Legislator Case Law & Legislation
W19991083325 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 124/1999

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1999 10833 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 124/1999

SGI-Danmark og [K] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i bladet Virus, nr. 4, september 1999, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat. Der er endvidere klaget over, at bladet ikke har bragt et genmæle.

Artiklen fra bladet Virus, nr. 4, september 1999 har følgende indledning

"Mød Soka Gakkai International, det handy, spirituelle svar på SONY, Mazda og Tamagotchi. Siden 1930 er SGI vokset til 12 millioner medlemmer og tæller blandt andet berømtheder som Stevie Wonder, Herbie Hancock og Mariah Carey. Deres brugervenlige fortolkning af buddhismen går sin sejrsgang verden over. I Japan leder SGI landets tredjestørste parti og styrer praktisk talt statens bureaukrati. På verdensplan er SGI repræsenteret i 128 lande. I Danmark har SGI drevet en afdeling siden 1990 og den vokser hurtigt. Det er den hippe religion, som en japansk iagttager siger. Men SGI har også en mørk side. Mord, magtmisbrug og svindel er blot nogle af de beskyldninger, som SGI's mange kritikere retter mod dem. Som for eksempel at SGI var involveret i den fanatiske kult, der spredte giftgas i Tokyos undergrundsbane. VIRUS har talt med SGI og deres fjender og fortæller her om sekten, der er som skræddersyet til mobiltelefonens kultur".

Klageren har udarbejdet en omfattende liste med korrektioner og kommentarer til artiklens oplysninger, herunder artiklens brug af billedmateriale og kilder. Klageren har særligt anført, at artiklen indeholder mange påstande og ærekrænkende injurier mod SGI, og at bladet ikke kan dokumentere rigtigheden af oplysningerne.

Ved skrivelse af 15. oktober 1999 har klageren fremsat krav om genmæle over for bladet. Klagerens forslag til genmæle har følgende ordlyd

"Dementi

Vi beklager meget og tilbyder vores uforbeholdne undskyldning til SGI (Soka Gakkai International).

I september måned bragte vi i bladet en æreskrænkende smædeartikel om den buddhistiske lægorganisation SGI. Artiklen var fuld af udokumenterede anklager og forkerte oplysninger. Billedmaterialet havde vi desuden selv konstrueret og det havde ingen relation til SGI. Vi undskylder specielt for følgende punkter

- Hentydningen til at SGI myrdede et kritisk byrådsmedlem. Politiets konklusion var at hun havde begået selvmord, bl.a. fordi hun var i live da man fandt hende og hun intet sagde om mordforsøg.

- Anklagen om at en Nichiren Shoshu præst blev dræbt af et medlem af SGI. I rettet blev det fastslået at præsten som var gledet over i den modkørende vejbane havde den fulde skyld i sammenstødet som kostede ham livet.

- Anklagen mod SGIs prædisent Daisaku Ikeda for voldtægt. Fru Nobuhira som var blevet tvunget til at trække sig fra sine ansvarsområdet i SGI pga. pengesvindel har anlagt et civilt søgsmål mod Ikeda. Retten i Japan afviste hendes anklager.

- Anklager om at der eksisterer en forbindelse mellem AUM (giftsgassekten) og SGI er helt igennem fabrikeret og udokumenteret. Virus har i denne sag viderebragt usandheder fra en useriøs kilde i Japan. Den væsentligste kilde er fra Joyu (AUMs talsmand), som kort efter giftattentatet i Tokyos undergrund forsøgte at skyde skylden på Soka Gakkai.

Desuden indeholdt vores artikel en lang række æreskrænkende påstande og fordrejninger af sandheden. Vi beklager blandt andet vores forsøg på at latterliggøre Phillip Ingstrup Nielsen som citeres fra SGI-Danmarks medlemsblad."

Bladet har anført, at man mener at have behandlet SGI fair i artiklen, og at man til brug for artiklen har brugt mange forskellige kilder, som har virket både seriøse, kompetente og pålidelige, herunder at man også har indhentet oplysninger og kommentarer fra SGI, der således også er kommet til orde i artiklen. Bladet kommenterer endvidere de enkelte klagepunkter i den omfattende liste og anfører, hvilke kilder man har anvendt til de enkelte punkter. Bortset fra et par mindre faktuelle fejl, som bladet beklager, mener bladet ikke, at man har handlet i strid med god presseskik.

Bladet er ikke fremkommet med yderligere kommentarer, heller ikke til klagerens krav om genmæle.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Aage Lundgaard, Ulrik Holmstrup og Preben Sørensen.

Pressenævnet udtaler

Indledningsvis bemærkes, at Pressenævnet ikke har mulighed for at foretage en bevismæssig vurdering af, om de oplysninger og vurderinger, bladet har bragt, er korrekte.

De oplysninger, klageren ønsker genmæle over for, er i det væsentlige oplysninger om, at SGI skulle have været involveret i forskellige kriminelle handlinger begået for mange år siden i andre lande. Oplysningerne bygger på navngivne kilder. Til brug for artiklen har bladet også interviewet medlemmer fra SGI, og deres opfattelse er kommet til udtryk i artiklen på lige fod, hvorfor artiklen ikke kan betragtes som ensidig.

På denne baggrund finder Pressenævnets ikke, at bladet har handlet i strid med god presseskik.

Allerede fordi klagernes forslag til genmæle indeholder en række kommentarer og vurderinger, finder Pressenævnet ikke grundlag for at pålægge bladet at bringe genmælet.

Afsagt den 24. november 1999.

Endelig adm. afgørelse 1999 10833 Valid

Bladet havde bragt en kritisk artikel om en buddhistisk organisation. Klagerne anførte, at artiklen indeholdte forkerte oplysninger og ærekrænkende injurier mod organisationen. Pressenævnet kunne ikke foretage en bevismæssig vurdering af, om oplysningerne og vurderingerne var korrekte. Pressenævnet fandt ikke anledning til, at udtale kritik af bladet, og allerede fordi klagernes genmæle indeholdte en række kommentarer og vurderinger, fandt Pressenævnet ikke anledning til at pålægge bladet at bringe genmælet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →