Moms

Moms

kontaktbureau

fritagelsesbestemmelse

Reference

Momslovens § 4 og § 13, stk. 1, nr. 16

A klagede over, at told- og skatteregionen havde anset ydelser fra kontaktbureau for momspligtige.

Det var oplyst, at A i en årrække havde drevet kontaktbureau. Der var tale om en enkeltmandsvirksomhed uden ansatte, der blev drevet fra bopælen.

Det fremgik videre af sagens oplysninger, at klageren havde formidlet kontakt mellem personer på følgende måde: Personerne havde reflekteret på en annonce, hvorefter de havde modtaget et skema til udfyldelse, der skulle returneres til bureauet. Bureauet havde herefter "matchet" beskrivelserne med andre emner i deres kartoteker, hvorefter personen havde modtaget emner med adresser, hvorpå de pågældende kunne kontaktes. Det var oplyst, at personerne havde stået opført hos bureauet i en periode af ca. 1 år efter tilmeldingen. Bureauet havde for formidlingen modtaget ca. 480 kr.

Klageren havde ikke anset sig for at være momspligtig af denne formidling.

Told- og skatteregionen havde ved den påklagede afgørelse anset kontaktbureauets ydelser for at være momspligtige efter momslovens § 4. Regionen havde ikke fundet, at virksomheden kunne anses at være omfattet af nogen af fritagelsesbestemmelserne i momslovens § 13, herunder § 13, stk. 1, nr. 2 om social forsorg.

Klagerens advokat havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at kontaktbureauet drevet af A, ikke var momspligtig.

Han havde til støtte herfor gjort gældende, at den af klageren udøvede virksomhed var omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 16 eller dennes analogi, idet den ydelse, som klageren foretog sig, eksempelvis kunne sammenlignes med salg af billetter til transportydelser. Det var videre anført, at klageren alene til kunden havde udleveret navn og adresse, hvorefter kunden selv skulle forestå kontakten. Klageren havde således ikke hverken direkte eller indirekte etableret kontakten mellem kunden og tredjemand. Situationen fandtes herefter at være identisk med den situation, hvor der foretoges salg af billetter til transportydelser, og hvor selve transporten foretoges af en anden end den, der solgte billetterne. Klageren "sælger" billetter/oplysninger til kunden, som så ved tredjemands mellemkomst post/telefon kunne få kontakt med den/de oplyste emner.

Advokaten havde videre gjort gældende, at der ud fra en lighedsbetragtning ikke kunne pålægges klageren momspligt, idet han havde henvist til 3 andre navngivne kontaktbureauer, der ikke var pålagt momspligt.

Regionen havde under sagens behandling anført, at fritagelsesbestemmelserne i momslovens § 13, stk. 1 hovedsageligt havde gennemført 6. momsdirektivs artikel 13, afsnit A og B. For begge bestemmelser gjaldt, at der ved fastsættelsen af fritagelsesbestemmelserne i national lovgivning hovedsagelig skulle tages hensyn til at sikre en korrekt og enkel anvendelse af bestemmelsen, og at gennemførelsen skulle ske med henblik på at hindre enhver form for svig, unddragelse og misbrug. Dette betød, at fritagelsesbestemmelserne i momslovens § 13, stk. 1, i almindelighed skulle fortolkes indskrænkende, hvilket også fremgik af EF-domstolens praksis samt danske domme og afgørelser.

Regionen havde ikke fundet, at bestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 16, om rejsebureauer mv. fandt anvendelse. Regionen havde anført, at for rejsebureau i 6. momsdirektivs forstand (artikel 26) ansås "bureauer, som handler i eget navn over for den rejsende og til rejsens gennemførelse anvender leveringer og tjenesteydelser, der præsteres af andre afgiftspligtige personer. Denne artikel finder ikke anvendelse på rejsebureauer, der udelukkende fungerer som formidler" Regionen fandt, at virksomhedens formål havde været at skabe kontakt mellem 2 mennesker.

Regionen havde endelig oplyst, at to af de kontaktbureauadresser, som advokaten havde henvist til, var momsregistrerede og svarede moms af deres ydelser, mens det tredje kontaktbureau var ubekendt både hos Tele Danmark og i Told*Skat's momsregister.

Landsskatteretten udtalte

I henhold til momslovens § 4, stk. 1 skulle der betales afgift af varer og ydelser, der leveredes mod vederlag her i landet.

I henhold til momslovens § 13, stk. 1, var dog fritaget visse nærmere angivne varer og ydelser. I henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 16, var rejsebureauvirksomhed og turistkontorers oplysnings- og informationsvirksomhed og lign. fritaget.

Retten fandt ikke, at klagerens ydelser kunne anses for omfattet af nogen af fritagelsesbestemmelserne i momslovens § 13, stk. 1. Retten havde herved henset til, at momsfritagelsesbestemmelserne i henhold til fast praksis fra EF-domstolen skulle fortolkes indskrænkende. Retten fandt således heller ikke, at fritagelsesbestemmelsen om rejsebureauvirksomhed, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 16, kunne anvendes analogt på den af klageren i kontaktbureau foretagne formidling mellem personer.

Allerede fordi der ikke var hjemmel til momsfritagelsen, kunne der ikke gives klager medhold ud fra en lighedsgrundsætning.

Den påklagede afgørelse blev stadfæstet.

Ydelser fra et kontaktbureau blev anset for momspligtige.