Købsmoms, fradrag

Købsmoms, fradrag

biler udlejet fra reparationsværksted

Reference

ML § 42, stk. 4, § 29, stk. 1 og § 30, stk. 1

A A/S's klage til Landsskatteretten skyldtes, at told- og skatteregionen havde fundet, at biler, der fra selskabets pladeværksted blev udlejet til kunder, ikke kunne anses for udlejningsbiler, men derimod som en del af selskabets øvrige driftsmidler, hvorfor der ikke var fradragsret for momsen vedrørende indkøb og drift, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 7.

Det fremgik af sagen, at selskabet drev en virksomhed ved salg, reparation og service mv. af såvel nye som brugte biler. Selskabet drev et autoriseret værksted for biler af mærket Peugeot.

I tilknytning hertil drev selskabet biludlejningsvirksomhed, hvor værkstedskunder havde mulighed for at leje en bil, mens kundens egen bil var til reparation. Udlejningen skete som en integreret del af værkstedsomsætningen, og der blev ikke lejet biler ud til andre end netop kunder, der samtidig købte en værkstedsydelse.

Selskabet havde to forskellige udlejningspriser, alt efter om en bil blev lejet i forbindelse med indlevering af bil til reparation i selskabets mekaniske værksted, eller om en bil blev lejet i forbindelse med indlevering af bil til reparation i selskabets pladeværksted.

I det mekaniske værksted havde prisen for leje af bil indtil 1. januar 1998 været 150 kr. pr. dag samt 1 kr. pr. kørt kilometer, og der blev beregnet moms af begge beløb. Fra 1. januar 1998 havde prisen været 165 kr. pr. dag med tillæg af 1,25 kr. pr kørt kilometer, og der blev beregnet moms af begge beløb.

Ved udlejning af biler fra selskabets pladeværksted var prisen 50 kr. pr. dag tillagt moms. Kundens daglige benyttelse af udlejningsbilen var helt fri, idet der ikke tillige skulle beregnes kilometerpenge.

Selskabet havde indtil ca. 1. januar 1998 fratrukket indgående afgift ved køb af biler, der anvendtes til udlejning.

Told- og skatteregionen havde den 16. februar 1998 aflagt virksomheden et kontrolbesøg i anledning af, at selskabet havde udlejet personbiler til underskudsgivende priser. På tidspunktet for kontrolbesøget havde selskabet 13 udlejningsbiler, hvoraf enkelte var ibyttetagne brugte biler.

Udlejningsbilerne var forsikret og indregistreret som udlejningsvogne. Ved salg af udlejningsbilerne havde selskabet beregnet moms efter momsloven § 30.

Told- og skatteregionen havde ved afgørelse af 19. juni 1998 fundet, at der for biler tilhørende selskabets mekaniske værksted kunne ske afgiftsberigtigelse efter momsloven § 30, stk. 1, ved salg, idet udlejningspriserne for disse biler var uanfægtelige. Told- og skatteregionen havde herved fundet, at udlejningsprisen samt tilhørende kilometerpengebetaling rent momsmæssigt balancerede, hvorfor der ikke var stillet krav om efterberigtigelse af moms. Vedrørende udlejningsbiler tilhørende selskabets pladeværksted havde told- og skatteregionen fundet, at udlejningsprisen var fastsat til et symbolsk lavt beløb på 50 kr. pr. dag uden tillæg af kørepenge, hvilket medførte et tab på denne del af autoværkstedets virke. Regionen havde derfor anset disse biler for selskabets driftsmidler, hvorfor der ikke var fradragsret for indkøb, drift mv., jf. momsloven § 42, stk. 1, nr. 7. I relation til Told- og Skattestyrelsens cirkulæreskrivelse af 16. marts 1998 havde regionen anført, at skrivelsen alene omhandlede autoforhandleres salg af udlejningsbiler, og der var ikke taget stilling til, hvordan "udlejningsprisen" var kalkuleret. Af skrivelsen fremgik, at Styrelsen fandt det uden betydning, at bilen blev udlejet til en lavere leje end i udlejningsvirksomheder. Regionen kunne tiltræde dette synspunkt, og det kunne således ikke kræves, at selskabet havde fortjeneste ved udlejningen, der måtte blot være momsmæssig balance mellem den fratrukne indgående afgift og den angivne udgående afgift. Regionen bemærkede i relation til momsloven § 28, stk. 2, at kunden leverede sin bil til reparation på selskabets pladeværksted og modtog en udlejningsbil/byttebil mod betaling af et symbolsk beløb. Heri lå byttehandlen, idet kunden alene lejede bilen til denne pris, fordi han havde indleveret en bil til reparation på pladeværkstedet. Prisen for reparationen på pladeværkstedet var efter regionens opfattelse ikke højere end hos konkurrerende virksomheder, idet reparationerne ofte ville blive betalt af forsikringsselskaberne, da taksator havde vurderet skaden og dermed reparationsprisen, og det kunne derfor ikke antages, at modydelsen var indregnet i reparationsomkostningerne. Regionen havde endelig bemærket, at reparationsprisen i virksomheden var uafhængig af, om kunden gjorde brug af tilbuddet om benyttelse af udlejningsbil i reparationstiden eller ej.

Selskabets revisor havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at told- og skattemyndighederne skulle anerkende, at biler, som selskabet udlejede til værkstedskunder skulle behandles efter momslovens almindelige regler for udlejningsbiler. I tilknytning hertil var det anført, at det måtte anerkendes, at virksomheden kunne fradrage afgift vedrørende anskaffelse og drift af bilerne, jf. momsloven § 42, og at virksomheden skulle beregne moms af vederlaget for udlejningen, og ved salg af bilerne kunne selskabet anvende reglerne i momsloven § 30.

Til støtte herfor havde revisoren bl.a. gjort gældende, at bilerne var indregistreret og forsikret som udlejningsvogne. I overensstemmelse hermed havde bilerne rent faktisk været anvendt, og uanset det beløb, som kunden betalte for leje af bil, ikke var på niveau for markedslejen for en tilsvarende bil ved isoleret udlejning, var udlejningen fra pladeværkstedet dog sket til en pris, der var almindelig i branchen under samme faktiske forhold, d.v.s. hvor der samtidig med udlejningen blev leveret arbejde på lejerens egen bil. Der forelå een samlet leverance bestående af 2 elementer, nemlig en reparationsydelse og en udlejningsydelse. Samtidig var der kun een sælger og een køber, og allerede af den grund forelå der ganske enkelt ikke en byttehandel. Eftersom begge elementer i leverancen var momspligtige, skulle der beregnes moms af det fulde vederlag, hvilket også var sket, og det forhold, at leverancens 2 elementer - værkstedsarbejde og udlejning - var af ret forskellig karakter, ændrede ikke ved, at det kun var det faktiske vederlag for den samlede leverance, som skulle momses. Der forelå ikke et økonomisk interessefællesskab mellem køber og sælger, hvorfor der end ikke var grundlag for at foretage en korrektion af afgiftsgrundlaget efter momslovens § 29, stk. 1. Selskabet tilstræbte uomtvisteligt, at den samlede leverance skulle være overskudsgivende, og selskabets prispolitik var i øvrigt fuldstændig identisk med den tankegang, der lå bag detailhandleres salg af visse varer under et slogan "tag 3 betal for 2", eller når et supermarked solgte varer under indkøbsprisen i håb om at tiltrække kunder og samtidig sælge andre varer med fortjeneste til disse. Sammenligningen var medtaget her, idet ingen administrativ myndighed hidtil havde påstået, at den nævnte gratis-ydelse via den tredje vareenhed skulle være en gave til kunden, som den handlende dermed ikke skulle have fradragsret for, jf. momsloven § 42, stk. 1, nr. 5. På tilsvarende vis ville der ikke kunne stilles krav om moms af et højere beløb end det faktiske vederlag, selvom slagtilbuddet i det andet eksempel objektivt set blev solgt til en pris, der var underskudsgivende. Det var i relation til regionens afgørelse anført, at der hverken var grundlag for - eller hjemmel i momsloven - til at se bort fra reglerne i momslovens § 42, stk. 4, om fradragsret for udlejningsvogne. Ligeledes var momslovens regler om byttehandler ikke relevante for bedømmelsen af nærværende sag, da der hverken ud fra en momsmæssig vurdering eller ud fra en naturlig sproglig definition forelå nogen byttehandel. Revisoren havde henvist til Told- og Skattestyrelsens cirkulæreskrivelse af 16. marts 1998 til told- og skatteregionerne, hvor det var fastslået, at biler, der var indregistreret og forsikret som udlejningsbiler ved salg skulle behandles efter reglerne i momsloven § 30, stk. 1. Den foreliggende afgørelse fra told- og skatteregionen var således i direkte modstrid med Told- og Skattestyrelsens instruks. Endelig var henvist til Momsnævnets afgørelser offentliggjort i MNA 1990, nr. 1125, MNA 1987, nr. 982, MNA 1987, nr. 987.

Landsskatteretten udtalte

I nær sammenhæng med selskabets primære aktiviteter inden for drift af værksted og handel med biler blev tillige udlejet biler til værkstedskunder. Det bemærkedes i tilknytning hertil, at der ikke blev udlejet biler til andre end netop de kunder, der samtidig købte en værkstedsydelse. Udlejning skete således som en integreret del af selskabets samlede virke.

Omhandlede personbiler var indregistreret, forsikret og benyttet som udlejningsbiler, hvilket tillige i faktisk henseende skulle lægges til grund for den momsretlige behandling.

Retten fandt, at de særlige regler for momsmæssig behandling af udlejningsbiler fandt anvendelse, jf. momsloven § 42, stk. 4. Ifølge bestemmelsen kunne virksomheder, der forhandlede eller udlejede motorkøretøjer uanset bestemmelsen i § 42, stk. 1, nr. 7, foretage fradrag for afgiften af indkøb m.v. til disse formål.

I tilknytning hertil fandt retten det uden betydning, at bilerne i selskabets pladeværksted blev udlejet til en lavere leje end sædvanlig leje i egentlige udlejningsvirksomheder, og tillige uden betydning, at udleje af biler fra selskabets pladeværksted skete til en lavere leje end leje af biler fra selskabets mekaniske værksted.

Der henvistes endvidere til Told- og Skattestyrelsens cirkulæreskrivelse af 16. marts 1998, hvor det vedrørende den momsmæssige behandling af autoforhandleres salg af udlejningsbiler var anført

"Styrelsen er af den opfattelse, at biler, der er indregistreret og forsikret som udlejningsbiler, ved salg skal behandles efter reglerne i momslovens § 30, stk. 1.

Styrelsen finder det uden betydning, at bilen udlejes til en lavere leje end sædvanlig leje i udlejningsvirksomheder.

Der skal altså ikke - som nævnt i lysavisen den 3. august 1995 - foretages en konkret vurdering af, om forhandleren driver egentlig udlejningsvirksomhed, idet biler, der er indregistreret og forsikret som udlejningsbiler og derfor omfattet af de særlige regler for anvendelse af disse, må anses for at være omfattet af bestemmelsen i momslovens § 30, stk. 1, uanset hvor stor en del udlejningen udgør af den samlede omsætning."

Endelig bemærkede retten, at der ikke mellem selskabet og dets kunder bestod noget interessefællesskab af økonomisk karakter, der kunne betinge en korrektion af afgiftsgrundlaget efter momsloven § 29, stk. 1.

Der blev givet medhold i henhold til påstanden.

Et autofirma, der fra selskabets værksted udlejede biler til kunder, hvis egen bil var til reparation, kunne fradrage momsen ved indkøb og drift af disse som udlejningsbiler, jf. momslovens § 42, stk. 4.