ikke var udtryk for dagsprisen for de pågældende biler ved udgangen af indkomståret.

Den påklagede ansættelse blev stadfæstet.

Et autofirma havde foretaget indregistrering af nogle nye bilmodeller med henblik på demonstrationsbrug. Bilerne solgtes efter nogle måneders benyttelse med rabat. Der kunne ikke foretages afskrivning på demo-bilerne efter afskrivningsloven, men de måtte i henhold til praksis anses som en del af varelageret.