Registreringsafgift

Registreringsafgift

indretning af varevogn

Reference

RGAL § 4 og § 5

A klagede over, at told- og skatteregionen havde opkrævet yderligere registreringsafgift, 30.525 kr., idet køretøjet ikke var anset for omfattet af lov om registreringsafgift (RGAL) § 5.

Det var oplyst, at klageren ejede en Toyota Hi-Ace, der ved indregistreringen blev afgiftsberigtiget som en varebil omfattet af RGAL § 5, stk. 2. Han anskaffede køretøjet i februar 1996 (køretøjet var første gang indregistreret den 5.3.1986).

Det var videre oplyst, at køretøjet den 25.5.1998 blev kontrolleret af politiet, der optog rapport vedrørende overtrædelse af RGAL, idet der ved samme lejlighed blev taget fotografier af køretøjets indretning. Af fotografierne fremgik, at der langs siderne i køretøjets varerum var installeret to lange kasser eller bænke, og at der var lagt hynder ovenpå bænkene. Imellem bænkene var anbragt et bord, og i den ende af varerummet, der stødte op til adskillelsen til førerrummet var anbragt et antal små løse kasser og spande. I varerummets bagende var monteret gardiner, der kunne trækkes for, således at de dækkede bagruden. På gulvet mellem bænkene lå et gulvtæppe, der var skåret til, således at det ikke gik ind under bænkene.

Af politirapporten fremgik bl.a., at køretøjet blev ført af klagerens søn, og at klagerens ægtefælle var passager, da de blev standset af politiet. Det blev forklaret, at de var på vej hjem til bopælen efter at have været på arbejde med rengøring for andre. Bænkene var primært lavet, så diverse rengøringsmidler kunne stå fast uden at rutsche frem og tilbage, når de kørte. Sæderne kunne løftes af, og der stod diverse rengøringsmidler m.v. i dem. Det blev videre forklaret, at varerummet også blev benyttet af dem selv i forbindelse med indtagelse af morgenmad eller kaffe, og sommetider fik de en blunder på dem. Det er i politirapporten angivet, at klageren havde forklaret, at han indrettede køretøjet med bænkene omkring maj 1996 efter mundtlig aftale med told- og skatteregionen, idet han havde taget telefonisk kontakt til told- og skatteregionen og her fået mundtlig tilladelse til at indrette køretøjet på denne måde.

Told- og skatteregionen havde den 10.11.1998 besigtiget køretøjet, hvorved det var konstateret, at de omhandlede bænke var fastholdt af stålskinner, der var skruet fast i bunden af bilen, men at de kunne løftes uden anvendelse af værktøj.

Told- og skatteregionen havde fundet, at køretøjet med den omhandlede indretning ikke kunne anses for utvivlsomt indrettet og konstrueret til godstransport, jf. RGAL § 5, stk. 2. Det var til støtte herfor bl.a. anført, at køretøjet ikke måtte være forsynet med fastmonterede arrangementer, der kunne anvendes til siddeplads eller lignende. Ved den pågældende indretning af lastrummet var der tale om en overtrædelse af RGAL § 27, stk. 1, nr. 4, og den pågældende overtrædelse medførte, jf. § 5, stk. 5, pligt til afgiftsberigtigelse efter § 4 (fuld afgift), når betingelserne for afgiftsberigtigelse efter § 5 ikke længere var til stede. Da bilen havde været anvendt med den pågældende indretning i perioden fra maj 1996 til maj 1998, var betingelserne for afgiftsberigtigelse efter § 5 ikke længere til stede. Da bilens foreløbige værdi var fastsat til 19.000 kr., kunne depositum for registreringsafgiften efter RGAL § 4 beregnes til 30.525 kr. Vedrørende klagerens oplysninger om, at han havde fået tilladelse af told- og skatteregionen til den omhandlede indretning, var det anført, at en eventuel tilladelse til speciel indretning af lastrummet krævede en fremstilling af bilen, ligesom en sådan tilladelse skulle være skriftlig.

Klageren havde bl.a. anført, at der ikke var noget, som var fastmonteret i bilens lastrum, men at bænkene og bordet var løststående. Han havde en gang i mellem brug for hele varerummet, og så kunne han nemt med et snuptag løfte bænkene ud. Hvis han nu i stedet for disse løststående bænke havde lavet hylder i begge sider, så skulle disse være fastmonterede (boltet og skruet fast), og dette ville være meget upraktisk for ham, når han skulle bruge hele varerummet, for så var det et større arbejde med af- og påmontering. Derfor havde han indrettet bilen, som han havde gjort. Han havde videre forklaret, at det ikke var korrekt, at bænkene blev lavet i maj 1996, men at han lavede dem i maj/juni 1997. Det var heller ikke korrekt, at hans søn og kone havde sagt, at de sommetider fik en blunder på bænkene.

Klageren havde videre bl.a. anført, at han havde indrettet bilen, således som han mundtlig fik at vide fra forhandleren, Told og Skat samt fra politiet, at han gerne måtte. Han fik ikke noget at vide om, at der skulle en skriftlig tilladelse til. Han fik at vide, at det for alle dem, han adspurgte, var ligegyldigt, hvordan han indrettede bilen, bare det ikke var boltet eller fastmonteret.

Landsskatteretten udtalte

Ifølge RGAL § 5, stk. 2, skulle der betales nedsat registreringsafgift for biler med tilladt totalvægt over 2 t, men ikke over 4 t, som utvivlsomt var konstrueret og indrettet til godstransport. Disse biler måtte ikke benyttes til befordring af personer uden for førerrummet, medmindre der var tale om befordring af personer, som arbejdede i ejerens virksomhed, til eller fra den arbejdsplads, hvor de skulle anvende det medbragte materiel.

Retten fandt, at det efter den foreliggende dokumentation måtte lægges til grund, at køretøjet i hvert fald på tidspunktet for politirapportens optagelse ikke opfyldte betingelserne i RGAL § 5 om utvivlsomt at være indrettet til godstransport. Der henvistes til, at der i varerummet var placeret bænke, der kunne udgøre yderligere siddepladser, og at der var lagt hynder ovenpå disse bænke, samt placeret et bord i mellem bænkene. Retten bemærkede i denne forbindelse videre, at der ikke var grundlag for at antage, at der alene var tale om en rent midlertidig indretning af varerummet, men at det i overensstemmelse med klagerens forklaring måtte lægges til grund, at indretningen blev foretaget senest i maj/juni 1997, og at varerummet siden havde været permanent indrettet på den omhandlede måde.

Retten fandt således, at det var med rette, at køretøjet var anset for omfattet af RGAL § 4.

Retten fandt endvidere, at klageren ikke havde opnået en for afgiftsmyndighederne bindende forventning om, at køretøjet med den omhandlede indretning kunne anses for omfattet af RGAL § 5, stk. 2, idet der herved bl.a. var henset til, at der alene var tale om en telefonisk henvendelse til told- og skatteregionen, og at det ikke kunne anses for dokumenteret eller sandsynliggjort, at den omhandlede telefoniske meddelelse var af en sådan klar og utvetydig karakter, at den var egnet til at bibringe klageren en for afgiftsmyndighederne bindende forventning.

Den påklagede afgørelse blev stadfæstet.

En varevogn var af ejeren blevet indrettet på en sådan måde, at betingelserne i registreringsafgiftslovens § 5 for at anse vognen for udelukkende indrettet til godstransport ikke var opfyldt.