Momspligt
Statutory Text (2 Articles)
Momspligt
entre ved kirkekoncerter
Reference
ML § 4, § 37 og § 38
A Kirke klagede over, at told- og skatteregionen havde anset den for momspligtige af entreindtægter ved afholdelse af kirkekoncerter i perioden 1. januar 1994 til 30. juni 1998.
Det var oplyst, at A Kirkekasse/Præstegårdskasse, der var momsregistreret og hørte under A Kirke gennem kirkekontoret havde varetaget alle administrative opgaver vedrørende kirken, præsteboliger, konfirmandhus og 3 forskellige kirkegårde. Momsregistreringsforholdet havde hovedsagelig vedrørt driften af kirkegårdene, idet egentlige kirkelige handlinger ikke var afgiftspligtige.
Det var videre oplyst, at der i sommerhalvåret var afholdt et antal koncerter i kirken med danske og udenlandske solister, kor mv. som aktører. Koncerterne var annonceret i avis, lokalblade, turistinformationer, på plakater og ved kirken på særlige plakatstandere. Entreen havde været 50 kr. (1998 beløb). Det var videre oplyst, at koncerterne var afholdt uden forbindelse til kirkelige handlinger.
Det fremgik videre af sagens oplysninger, at der var aflagt et samlet årsregnskab for Kirkekasse/Præstegårdskasse, hvor koncertentreindtægter havde indgået i den samlede resultatopgørelse.
Der var fremlagt udsendt vejledning vedr. kirkegårdsdrift, hvoraf følgende bl.a. fremgik
"Momspligtens omfang
Momspligten omfatter salg af leverede lys og blomster mv. til udsmykning i kirken, kapellet eller på kirkegården samt andre vareleverancer fra menighedsrådet.
Der skal endvidere svares moms af gravning af grave samt anlæg, til plantning, vedligeholdelse, grandækning, og andre arbejder i forbindelse med gravstederne.
De egentlige kirkelige handlinger er derimod ikke momspligtige. Tilsvarende gælder for udlejning af gravsteder, erhvervelse og fornyelse af brugsretten til et gravsted, kistebæring og -kørsel, udlejning af kapel samt klokkeringning, orgelspil og anden musik og sang i kapel og kirke.
......."
Regionen havde ved den påklagede afgørelse anset entreindtægterne for afholdelse af kirkekoncerter i perioden 1. januar 1994 til 30. juni 1998 for at være momspligtige og derfor fandtes at skulle medgå i regnskabet for Kirkekassen, der var momsregistreret. Regionen havde hertil anført, at momslovens § 13 ikke fritog koncerter og lignende. Efter fradrag for moms af udgifter til plakater, annoncering mv. var afgiftstilsvaret opgjort til 14.472 kr.
A's Kirke's revisor havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at entreindtægterne i forbindelse med kirkekoncerterne ikke var momspligtige.
Der var til støtte herfor gjort gældende, at kirkelige aktiviteter ikke var momspligtige. Der var videre henvist til, at der i vejledningsmateriale vedrørende kirkegårdsdrift mv. ikke var anført, at der skulle betales moms af kirkekoncerter, hvilket kirkekasserne med nogen ret måtte kunne tage udgangspunkt i.
Det var videre anført, at kirkekoncerterne ikke var afholdt med det formål at skabe overskud. Det ville kun være ved enkeltstående arrangementer, at der kunne blive tale om et overskud.
Det var tillige anført, at afholdelse af kirkekoncerter var en del af kirkens aktiviteter, og kirkehandlinger var som udgangspunkt ikke momspligtige.
Det var endelig anført, at såfremt der var momspligt på entreindtægterne måtte der kunne godkendes fradrag af moms på såvel direkte udgifter (annoncering, programmer, plakater mv.) som indirekte udgifter, fællesudgifter, bestående af el, varme, kontorholdsudgifter, vedligeholdelse af kirke, rengøring mv. Det var videre anført, at beregningen af momsfradraget for disse fællesudgifter kunne beregnes som forholdet mellem antallet af kirkekoncerter og de samlede arrangementer i kirken, det vil sige gudstjenester, bryllupper, begravelser, koncerter mv.
Landsskatteretten fandt, at entreindtægterne ved afholdelse af koncerter mod vederlag var momspligtige leverancer efter momslovens § 4. Retten bemærkede hertil, at vejledningen om moms ved Kirkegårdsdrift alene omtalte musik og sang ved de kirkelige handlinger, hvilket de omhandlede koncerter efter det oplyste netop ikke havde været. Der kunne herefter godkendes fradrag for momsen af udgifter i forbindelse med afholdelse af koncerterne, jf. momslovens §§ 37 og 38. Retten fandt, at der udover udgifter til plakater, annoncering mv., som godkendt af regionen, tillige kunne godkendes fradrag for momsen af den del af fællesudgifter til el, varme, rengøring mv. i kirken, der skønsmæssigt svarede til den fradragsberettigede brug i den registreringspligtige virksomhed, jf. momslovens § 38, stk. 2. Retten fandt, at der ved skønnet kunne tages udgangspunkt i de momspligtige koncerters andel af de samlede arrangementer i kirken, idet der vedr. varmeudgifter dog kunne henses til det oplyste om, at koncerterne var afholdt i sommerhalvåret.
Entreindtægter ved afholdelse af kirkekoncerter blev anset momspligtige.