Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 138/1999
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 138/1999
Advokaterne [A] og [B] har ved skrivelse af 9. november 1999 anmodet Pressenævnet om at genoptage sag nr. 35/1999, [A] og [B] mod Berlingske Tidende.
Som begrundelse for anmodningen har klagerne henvist til, at Pressenævnet nok har været opmærksom på alle fremførte klagepunkter, jf. deres skrivelse af 29. marts 1999, men at Pressenævnet i selve afgørelsen ikke har taget stilling til alle klagepunkterne. På denne baggrund anmoder klagerne nu Pressenævnet om at træffe afgørelse vedrørende følgende klagepunkter
1. "Ved at latterliggøre klagernes forelæggelse af sagen".
2. "Ved på en række punkter at have gengivet sagsøgtes synspunkter ukommenteret, og uden at der er sket gengivelse af sagsøgernes synspunkter om samme forhold".
Klagerne har endvidere henvist til, at Pressenævnets kendelse er i strid med reglerne for god presseskik, jf. pkt. C, 3, idet det følger af denne regel, at
"På ethvert stadium af sagernes forberedelse og ved behandlingen i retten bør journalisten tilstræbe en kvalitativ ligelig gengivelse af parternes i straffesager anklagemyndighedens og forsvarets synspunkter."
Pressenævnets kendelse afsagt den 26. maj 1999 havde følgende indhold
"Pressenævnet bemærker indledningsvis, at retssagen vedrører et emne, der har været omtalt i flere medier herunder det indklagede blad over en længere periode. I en sådan sag vil begge parters synspunkter ikke kunne fylde lige meget og have samme vægt i hver enkelt artikel. Det er derfor ikke i strid med god presseskik, at enkelte af de påklagede artikler i overvejende grad eller udelukkende gengav modpartens synspunkter.
Vedrørende bladets omtale af sagsøger nr. 60 finder Pressenævnet, at bladet ikke har bragt oplysninger, som burde have været forelagt for klagerne forud for offentliggørelsen.
Berlingske Tidende har således ikke tilsidesat god presseskik i forbindelse med de påklagede artikler".
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Tage Clausen og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler
Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de nævnsmedlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmålet om eventuel genoptagelse af sagen.
Pressenævnet har ved afsigelse af kendelse af 26. maj 1999 været opmærksom på alle klagernes anbringender, uanset at der i begrundelsen ikke specifikt henvises til alle disse.
Da der således ikke er fremkommet nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse, tager Pressenævnet ikke anmodningen om genoptagelse til følge.
Vedrørende spørgsmålet, om Pressenævnets kendelse er i strid med reglerne for god presseskik, skal Pressenævnet bemærke, at nævnets kendelser kan indbringes for domstolene efter princippet i grundlovens § 63. Domstolene kan dog kun tage stilling til legalitetsspørgsmål, hvorimod retten ikke kan efterprøve det skøn, nævnet har udøvet.
Afsagt den 30. november 1999.
Klageren anmodede om genoptagelse af sag nr. 35/1999, og anførte som begrundelse herfor , at Pressenævnet i afgørelsen ikke havde taget stilling til alle klagepunkter, og at afgørelsen var i strid med de presseetiske regler. Pressenævnet udtalte, at man havde været opmærksom på alle klagerens anbringender, uanset at der i begrundelsen ikke specifikt var henvist til dem alle, og at nævnets kendelse kan indbringes for domstolene efter princippet i grundlovens § 63.