Legislator Case Law & Legislation
W19991102325 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 135/1999

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1999 11023 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 135/1999

Bjarne Strikert har som advokat for K klaget til Pressenævnet over nogle artikler bragt i Nordjyske Stiftstidende den 28. og den 29. oktober 1999, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

I en artiklen i Nordjyske Stiftstidende den 28. oktober 1999 med overskriften "Sigtet for svindel godkendt til børsen" var det bl.a. anført

"Rasmussen og Büchler fik tilladelsen i februar 1998, hvor den reelle ejer og leder, [K], var sigtet i en af de store selskabstømmersager. Han er i dag tiltalt for skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed for 60 millioner kroner i samme sag.

Med Finanstilsynets blåstempling af fondsmæglerselskabet lykkedes det for [K] at jonglere med millioner af andre menneskers kroner og miste dem.

[K] fik alligevel tilladelse til sit fondsmæglerselskab ved formelt at forlade selskabet og indsætte den 30-årige Morten Bo Christensen som direktør og ejer sammen med broderen Jørgen [efternavn], der var bosiddende i Singapore.

- I realiteten var det hele tiden [K], der drev selskabet. Jeg refererede til ham, og det var ham, der havde det sidste ord, at skulle have sagt, siger Morten Bo Christensen.

Men selvom der var tale om stråmænd, så burde Finanstilsynet have undersøgt, hvem der reelt stod bag selskabet."

I en artikel på forsiden af erhvervssektionen i Nordjyske Stiftstidende den 28. oktober 1999 med overskriften "Finanstilsynet godkendte blakket Mæglerselskab" var det bl.a. anført

"Ved at sætte stråmænd ind i ledelse og bestyrelse lykkedes det for [K] at få Finanstilsynets blå stempel til at drive en mæglervirksomhed, der har jongleret med millioner af andre menneskers kroner og mistet dem.

Børnmæglerselskabet Rasmussen og Büchler fik Finanstilsynets tilladelse i februar 1998. På det tidspunkt var [K] sigtet i en af de store selskabstømmersager. Han er i dag tiltalt for skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed for 60 millioner kroner i samme sag.

[K] har sin bopæl i forbindelse med kontorerne, hvorfra han drev børsmæglerselskabet på [vejnavn] i Aalborg og i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen figurerer hans navn i en række af de selskaber, der har og har haft hjemsted på adressen.

- Stadigvæk uden at kommentere den konkrete sag så har Finanstilsynet altså en bevisbyrde, der skal kunne løftes. Selvom man driver forretning fra samme adresse, så er det ikke et bevis for, at man også er involveret i ledelsen af fondsmæglerselskabet, siger Henrik Bjerre-Nielsen."

I artiklen var der indsat et billede af en vej med følgende undertekst: "Det tidligere børsmæglerfirma havde til huse her".

I en artikel i erhvervssektionen i Nordjyske Stiftstidende under overskriften "Sigtet selskabstømmer stod bag Børsmæglerselskab", var det bl.a. anført at

"Fondsmæglerselskabet Rasmussen & Büchler i Aalborg blev i realiteten ledet af den selskabstømmersigtede, nordjyske forretningsmand, [K]. Alligevel blev selskabet godkendt som fondsmæglere af Finanstilsynet og kunne dermed handle med værdipapirer for kunder i ind og udland.

Rasmussen & Büchler Fondsmæglerselskab ansøgte Finanstilsynet om tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed 2. januar 1996.

Bag ansøgningen stod selskabets direktør Morten Bo Christensen. På overfladen var der intet mistænkeligt ved selskabet. Firmaets grundlægger, [K], havde godt nok en sigtelse for selskabstømning hængende over hovedet, men han havde forladt selskabet året før.

Ifølge Morten Bo Christensen forlod [K] imidlertid aldrig firmaet.

Central rolle

Han spillede derimod en central rolle i lang tid efter, at han på papiret havde solgt selskabet. Morten Bo Christensens oplysninger bekræftes af flere andre kilder, avisen har talt med.

Ifølge den daværende direktør trak [K] sig formelt fra Rasmussen & Büchler Fondsmæglerselskab, fordi han var klar over, at selskabstømmer-sagen ville blive et problem i forhold til den eftertragtede godkendelse.

- [K] trak sig ud af selskabet på grund af sigtelsen, men i realiteten var det hele tiden ham, der drev det. Jeg refererede til ham, og det var ham, der havde det sidste ord at skulle have sagt, siger Morten Bo Christensen, der beskriver [K]s rolle i foretagenet som "rimeligt tricky".

Det gør han blandt andet med henvisning til de sindrige ejerforhold, der har kendetegnet [K]s selskaber. Dem havde han på det tidspunkt tre af i Aalborg. Foruden Rasmussen & Büchler Fondsmæglerselskab drev [K] to mindre selskaber fra samme adresse i Aalborg.

Da [K] trak sig fra Rasmussen & Büchler, indsatte han i første omgang en direktør fra Brønderslev som stråmand.

Direktøren overtog på samme måde de to andre selskaber.

Bror tog over

Senere trådte [K]s bror, Jørgen [efternavn], til og overtog aktiemajoriteten i Rasmussen & Büchler Fondsmæglerselskab.

Det forhold, at [K] ikke selv stod som ejer af firmaet, betød, at han kunne handle gennem en fuldmagt fra sin bror, forklarer Morten Bo Christensen.

Selvom [K] solgte sine selskaber, og nye ejere og direktører tilflød i en lind strøm, vedblev alle firmaerne med at have adresse på [adresse] i Aalborg.

Her har [K] også haft privatadresse i en årrække.

Ifølge tinglysnings-kontoret i Aalborg er [adresse] ejet af firmaet RB Finans ApS, der er et af [K]s tre "gamle" selskaber.

Ligesom de øvrige selskaber har RB Finans været på andre hænder i en periode. Ifølge Erhverv & Selskabsstyrelsen indtrådte [K] imidlertid igen som direktør i selskabet 8. oktober i år.

Han er ligeledes genindtrådt som direktør i RB Holding ApS, som han også selv har etableret.

[Adresse] blev i sommer overtaget af broderen Jørgen [efternavn].

Ud over de tre selskaber har [K] endnu et selskab i sit eget navn. Selskabet hedder Nordjysk Financiering ApS. Adressen er

Vi ville gerne have snakket med [K] om hans rolle i Rasmussen & Büchler A/S, men det har ikke været muligt at træffe ham."

I en artikel i Nordjyske Stiftstidende den 29. oktober 1999 med overskriften "Kunder kræver to-cifret millionbeløb i erstatning" var det bl.a. anført

"Ifølge boets tilsynsførende, advokat Henrik Christensen fra Advokatfirmaet Henrik Christensen i Aalborg, bekræfter rapporten de første formodninger om, at der har været store huller i regnskabsføringen. Især 1998-regnskabet har store mangler, men der er fortsat intet der peger på, at der er foregået decideret svindel i selskabet bortset fra underslæb.

Nordjyske Stiftstidende skrev i går at fondsmæglerselskabet, der var godkendt af myndighederne, reelt blev ledet af en sigtet selskabstømmer. Alligevel mener Henrik Christensen ikke, at der er grundlag for yderligere undersøgelser.

Vi har et meget godt overblik over regnskabsmaterialet i dag, og det er min opfattelse, at vi har afdækket alt i det omfang, det har været muligt. Vi har vendt utrolig mange sten, siger Henrik Christensen og tilføjer, at man selvfølgelig vil kigge på sagen igen, hvis der dukker nye oplysninger op."

Klageren har oplyst, at han i en nu ved Københavns byret verserende straffesag er sigtet for medvirken til skyldnersvig. I denne straffesag har retten i Korsør ved kendelse af 19. marts 1997 bestemt, at

"Det forbydes offentlige i forbindelse med denne sag at gengive navn, stilling eller bopæl for klager (K), ligesom den pågældendes identitet ikke på anden måde må offentliggøres".

I artiklen med overskriften "Sigtet for svindel godkendt til børsen" er klagerens navn gengivet 4 gange, og der henvises til sigtelsen for skyldnersvig. I artiklen med overskriften "Finanstilsynet godkendte blakket Mæglerselskab" har bladet gentaget klagerens navn og sigtelsen samt offentliggjort navnet på den vej, hvor klageren har sin privatadresse. I artiklen med overskriften "Sigtet selskabstømmer stod bag børsmæglerselskab" har bladet oplyst klagerens præcise adresse. På denne baggrund fremsendte klageren samme dag en telefax til den ansvarshavende redaktør, hvor han henledte opmærksomheden på, at bladet havde overtrådt navneforbuddet. På trods heraf bragte bladet den 29. oktober 1999 artiklen med overskriften "Kunder kræver to-cifret millionbeløb i erstatning", der uden at nævne klagerens navn henviser til bladets artikler fra den 28. oktober 1999 samt oplyser, at det pågældende fondsmæglerselskab blev ledet af en sigtet selskabstømmer.

På denne baggrund gør klageren gældende, at bladet har overtrådt navneforbuddet, og at bladet dermed har overtrådt reglerne for god presseskik. Uanset om bladet havde kendskab til navneforbuddet, burde bladet have undladt at bringe klagerens navn, bopæl og sigtelsen mod ham, idet der ikke er knyttet nogen offentlig almen interesse hertil, jf. pkt. C. i reglerne for god presseskik.

Artiklerne i bladet handler ikke direkte om den selskabstømmersag, som klageren er sigtet i, men om et økonomisk sammenbrud i et børsmæglerselskab, i hvilken forbindelse klageren ikke er mistænkt for straffelovsovertrædelser. Artiklerne sammenkæder alligevel på utilstedelig vis de to sager, hvilket er en overtrædelse af reglerne for god presseskik ptk. C. 8, hvorefter de mod en person tidligere rejste straffesager ikke bør omtales i en anden nyhedssammenhæng.

Når det i artiklerne nævnes, at klageren er "selskabstømmer," er dette i strid med pkt. C. 5, sålænge straffesagen mod ham ikke er endelig afgjort. Det burde endvidere have fremgået, om klageren havde erklæret sig skyldig eller ej.

Endelig gør klageren gældende, at oplysningerne i artiklerne er krænkende for ham, og at oplysningerne derfor i særlig grad skulle have været efterprøvet ved forelæggelse for ham, hvilket ikke er sket, jf. pkt. A. 3. Herved ville det også være kommet frem, at der var nedlagt navneforbud i sagen.

Udover at indbringe sagen for Pressenævnet, har klageren indgivet politianmeldelse til Københavns Politi for overtrædelse af navneforbuddet.

Bladet har anført, at man ikke mener at have overtrådt navneforbuddet, idet artiklerne ikke omtaler, hvilken konkret sag om selskabstømning klageren er sigtet i, og at kendelsen om navneforbud netop kun refererer til den konkrete sag, jf. kendelsens formulering. Bladet har ikke omtalt den konkrete sag, men blot henvist til, at han er sigtet i en selskabstømmersag.

Bladet har endvidere anført, at man anser det for at være af almen interesse at beskrive personkredsen bag det lukkede fondsmæglerselskabet, og at man derfor ikke har handlet i strid med de presseetiske regler.

Bladet mener i øvrigt ikke, at oplysningerne i artiklerne er i strid med god presseskik , jf. det faktum, at det er en væsentlig pointe for forståelsen af artiklerne at bringe oplysning om, at en person bag selskabet var sigtet, idet dette belyser det kritisable i, at Finanstilsynet har godkendt fondsmæglerselskabet. Hertil kommer, at bladet ikke har omtalt klageren som andet end sigtet selskabstømmer.

Endelig oplyser bladet, at man ved telefonisk og personlig fremmøde på klagerens bopæl har forsøgt at få hans kommentarer, inden artiklerne blev bragt, men at det ikke har været muligt at komme i forbindelse med ham.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler

Klageren er sigtet i en selskabstømmersag, hvor der er nedlagt navneforbud efter bestemmelsen i retsplejelovens § 31, stk. 3. Det falder uden for Pressenævnets kompetence at tage stilling til, om et sådant navneforbud er overtrådt, idet dette spørgsmål henhører under domstolene. Pressenævnet henleder herved opmærksomheden på, at en eventuel overtrædelse af et navneforbud ikke i sig selv indebærer en overtrædelse af reglerne for god presseskik.

Det forhold, at bladet har bragt oplysninger om, at klageren er sigtet i en ikke nærmere defineret selskabstømmersag, og at han samtidig var en af personerne bag et af Finanstilsynet godkendt fondsmæglerselskab, finder Pressenævnet, på baggrund af den offentlige interesse der er knyttet til sagen, ikke anledning til at kritisere.

Da bladet både telefonisk og ved personligt fremmøde på klagerens bopæl har forsøgt at forelægge ham de måske skadelige og/eller krænkende oplysninger, har bladet ikke tilsidesat god presseskik.

Afsagt den 15. december 1999.

Endelig adm. afgørelse 1999 11023 Valid

Klageren anførte bl.a., at bladet havde overtrådt et navneforbud, og at bladet havde omtalt en mod klageren tidligere rejst straffesag i en anden nyhedssammenhæng. Pressenævnet anførte, at man ikke kunne tage stilling til om navneforbuddet var overtrådt, og at en eventuel overtrædelse af et navneforbud ikke i sig selv indebærer en overtrædelse af reglerne for god presseskik. Pressenævnet fandt endvidere, at de oplysninger bladet havde bragt var af offentlig interesse, og Pressenævnet fandt ikke anledning til at kritisere bladet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →