Landsskatteretskendelse

Landsskatteretskendelse

Slagtermester

- værdi af eget vareforbrug

Virksomhedsordningen

- værdi af fri bil (varebil)

A klagede for indkomståret 1995 over, at de stedlige skattemyndigheder havde ansat værdi af eget vareforbrug og værdi af fri bil til hhv. 22.390 kr. og 31.500 kr.

Det var oplyst, at klageren i 1994 påbegyndte selvstændig virksomhed med slagterforretningen i X. Virksomhedens omsætning og resultat for indkomståret 1995 var selvangivet til henholdsvis 1.329.744 kr. og 9.584 kr. Sideløbende hermed havde klageren i 1995 forestået udlejning af en ejerlejlighed, hvor resultatet herved var opgjort til 25.600 kr.

Klageren havde i januar måned 1995 boet i Y, som lå ca. 70 km fra forretningens adresse. I perioden fra den 1. februar til den 30. juni 1995 havde klageren boet i Z, hvor afstanden mellem bopæl og forretningen var ca. 12 km, og i tiden fra den 1. juli til den 31. december 1995 har klageren boet i Y, som lå ca. 26 km væk fra virksomheden.

Det var videre oplyst, at klagerens revisor ved brev af 26. juni 1997 havde anmodet om, at klageren blev beskattet efter virksomhedsskatteordningen i 1995, hvilket de stedlige skattemyndigheder havde imødekommet.

Ad ansat vareforbrug

Det var oplyst, at klageren i virksomhedens regnskab ikke havde selvangivet nogen værdi af eget vareforbrug, og at udtagelse af varer til eget forbrug ikke fremgik af regnskabsmaterialet.

Klagerens revisor havde ved brev af 6. marts 1997 oplyst, at det var korrekt, at der ikke i regnskabet var ansat værdi af eget vareforbrug. Revisoren havde imidlertid oplyst, at forbrug af egne varer i forretningen udgjorde kød, hvorfor klagerens selvangivne indkomst skulle forhøjes med beskatning af eget forbrug af kød, 2 * 3.215 kr., i alt 6.430 kr.

De stedlige skattemyndigheder havde imidlertid ved en gennemgang af virksomhedens vareforbrug konstateret, at der i vareforbruget foruden kød, løbende var indkøbt mælkeprodukter, øl, vand, vin, morgenmadsprodukter, brød, kaffe/the og frugt og grønt.

De stedlige skattemyndigheder havde ansat værdi af eget vareforbrug til 22.900 kr., jf. T & S cirkulære 1995-7, hvorefter værdien af eget vareforbrug blev ansat til 11.195 kr. pr. person eller i alt 22.390 kr. for 2 personer, og heri indgik varegrupperne kød, brød, mel, gryn, mælk, fløde, ost, æg, frugt, grønt, kaffe, te, mineralvand, øl og vin. Myndighederne havde herved anført, at forbrug af egne varer var skattepligtig efter statsskattelovens § 4, og værdien var personlig indkomst.

Klagerens revisor havde påstået, at værdien af eget vareforbrug skønsmæssigt skulle nedsættes med 6.000 kr., svarende til 2 personer a 3.000 kr. Revisoren havde således anført, at de stedlige skattemyndigheder havde lagt til grund, at værdien af eget vareforbrug ikke kun skulle omfatte de varer, som førtes i slagterforretningen, men tillige varegrupperne, brød, mel, gryn, mælk, fløde, ost, æg, fedtstof, frugt, grøntsager og kartofler. Revisoren havde i den forbindelse anført, at der i særlige tilfælde anerkendtes en skønsmæssig nedsættelse af værdien af eget vareforbrug, når ikke alle varearter i en varegruppe førtes i forretningen, jf. Landsskatterettens offentliggjorte kendelse i TfS 1987.325. Det var revisorens opfattelse, at værdien af de af de stedlige skattemyndigheder medtagne varer som brød, mel, gryn, mælk, fløde, ost, æg, fedtstof, frugt, grøntsager og kartofler på i alt 10.230 kr. ikke skulle indgå i eget vareforbrug, hvorfor værdien skulle nedsættes hermed. De indkøbte varer var alene indkøbt til brug for fremstilling af slagtervarer, men førtes ikke i forretningen.

Landsskatteretten udtalte, at udtagelse af varer fra virksomheden til eget forbrug var skattepligtig efter statsskattelovens § 4. Forelå der ikke en løbende bogføring af varer udtaget til eget forbrug, var ligningsmyndighederne berettiget til at fastsætte værdien heraf efter et skøn. Til brug for skønnet havde ligningsrådet fastsat vejledende satser for værdien af eget vareforbrug inden for en række varegrupper, jf. T & S cirkulære 1995-7. I henhold til dette cirkulære havde de stedlige skattemyndigheder således skønsmæssigt ansat værdien af eget vareforbrug, og retten havde ikke efter det oplyste fundet grundlag for at tilsidesætte det af myndighederne med rette udøvede skøn. Retten bemærkede herved, at den af klagerens revisors påberåbte afgørelse i TfS 1987.325 således ikke var sammenlignelig med nærværende sag, når det som i nærværende sag efter en konkret gennemgang af virksomhedens regnskabsmateriale vedrørende varekøb var konstateret, at der gennem virksomheden udover indkøb af kød, vin, øl m.v. tillige var indkøbt brød, mælkeprodukter, frugt, grøntsager m.v. Retten fandt, at der herefter var en formodning for, at klageren fra forretningen tillige havde udtaget varer til eget forbrug inden for disse varegrupper. Den påklagede ansættelse blev stadfæstet på dette punkt.

Ad fri bil

Det var oplyst, at klageren i 1995 havde haft en varebil af mærket Toyota Hi-ace H 102, årgang 1991, købt den 24. februar 1994. Varebilen var på gule plader, og var medtaget i virksomhedsordningen. I virksomhedens regnskab, var udgifter på varevognen fradraget som 100 % erhvervsmæssige, med i alt 35.682 kr.

I følge foreliggende oplysninger var klageren ikke registreret som ejer af andet køretøj i 1995. Klagerens samlever havde i 1995 været registreret som ejer af en personbil, Nissan Micra, årgang 1988, købt den 15. maj 1994.

Klagerens revisor havde oplyst, at kørslen mellem bopælen og forretningen var sket i virksomhedens varebil, hvor varebilen bl.a. var anvendt til afhentning af kødvarer på slagteriet samt til udbringning af smørrebrød, platter m.v. til kunder. Der var efter revisorens opfattelse tale om en specialindrettet varebil, som ikke var egnet til privat kørsel, og eventuel beskatning af privat kørsel skulle herefter ske efter ligningslovens § 16, stk. 3, jf. TfS 1994.667, hvorefter en lukket kassevogn med fastmonteret værktøjsindretning blev anset for et specialkøretøj. Der var videre henvist til Landsskatterettens kendelse af 15. maj 1997, 611-1907-0425, ikke offentliggjort, hvorefter en Mitsubishi Pajero, som anvendtes til transport af værktøj og materialer blev anset for et specialkøretøj. Revisoren havde videre oplyst, at kontorarbejdet var udført i hjemmet.

De stedlige skattemyndigheder havde fundet, at klageren skulle beskattes af værdi af fri bil i 1995. Myndighederne havde herefter ansat værdi af fri bil til 31.500 kr., jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3, sidste punkt samt ligningslovens § 16, stk.4, hvorefter værdien skulle ansættes til 21 % af bilens værdi, og mindst 150.000 kr. og højest 400.000 kr. Efter personskattelovens § 3 var værdien af fri bil personlig indkomst. Myndighederne havde herved anført, at anvendelsen af firmabilen til transport fra bopælen til et arbejdssted eller omvendt ansås for privat kørsel. Dette gjaldt også selv om bilen blev anvendt til kørsel til og fra bopælen i forbindelse med kørsel, der i øvrigt var erhvervsmæssig, jf. ligningsvejledningen 1995, afsnit A.B.1.9.2, samt Landsskatterettens kendelse af 28. november 1997, TfS 1998.142.

Myndighederne havde videre anført, at selv om varevognen var indrettet med hylder til transport af kød, fandtes bilen ikke at kunne sidestilles med et specialkøretøj, og nærværende sag fandtes ikke sammenlignelig med TfS 1994.667, idet der i denne afgørelse dels var tale om biler, der var indrettet som værkstedsvogne, udstyret med reservedele og værktøj, ligesom der var tale om servicemontører, der anvendte bilerne i arbejdsgivernes landsdækkende virksomhed med installation, reparation og vedligeholdelse af elevatorer. Der var derfor heller ikke tale om kørsel mellem bopæl og arbejdssted.

Myndighederne havde fundet, at i nærværende sag måtte det lægges til grund, at selv om bilen i løbet af forretningstiden anvendtes til transport af kød, måtte det forudsættes, at varebilen ved arbejdstids ophør var tømt og rengjort, og dermed uden gener kunne anvendes til privat transport. Det forhold, at kontorarbejdet blev udført på bopælen ændrede ikke ved, at transporten mellem bopælen og forretningsstedet måtte anses for privat kørsel.

Klagerens revisor havde over for Landsskatteretten påstået, at værdiansættelsen af privatkørsel skulle ske efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 3. Revisoren havde således anført, at der i varebilen var fastmonteret et stativ med hylder, ligesom der var monteret et stort køleelement, hvilket var et lovkrav til biler, der anvendtes til transport af kødvarer. Bilen var nu afhændet, hvorfor det ikke var muligt at fremlægge fotos af denne. Revisoren havde imidlertid vedlagt billeder af det omtalte stativ og hylder, samt af køleelementet, idet disse blev afmonteret inden bilen blev solgt.

Revisoren havde videre anført, at den omtalte varebil indgik i virksomhedsordningen, hvorfor det var korrekt, at værdien af den private kørsel skulle ske efter reglerne i ligningslovens § 16, jf. bestemmelsen i § 1, stk. 3, sidste punkt i virksomhedsskatteloven. Værdi af fri kørsel i særlige køretøjer, det vil sige køretøjer, der ikke var egnede som alternativ til en privat bil, skulle imidlertid beskattes efter ligningslovens § 16, stk. 3, hvorefter, der i det omfang en sådan bil alene kunne anvendes til kørsel mellem hjem og arbejdsplads ikke skete beskatning, hvis den pågældende ikke havde foretaget fradrag for befordringsudgifter. Med hensyn til afgrænsningen af særlige køretøjer over for almindelige køretøjer, havde revisoren henvist til TfS 1994.667, hvorefter en lukket kassevogn med fastmonteret værktøjsindretning blev anset for et specialkøretøj. Der var videre henvist til Landsskatterettens kendelse af 15. maj. 1997, 611-1907-0425, (ikke offentliggjort), hvorefter en Mitsubishi Pajero, som anvendtes til transport af værktøj og materialer blev anset for et specialkøretøj.

Revisoren havde videre oplyst, at kontorarbejdet var foretaget i hjemmet, og at klagerens samlever tillige ejede en bil, og at klageren derudover ejede en motorcykel.

Landsskatteretten udtalte, at i virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3, sidste pkt., var det fastsat, at ved fastsættelse af værdien af privat benyttelse af aktiver, der indgik i virksomheden fandt ligningslovens § 16 tilsvarende anvendelse. Efter ligningslovens § 16, stk. 1, skulle tilskud til telefon, vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder medregnes til den skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens §§ 4-6. Den skattepligtige værdi skulle ved skatteansættelsen, medmindre andet fulgte af ligningslovens § 16, stk. 4-6, fastsættes til den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve godet i almindelig fri handel, jf. ligningslovens § 16, stk. 3.

Retten bemærkede videre, at i ligningslovens § 16, stk. 4, var det således særligt fastsat, at den skattepligtige værdi af en bil, der var stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver skulle sættes til 21 % af bilens værdi, dog mindst 150.000 kr. og højest af 400.000 kr. Bestemmelsen fandt alene anvendelse på biler, der efter deres art og fremtræden kunne være anvendelige som alternativ til en privat bil, men ikke på f.eks. lastvogne, kranvogne, indrettede værkstedsvogne og andre specialkøretøjer. Privat kørsel i sådanne specialkøretøjer skulle værdiansættes efter ligningslovens § 16, stk. 3, jf. cirkulære nr. 202 af 13. december 1993 om beskatning af personalegoder.

Retten fandt herefter, at efter det oplyste om varevognens indretning og anvendelse måtte varevognen anses for at være specielt indrettet og dermed for et specialkøretøj, der ikke var egnet som alternativ til privat bil. Værdien af den private kørsel skulle derfor ansættes efter ligningslovens § 16, stk. 3, hvorefter værdien efter det oplyste kunne ansættes til 0. Den påklagede ansættelse blev nedsat på dette punkt.

En indehaver af en slagterforretning blev beskattet af eget vareforbrug, der også omfattede bl.a. grøntsager og brød, der var indkøbt til brug i forretningen. en varebil, der blev anvendt i forretningen, måtte anses for indrettet på en sådan måde, at der ikke var grundlag for beskatning af fri bil.