Legislator Case Law & Legislation
W19991083925 DK

Landsskatteretskendelse

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1999 10839 Valid

Landsskatteretskendelse

Andelsselskab

- værdi af aktiebeholdning i helejet datterselskab

- skattepligtig formue

A A.m.b.A. klagede for skatteåret 1996/97 over, at skatteankenævnet havde medregnet den skattemæssige værdi af egenkapitalen af aktiebeholdningen i B A/S, 28.025.770 kr., ved opgørelsen af den skattepligtige formue.

Det var oplyst, at selskabet var omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3, og at selskabets skattepligtige indkomst som følge heraf skulle opgøres som en procentdel af selskabets skattepligtige formue ved indkomstårets udgang, jf. SEL § 14. Det klagende selskab ejede nom. 3.000.000 kr. aktier i B A/S svarende til 100 % af aktiekapitalen i dette selskab.

Skatteankenævnet havde fundet, at værdien af aktierne i B A/S skulle medregnes med den skattemæssige værdi af datterselskabets egenkapital ved opgørelsen af den skattepligtige formue for det klagende selskab. Der var herved henvist til det oplyste om det klagende selskabs aktiviteter, hvorefter selskabet måtte anses for et produktionsselskab, således at der efter praksis ikke skulle ansættes en kurs for datterselskabsaktier, når moderselskabet ejede samtlige aktier i datterselskabet.

Det klagende selskabs revisor havde nedlagt påstand om, at værdien af aktierne i B A/S skulle optages ved formueopgørelsen til skattekursen pr. 31.12.1995, beregnet efter reglerne for hovedaktionærer, hvilket gav kurs 380, således at værdien kunne opgøres til 11.400.000 kr. Han havde til støtte herfor bl.a. anført, at værdiansættelsen af aktier i datterselskaber m.v. ved formueopgørelsen i kooperativt beskattede andelsselskaber skulle ske efter skattelovgivningens almindelige regler, jf. selskabsskattelovens § 14, stk. 1, samt punkt 59 i cirkulære nr. 36 af 7.11.1988 til selskabsskatteloven. Han havde yderligere henvist til Erna Christensen m.fl. "Selskabsbeskatning", 17. udg., s. 111, vedrørende formueopgørelsen for kooperativt beskattede selskaber, hvor det anførtes, at aktier og anparter i ikke-børsnoterede selskaber skulle optages til skattekursen på statustidspunktet. Dette var i overensstemmelse med de regler, der hidtil havde været gældende for personer, hvor den beregnede skattekurs ikke kunne fraviges ved formueansættelsen uanset størrelsen af aktiebesiddelsen i det pågældende selskab. Et A/S, der som moderselskab ejede et helejet datterselskab, skulle bruge princippet med den skattemæssige egenkapital, men der gjaldt ikke det samme, når moderselskabet som her var et andelsselskab.

Landsskatteretten udtalte

Ifølge selskabsskattelovens dagældende § 14, stk. 2, skulle opgørelsen af formuen for andelsforeninger omfattet af lovens § 1, stk. 3, nr. 3, foretages i overensstemmelse med skattelovgivningens almindelige regler.

Af ligningslovens dagældende § 19 fremgik det bl.a., at aktier i selskaber, i hvilke mindst 2/3 af samtlige aktier ejedes af en enkelt aktionær, ved opgørelsen af den skattepligtige formue skulle medregnes med mindst 80 % af en til aktiens pålydende andel i selskabets hele formue, opgjort på grundlag af selskabets status efter reglerne i statsskattelovens §§ 12-14.

Selskabsskattelovens § 14 blev ændret ved Lov nr. 1219 af 27.12.1996 om afskaffelse af formueskatten, idet det nu af § 14, stk. 7, fremgik, at aktier, der ikke var frit omsættelige, samt aktier i selskaber, i hvilke mindst 2/3 af samtlige aktier var ejet af en enkelt forening, skulle medregnes ved opgørelsen af formuen med mindst 80 % af handelsværdien, og det fremgik af forarbejderne til denne bestemmelse, at den svarede til gældende praksis vedrørende ligningslovens § 19.

Retten kunne under henvisning hertil tiltræde skatteankenævnets værdiansættelse af aktierne i B A/S, idet udgangspunktet således måtte være, at det klagende selskabs aktier i datterselskabet skulle medtages ved formueopgørelsen med handelsværdien, og under hensyn til, at det klagende selskab ejede hele aktiekapitalen i datterselskabet, fandt retten, at denne værdi passende kunne sættes til den skattemæssige værdi af datterselskabets egenkapital. Den påklagede ansættelse blev stadfæstet.

Endelig adm. afgørelse 1999 10839 Valid

Et andelsselskab skulle medregne aktiebeholdningen i et helejet datterselskab til den skattemæssige værdi af egenkapitalen ved opgørelsen af den skattepligtige formue.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →