Legislator Case Law & Legislation
W19991111125 DK

Etablering af virksomhed

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1999 11111 Valid

Etablering af virksomhed

privat plade/CD-samling indskudt

afskrivning

Reference

SL § 6, stk. 1

LV 1998 E.A.2.1.2

A klagede for indkomstårene 1994 og 1995 over, at skatteankenævnet ikke havde godkendt afskrivning på plade/CD-samling.

Det var oplyst, at klageren pr. 1. maj 1990 havde startet selvstændig erhvervsvirksomhed fra sin bopæl efter en årrække med lønnet beskæftigelse inden for samme arbejdsfelt, der omfattede salg af diverse konsulentydelser til radiostationer og pladeselskaber m.v. Klageren havde i årene forud for virksomhedsetableringen opbygget en plade/CD-samling, der var opgjort til at bestå af 15.558 enheder til en samlet brugtpris inkl. moms på 1.042.485 kr. pr. 1. maj 1990.

Skatteankenævnet havde ikke anset klageren for berettiget til afskrivning på plade/CD-samlingen med henholdsvis 20 og 29 pct. for indkomstårene 1994 og 1995.

Skatteankenævnets afgørelse var begrundet med, at klageren pr. 1. maj 1990 havde påbegyndt selvstændig virksomhed. I den forbindelse havde klageren indskudt en privat plade- og CD-samling, som var opgjort til 1.042.485 kr. Da der ikke tidligere var udgiftsført/afskrevet på samlingen, havde klageren anmodet om for 1994 at påbegynde afskrivning efter bestemmelserne i afskrivningsloven.

Skatteankenævnet var af den opfattelse, at udgifter til plader og CD'er var at betragte som driftsomkostninger, hvorfor der ikke kunne foretages afskrivning efter bestemmelserne i afskrivningslovens afsnit I. Ankenævnet var af den opfattelse, at eventuelt fradrag for udgift til plade- og CD-samlingen skulle henføres til indkomståret 1990. Anmodning om eventuel genoptagelse for 1990 skulle være indsendt senest den 31. december 1993, jf. bestemmelserne i skattestyrelseslovens § 4, stk. 1 (3 års fristen).

Klagerens revisor havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at klageren blev anset for berettiget til for indkomstårene 1994 og 1995 i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at foretage fradrag for plade/CD-samlingen som driftsomkostninger.

Til støtte for påstanden havde revisoren henvist til, at sagen drejede sig om fradragsret for indskud i virksomheden i 1994 - 1995 af anskaffelser foretaget i "privat" regi forud for etablering af selvstændig virksomhed i 1990. Klageren havde i 1990 etableret selvstændig virksomhed efter en årrække med lønnet beskæftigelse inden for samme arbejdsfelt, jf. den indsendte aktivitetsbeskrivelse. I disse år havde klageren opbygget en anselig plade/CD-samling, som han nu ønskede fradragsret for i det omfang, denne blev benyttet erhvervsmæssigt.

Endvidere havde revisoren anført, at det ikke over for skatteankenævnet var anfægtet, at der ikke kunne indrømmes afskrivningsret efter afskrivningsloven. Det var derimod revisors standpunkt, at der ikke var hjemmel i skattelovgivningen til at nægte klageren ret til selv at vælge, hvornår han måtte ønske at indskyde tidligere private men nu erhvervsmæssigt anvendte anskaffelser i sin virksomhed, uanset om disse på dette tidspunkt skulle fratrækkes som driftsomkostning efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, eller eventuelt efter afskrivningslovens afsnit I.

Herudover havde revisoren henvist til, at der i klagen til skatteankenævnet var anmodet om årlige fradrag med 15 - 20 pct. af samlingens opgjorte værdi efter reglerne i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, idet dele af samlingen kontinuerligt blev inddraget og anvendt i den erhvervsmæssige virksomhed. Der var tidligere fra kommunens side givet udtryk for, at et fradrag kunne foretages over en flerårig periode og eksplicit med et skønsmæssigt beløb svarende til den andel, der i et givet år blev anvendt/indskudt i den erhvervsmæssige virksomhed. Det fastholdtes derfor, at der ikke var hjemmel i lovgivningen til at henføre et eventuelt fradrag til etableringsåret, respektive at der fra 1994 og fremover blev indrømmet klageren fradragsret for værdien af den kontinuerligt indskudte og erhvervsmæssigt anvendte andel af plade/CD-samlingen.

Endelig havde revisoren anmodet Landsskatteretten om at fastsætte den procent, hvormed skønsmæssige fradrag kunne gives, således at sagen ikke skulle starte forfra i skatteadministrationen.

Landsskatteretten udtalte

Det bemærkedes, at i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kunne ved beregningen af den skattepligtige indkomst fradrages driftsomkostninger, det vil sige de udgifter, som i årets løb var anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, derunder ordinære afskrivninger.

Endvidere bemærkedes, at udgifter til bl.a. plader ifølge praksis blev behandlet som driftsomkostninger, uanset at der var tale om anskaffelse af aktiver med omsætningsværdi, jf. Ligningsvejledningen for 1995 afsnit E.A.2.1.2.

Landsskatteretten fandt, at samlingen var indgået i virksomheden ved virksomhedens start i 1990, og at anskaffelsen af samlingen på linie med anskaffelse af et bibliotek havde karakter af en ikke fradragsberettiget etableringsomkostning, hvorfor der ikke kunne godkendes fradrag for nogen del heraf i 1994.

De påklagede ansættelser blev stadfæstet.

Endelig adm. afgørelse 1999 11111 Valid

Anskaffelse af en større CD-samling blev på linie med anskaffelse af et bibliotek anset for en ikke fradragsberettiget etableringsudgift.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →