Moms

Moms

dansk filial

vareleverancer til Danmark

Reference

Momsloven § 3, § 11, stk. 3, § 14 og § 4

A B.V., Holland's klage til Landsskatterettens skyldtes, at selskabets filial i Danmark var ansat momspligtig af vareleverancer til kunder i Danmark.

Det var oplyst, at det hollandske selskab, A B.V., med virkning fra den 1. januar 1998 havde oprettet en dansk filial til at tage sig af salg af selskabets produkter i Danmark. Indtil dette tidspunkt havde A B.V., været repræsenteret i Danmark ved et salgs-/repræsentationskontor, der ikke var momsregistreret. Hensigten med at kontoret i Danmark skulle have filialstatus var, at kontoret dermed ville få fuldmagt til at indgå aftaler i selskabets navn. Selskabet solgte kemikalier til industrielt brug. Alle kunderne var derfor momsregistrerede.

Filialen optog ordrer fra kunder i Danmark og fakturerede varerne. Der var ikke noget fysisk varelager i filialen. Ordrerne blev videregivet direkte fra filialen til selskabet i Holland, hvorfra den fysiske levering skete direkte til de danske kunder. Al administration foregik i selskabet i Holland, herunder udprintning af fakturaskrivelser til kunderne.

Der var fremlagt et eksempel på en faktura, hvoraf det fremgik, at det var filialen i Danmark, der stod som sælger. Der skulle betales i danske kroner til en bank i Danmark. Repræsentanten havde oplyst, at den anførte bankkonto var kontrolleret af A B.V. i Holland. Han havde ligeledes anført, at fakturaer i andre valutaer end danske kroner skulle betales til en konto i en bank i England, der ligeledes var kontrolleret af A B.V., Holland. I følge fakturaen var leveringsbetingelserne DDP, hvilket stod for Deliver, Duty, Paid.

På fakturaen var sælgers momsnummer (VAT REG. NO) det hollandske selskabs momsnummer og købers momsnummer, var den danske kundes momsnummer. Repræsentanten havde oplyst, at da varerne på salgstidspunktet befandt sig i Holland, forlangte de hollandske regler, at der blev redegjort momsmæssigt for leverancen, når varerne forlod Holland og transporteredes til kunden i Danmark. Set fra hollandsk side var leverancen en momsfritaget EU-leverance, da varen blev leveret fysisk til Danmark til en momsregistreret kunde i Danmark. De hollandske rapporteringsforpligtelser opfyldtes derfor ved, at A B. V., Holland anførte sit hollandske momsnummer og kundens danske momsnummer på fakturaen, og derefter rapporterede leverancen som et momsfrit EU-salg med salgslisterapportering til den danske købers momsnummer. I Danmark skulle der også ske en momsmæssig rapportering, idet der skete en EU-erhvervelse. Denne erhvervelse foretoges på den foreliggende faktura af den danske køber.

Filialen var momsregistreret, men havde ønsket at fakturere de danske kunder uden moms direkte fra Holland. Dette vil medføre, at filialen løbende skulle have moms udbetalt for udgifter til husleje, driftsmateriel mv.

Det var videre oplyst, at ændringen fra repræsentationskontor til filial skattemæssigt havde medført fast driftssted i Danmark for det hollandske selskab, som derfor for 1998 ville være skattepligtige af filialens indkomst.

Told- og skatteregionen havde ved den påklagede afgørelse fundet, at den danske filial var momspligtig af varesalget i Danmark, jf. momslovens §§ 14, stk. 1 og 46, stk. 1. Regionen havde ved afgørelsen henset til, at vareleverancer foretaget af filialen i Danmark, havde leveringssted her i landet, hvorfor det påhvilede filialen at betale moms af leverancer. Regionen havde videre henvist til momslovens § 22, stk. 1 og anført, at erhvervelser skete i Danmark, når godet befandt sig her efter afslutningen af forsendelsen eller transporten til erhververen. Regionen havde videre bl.a. henvist til bestemmelsen i momslovens § 10, der sidestillede overførelser af varer fra eget lager i et andet EU-land med afgiftspligtig levering. Det kunne ikke efter regionens opfattelse lægges til grund for fastlæggelse af beskatningsstedet til et andet sted (oprindelses-/salgslandet), at varen ikke fysisk blev leveret til erhververen (fx. via eget lager her i landet med henblik på senere levering til køber), respektive at det juridiske leveringstidspunkt (risikoens overgang fra sælger til køber) blev fastlagt anderledes. Afgørende for fastlæggelsen af leveringsstedet var, at varen befandt sig her. Regionen havde henvist til momslovens § 46, stk. 2, hvorefter betalingen af afgiften af varer fra andre EU-lande påhvilede den afgiftspligtige person, der foretog en afgiftspligtig erhvervelse. Leverancen til køber fandtes herefter at have leveringssted her i landet, jf. lovens § 14, stk. 1, der omfattede indenlandske varesalg. Momsen skulle derfor betales af den afgiftspligtige person - i nærværende sag, filialen - som foretog en afgiftspligtig levering, jf. momslovens § 46, stk. 1.

Selskabets revisor havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at filialens leverancer havde deres momsmæssige leveringssted i Holland, jf. momslovens § 14, hvorfor filialens salg til kunder i Danmark ikke skulle belægges med moms.

Revisoren havde til støtte herfor gjort gældende, at momslovens § 14, der fastlagde leveringsstedet for varer, måtte anses at være i overensstemmelse med den tilsvarende bestemmelse i 6. momsdirektivs artikel 8. Leveringsstedet skulle efter disse regler fastlægges forskelligt, bl.a. afhængigt af om der i forbindelse med leveringen skete en forsendelse mellem flere lande af varen. Blev varen leveret internt i et medlemsland, var leveringsstedet dette land, og lokal moms skulle som følge deraf pålægges, jf. momslovens § 14, stk. 1. Blev varen leveret fra ét medlemsland til et andet, var leveringsstedet det land, hvor varen befandt sig på det tidspunkt, hvor forsendelsen eller transporten til aftageren blev påbegyndt, jf. momslovens § 14, stk. 1, nr. 2. Det var revisorens opfattelse, at der i den foreliggende situation skete en forsendelse af varen mellem to lande, nemlig Holland og Danmark som et direkte resultat af filialens salg af varen til kunden. For dette salg var leveringsstedet Holland, idet varen befandt sig der, når forsendelsen til aftageren (den danske kunde) påbegyndtes. Revisoren fandt således ikke, at der var holdepunkter for som antaget af regionen, at der forud for filialens salg var sket en overførsel mellem selskabet i Holland og filialen i Danmark. Revisoren havde videre anført, at det var korrekt, at der skete en erhvervelse, men efter revisorens opfattelse skete denne erhvervelse af den danske kunde, der overtog retten til som ejer at råde over en vare, der blev forsendt eller transporteret til kunden fra et andet EU-land. Den tilhørende beregning af erhvervelsesmoms for de varer, der sendtes fra Holland direkte til kunderne, skulle derfor foretages af kunderne. Revisoren havde anført, at der ikke var provenumæssige hensyn at tage i sagen, idet alle filialens kunder var momsregistrerede og derfor kunne foretage fradrag for momsen, hvorefter handlen var momsneutral.

Det var videre anført, at reglerne om overførsler i momslovens § 10 og § 11, stk. 3, ikke var relevante, idet der allerede på forsendelsestidspunktet var indgået en aftale med en køber om levering af varen.

Det var endelig anført, at bestemmelserne om trekantshandel heller ikke kunne anvendes, idet dette forudsatte 3 juridiske parter fra 3 forskellige EU-lande.

Det blev herefter gjort gældende, at varernes leveringssted var Holland, hvorfor salget til kunderne i Danmark ikke skulle belægges med moms. Den danske køber havde haft en erhvervelse jf. momslovens § 11, stk. 1, hvorfor det efter momslovens § 46, stk. 2, påhvilede køberen at beregne den danske moms af erhvervelsen.

Under sagens behandling i Landsskatteretten havde Told- og Skattestyrelsen bl.a. anført, at forudsætningen for, at filialen kunne optræde som sælger af de pågældende varer, herunder udstede faktura til kunden i filialens navn, nødvendigvis måtte være, at filialen momsretligt havde erhvervet retten til som ejer at råde over varen, hvorved filialen kunne videresælge varen til slutkunden. Det betød, at salget af varerne fra den danske filial til filialens kunder i Danmark skulle behandles efter de danske momsregler, idet varerne forinden salget måtte anses for overført af filialen til Danmark til brug for filialens erhvervsmæssige virksomhed her i landet.

Revisor havde hertil bl.a. anført, at selskabsretligt ville moderselskab og filial altid være en og samme juridiske enhed. Momsloven afveg ikke, og kunne ikke afvige fra dette fundamentale selskabsretlige princip, uanset at selskab og filial var momsregistreret i to forskellige lande. Da selskab og filial var én juridisk person, ville filialen kunne råde over varen i Holland. Det var videre anført, at der ikke var sket en overførsel i 6. momsdirektivs og momslovens forstand. Varen var faktisk leveret fra Holland til den danske kunde og befandt sig i Holland ved forsendelsen til kunden. Leveringsstedet fandtes således at være i Holland, jf. momslovens § 14, stk. 1. Det var tillige anført, at reglerne i momslovens § 11, stk. 3, i denne sammenhæng ikke var relevante, idet der på forsendelsestidspunktet var indgået en aftale med en køber om levering af varen.

Landsskatteretten udtalte

Filialen var momsregistreret i Danmark og drev selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3. Det havde da også medført, at det hollandske selskab skattemæssigt havde fået fast driftssted i Danmark. Når dette sammenholdtes med, at det af de fremlagte fakturaer fremgik, at filialen stod anført som sælger, fandt retten, at varerne var overført til filialen forinden dennes salg til kunderne, jf. momslovens § 11, stk. 3. Filialen var derfor momspligtig af salget til de danske kunder, jf. momslovens § 14 og § 4.

Den påklagede afgørelse blev stadfæstet.

Et hollandsk selskab havde en filial i Danmark. Filialen optog ordrerne og fakturerede varerne. Den fysiske levering blev foretaget af det hollandske selskab. Det hollandske selskab havde i kraft af filialen skattemæssigt fået fast driftssted i Danmark og filialen var momsregistreret og stod på fakturarerne som sælger af varerne. Filialen blev anset for momspligtig af leverancer til kunder i Danmark.