Moms

Moms

busselskab ikke anset at have udøvet rejsebureauvirksomhed

fradrag for indgående afgift vedr. hotelovernatninger

Reference

ML § 15 (dagældende), § 2, stk. 2, jf. § 11, stk. 1, litra a (dagældende) og § 2, stk. 3 litra m (dagældende)

A klagede over, at told- og skatteregionen ikke havde godkendt fradrag for indgående afgift af virksomhedens indkøb af hotelydelser i 1993, da disse var anset leveret som del af pakkerejsearrangement, og som sådan var anset at vedrøre momsfri omsætning i henhold til dagældende momslovs § 2, stk. 3, litra m.

Det fremgik af sagen, at A fra 1991 leverede ydelser til den tyske virksomhed B GmbH til brug for sidstnævntes salg af pakkerejsearrangement til Norge med afgang og hjemkomst i Tyskland. Arrangementet var nærmere beskrevet i fremlagt tysk rejsebeskrivelse fra B GmbH, af hvilken bl.a. fremgik, at arrangementet blev solgt til de rejsende til en samlet pris, også inkluderende samtlige de af A leverede ydelser.

Det var oplyst, at A's ydelser i 1991 bestod af 29 ture til Norge omfattende udelukkende buskørsel, og i 1992 141 ture til Norge omfattende yderligere skibsoverfart i Norge samt kørsel med norske busser på bestemmelsesstedet.

I 1993 bestod A's ydelser i 378 ture til Norge. Af kørselskontrakten af 8. oktober 1992 mellem B GmbH og A fremgik, at A ud over buskørsel skulle levere følgende ydelser

Arrangement inkl. overførelsen med bus og afgift i Norge.

Aftalen med Hotel C.

Morgenbuffet på færge mellem Danmark og Sverige.

Betalingen af afgift i Sverige.

Særtilbud om overnatning i Danmark på vej nordpå.

Det var oplyst, at A påtog sig disse yderligere opgaver, udelukkende fordi man i modsat fald ikke ville have fået kontrakten på buskørsel.

Der var fremlagt faktura fra august 1993 til B Gmbh med et totalbeløb på 24.688.468,17 kr., dækkende arrangementet for i alt 17.322 personer.

De fakturerede beløb vedrørende hotelophold var udspecificeret således i fremlagt "Første udsendte samlede opgørelse til B Gmbh"

"...

DB værelse

16566 x 140.00

3.975.840.00

enkelt værelse

incl ch.+rejseleder

1135 X 385.00

436.840.00

...

Hotel E

1542 x 195.00

300.690.00

..."

Der var endvidere fremlagt fakturaer udstedt af de omhandlede hoteller til A. Bl.a. på baggrund af de heri angivne priser på hotelværelser var i skrivelse af 5. januar 1999 fra A foretaget følgende avanceopgørelse

"...

Med udgangspunkt i, at ca. 40% af gæsterne har overnattet på Hotel C, mens de øvrige ca. 60% af gæsterne har overnattet på henholdsvis E Hotel, F, G Hotel, H Hotel og I kan den samlede avance vedrørende dobbeltværelser opgøres som følger

16.566 pers. x 0,40 x 10,00 kr./pers

kr. 62.265,00

16.566 pers. x 0,60 x 15,00 kr./pers

kr. 140.095,00

I alt

kr. 202.360,00

...

Med udgangspunkt i, at ca. 40% af gæsterne har overnattet på Hotel C, mens de øvrige ca. 60% af gæsterne har overnattet på henholdsvis E Hotel, F, G Hotel, H Hotel og I kan den samlede avance vedrørende enkeltværelser opgøres som følger

1.135 pers. x 0,40 x 0,00 kr./pers

kr. 0,00

1.135 pers. x 0,60 x 10,00 kr./pers

kr. 6.810,00

I alt

kr. 6.810,00

...

På baggrund heraf kan den samlede avance vedrørende Hotel D opgøres som følger

1.542 pers. x 30,00 kr./pers

kr. 53.970,00

I alt

kr. 53.970,00

..."

Det var oplyst, at A ikke forud for indgåelsen af kontrakten med B GmbH havde arrangeret hotelovernatninger i Danmark, og at dette havde været årsagen til, at A først i forbindelse med revisorskift i 1996 var blevet opmærksom på, at der var indgående afgift på disse ydelser.

Den 28. maj 1997 havde A efter det oplyste ansøgt regionen om tilladelse til efterfølgende at fratrække købsmomsen af hoteludgifter i forbindelse med virksomhedens deltagelse i Norges-kørsel 1993.

Told- og Skattestyrelsen havde ved den påklagede afgørelse i overensstemmelse med regionens afgørelse fundet, at de ydelser, A havde leveret til B GmbH var at anse som en pakkerejse, det ville sige turistbureauvirksomhed, der var momsfritaget efter den dagældende momslovs § 2, stk. 3, litra m, jf. den nuværende momslovs § 13, stk. 1, nr. 16. Styrelsen havde dog anset virksomhedens levering af transportydelser med egne eller lejede busser for momspligtig, jf. § 2, stk. 3, litra f, i den dagældende momslov og § 13, stk. 1, nr. 15 i den nuværende momslov. Det var herefter styrelsens opfattelse, at A udelukkende havde fradragsret for de udgifter, der vedrørte den momspligtige bustransport. Virksomheden kunne således ikke afløfte momsen af de hoteludgifter, som virksomheden havde afholdt ved leveringen af pakkerejsearrangementet til det tyske selskab, eftersom disse udgifter ikke vedrørte den momspligtige omsætning.

Landsskatterettens kontorindstilling havde efterfølgende været sendt til udtalelse hos styrelsen, der i den anledning ved skrivelse af 26. april 1999 havde indstillet, at der blev givet A medhold i påstanden om fradrag for indgående afgift af virksomhedens indkøb af de omhandlede hotelydelser, dog således at virksomheden samtidig ansås for momspligtig af vederlaget for de omhandlede ydelser. Styrelsen havde herved henvist til, at A måtte anses at have leveret en række underleverancer til en rejsebureauvirksomhed, og det var yderligere bemærket, at det fulgte direkte af momsloven og hidtidig praksis, jf. TfS 1979.635, at sådanne ydelser ikke var omfattet af den omhandlede fritagelsesbestemmelse i momsloven.

Klagerens advokat havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at pålagt moms på hoteludgifterne kunne fratrækkes.

Det var til støtte herfor gjort gældende, at der ikke var tale om en pakkerejse, men derimod turistkørsel efter regning. Det var hertil anført, at pakkerejser i regionens afgørelse var defineret som værende "et sammensat rejsearrangement, hvori der ud over transportydelsen indgik andre varer og ydelser f.eks. overnatning, forplejning og entré". Denne definition lagde sig tæt op af den definition, der var anvendt i lov om pakkerejser § 2, stk. 1, der var trådt i kraft den 1. oktober 1993. I denne bestemmelse defineredes en pakkerejse som værende en kombination af mindst to af følgende elementer: transport, indkvartering eller anden turistmæssig ydelse.

Eftersom loven først var trådt i kraft den 1. oktober 1993, var den ikke gældende på tidspunktet, hvor de omhandlede arrangementer fandt sted. A ville i øvrigt ikke have været omfattet af loven, selv hvis denne havde været gældende på dette tidspunkt, idet de ikke var omfattet af lovens definition af henholdsvis formidler eller arrangør, jf. lovens § 3. Advokaten havde anført, at det var det tyske rejseselskab B GmbH, der var henholdsvis arrangør og sælger af arrangementet. Det var herefter gjort gældende, at A ikke havde tilbudt et sammensat rejsearrangement over for de tyske turister, men havde udført en underentreprise for den tyske arrangør.

Det var videre anført, at A accepterede at overtage de nævnte opgaver, udelukkende fordi dette havde været en betingelse for at A kunne få kørselskontrakten.

Det var tillige anført, at det i rejsebeskrivelsen fremgik, at der havde været tale om en omfattende tur på i alt 10 dage. Sammenlignet med de mange arrangementer, som B GmbH selv havde stået for, havde A's opgaver kun udgjort en mindre del heraf.

Advokaten havde yderligere anført, at A ingen kontakt havde haft med de tyske turister, der havde deltaget i arrangementet. De havde dermed ikke udført nogen opsøgende virksomhed eller nogen selvstændig reklamering for arrangementet, hvilket ellers måtte antages at være karakteristisk for rejsebureauvirksomhed.

Advokaten havde anført, at A heller ikke var omfattet af rejsegarantifondlovens definition af arrangør eller formidler, jf. lovens § 3.

Advokaten havde herefter gjort gældende, at A, der således ikke opfyldte definitionerne for arrangør eller formidler i hverken lov om pakkerejser eller rejsegarantifondsloven, derfor heller ikke kunne anses som værende rejsearrangør efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 16. Det var hertil anført, at momsfritagelsen i momsloven forudsatte, at der var tale om rejsebureauvirksomhed, hvorfor det ikke alene var nok at fastslå, at der var tale om et pakkearrangement.

Advokaten havde således gjort gældende

der ikke havde været tale om et tilbudt pakkearrangement, men alene om en påtaget underentreprise for B GmbH, som havde været såvel arrangør som udbyder af arrangementet.

A dermed ikke havde udøvet rejsebureauvirksomhed

de afholdte udgifter ikke var momsfritaget efter den dagældende momslovs § 2, stk. 3, litra 1, jf. den nuværende momslov § 13, stk. 1, nr. 16

A som konsekvens heraf kunne fratrække den indgående afgift på de med arrangementet forbundne hotelovernatninger i Danmark i alt 942.000 kr. ekskl. renter, idet der var tale om indgående afgift af indkøb, der vedrørte virksomhedens momspligtige ydelser.

Opgørelsen af den indgående afgift af de omhandlede hotelovernatninger var efterfølgende ved skrivelse af 5. januar 1999 fra A korrigeret til 890.073,00 kr.

Landsskatteretten udtalte, at i henhold til den dagældende momslovs § 2, stk. 3, litra m, var følgende ydelser undtaget fra afgiftspligten

"Rejsebureauvirksomhed og turistkontorers oplysnings- og informationsvirksomhed m.v."

Bestemmelsen fik sin dagældende ordlyd ved lov nr. 204 af 10. maj 1978 om ændring af momsloven, hvilken lovændring var en følge af 6. momsdirektiv.

I medfør af 6. momsdirektiv artikel 28, stk. 3, litra b, kunne medlemsstaterne fortsat fritage følgende transaktioner, jf. bilag F, nr. 27

"Tjenesteydelser præsteret af de i artikel 26 omhandlede rejsebureauer og af rejsebureauer, der handler i den rejsendes navn og for hans regning, i forbindelse med rejser inden for Fællesskabet."

Direktivets artikel 26 omfattede "bureauer (der) handlede i eget navn over for den rejsende og til rejsens gennemførelse anvendte leveringer af tjenesteydelser, der præsteredes af andre afgiftspligtige personer".

Retten fandt, at rejsebureaudefinition i den dagældende momslovs § 2, stk. 3, litra m, efter bestemmelsens ordlyd og lovens forarbejder, måtte anses for overensstemmende med rejsebureaudefinitionen i direktivets artikel 26, jf. artikel 28, jf. bilag F, nr. 27.

Pakkerejsearrangementet var blevet solgt til de rejsende af B GmbH til en samlet pris også inkluderende samtlige de ydelser A arrangerede for førstnævnte, og A fakturerede således også disse ydelser til B GmbH. Da A på denne baggrund ikke kunne anses at have handlet i eget navn over for rejsende i forbindelse med de omhandlede pakkerejseydelser, fandtes A ikke herved at have udøvet rejsebureauvirksomhed omfattet af den dagældende momslovs § 2, stk. 3, litra m, jf. herved direktivets art. 26, jf. artikel 28, stk. 3, litra b), jf. bilag F, nr. 27. Virksomhedens afgiftstilsvar vedrørende de omhandlede aktiviteter ville derfor skulle opgøres efter de almindelige regler i den dagældende momslov.

Efter den dagældende momslovs § 15 kunne registrerede virksomheder fradrage indgående afgift af virksomhedens indkøb af afgiftspligtige varer og ydelser til brug for virksomheden, jf. § 15, stk. 3. Retten fandt, at A i medfør af denne bestemmelse var berettiget til at foretage fradrag for den indgående afgift af virksomhedens indkøb af hotelydelser til brug for arrangementet.

Som følge af det anførte blev den nedlagte påstand om fradrag for den indgående afgift af de af A indkøbte hotelydelser taget til følge, idet virksomheden dog samtidig i medfør af den dagældende momslovs § 2, stk. 2, jf. § 11, stk. 1, litra a, ansås som momspligtig af vederlaget for disse ydelser.

Den talmæssige opgørelse af virksomhedens momstilsvar ville finde sted ved de stedlige Told- og skattemyndigheder.

Et busselskab leverede ydelser i form af bl.a. buskørsel og aftaler vedrørende hotelovernatninger i Danmark til et tysk selskab til brug for dettes salg af pakkerejsearrangement til en samlet pris også inkluderende samtlige de ydelser som busselskabet leverede. Landsskatteretten fandt ikke, at busselskabet havde udøvet rejsebureauvirksomhed. Selskabet kunne derfor fradrage den indgående afgift af de indkøbte danske hotelydelser, jf. den dagældende momslovs § 15, men var samtidig momspligtig af vederlaget for disse ydelser, jf. den dagældende momslovs § 2, stk. 2, jf. § 11, stk. 1, litra a.