Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 129/1999
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 129/1999
K har ved advokat Sten Christensen klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Sjællands Tidende den 13. oktober 1999, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
Artiklen den 13. oktober 1999 havde overskriften "Børnesex-forbryder overfaldet i arrest" og havde bl.a. følgende indhold
"En 54-årig mand, der er dømt for sex-overgreb mod tre børn, blev tirsdag eftermiddag gennembanket af medfanger i Slagelse Arrest. Afstraffelsen skete dagen før, den 54-årige skulle have sin ankesag for Østre Landsret.
En 54-årig mand fra Silkeborg blev tirsdag eftermiddag gennembanket af sine medfanger i Slagelse Arrest. Afstraffelsen var så voldsom, at den 54-årige fik sprængt sin milt og desuden bøjet et par ribben.
I maj blev den 54-årige ved en domsmandsret i Slagelse idømt fængsel i et år og ni måneder for sex-misbrug af tre 9-11 årige børn fra Slagelse.
Han ankede dommen til Østre Landsret, og har siden dommen opholdt sig i Silkeborg Arrest. Men tirsdag blev han kørt til Slagelse Arrest, så han kunne være klar til ankesagen onsdag formiddag.
Østre Landsret udsatte onsdag sagen til den 1. december."
Der er nedlagt navneforbud i sagen.
Klageren har anført, at det er i strid med god presseskik, at omtale en person som børnesex-forbryder, når den pågældende ikke er kendt skyldig ved en endelig dom, og at han under hele sagen har nægtet sig skyldig. Efter at bladet har bragt den pågældende artikel, mener klageren, at han er stemplet som børnesex-forbryder, uanset hvilket resultatet ankesagen i Østre Landsret får.
Bladet har anført, at artiklen er en almindelig nyhedsartikel, og at det både fremgår af artiklen, at den 54-årige er dømt for sex-misbrug af børn, og at han har anket dommen til Østre Landsret. Da artiklen således loyalt refererer indholdet af dommen fra Slagelse Kriminalret, mener bladet ikke, at man har handlet i strid med god presseskik.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Aage Lundgaard, Ulrik Holmstrup og Preben Sørensen.
Pressenævnet udtaler
Allerede fordi arrestanten ikke kan identificeres, finder Pressenævnet ikke grundlag for at udtale kritik.
Afsagt den 24. november 1999.
Bladet bragte en artikel, der i overskriften omtalte klageren som børnesex-forbryder. Af artiklen fremgik det, at klageren var dømt ved en domsmandsret, men at han havde anket sagen til landsretten. Allerede fordi arrestanten ikke kunne identificeres, fandt Pressenævnet ikke grundlag for at udtale kritik.