Landsskatteretsafgørelse
Statutory Text (2 Articles)
Landsskatteretsafgørelse
Straksafskrivning
- vaskeri
- småanskaffelser af udlejningsartikler
A A/S klagede for indkomståret 1996 over, at skatteankenævnet ikke havde godkendt straksafskrivning på småanskaffelser, 12.678.088 kr.
Det fremgik af sagens oplysninger, at selskabet drev virksomhed med produktion og levering af tekstilservice og tekstilpleje. Virksomheden indgik serviceaftaler med eksempelvis hoteller, industrivirksomheder, og offentlige virksomheder om udvikling, produktion og distribution af linned-, beklædnings- og hygiejnesystemer. Ifølge de indgåede aftaler var virksomheden typisk forpligtet til løbende at sørge for, at kunderne havde en given art og mængde rengjorte tekstiler til rådighed.
Til brug for opfyldelsen af serviceaftalerne havde virksomheden en beholdning af udlejningsartikler i form af duge, håndklæder, linned, måtter, arbejdsbeklædning m.v. I selskabets regnskab for 1996 var beholdningen af udlejningsartikler opført med en samlet anskaffelsessum pr. 1. januar 1996 på 33,8 mio. kr. Efter det oplyste havde artiklerne en gennemsnitlig levetid i cirkulation på ca. 3 år. For selskabet var for indkomståret 1996 selvangivet fradrag for straksafskrivning, 12.678.088 kr., på småanskaffelser af denne art.
Klagerens repræsentant havde oplyst, at der var betydelige arbejdsprocesser forbundet med opfyldelsen af serviceaftalerne, idet virksomheden ud over at hente og bringe artiklerne også skulle renholde og vedligeholde disse. Mellem hver leverance skulle artiklerne således vaskes, efterbehandles og pakkes. Arten af artikler varierede desuden fra leverance til leverance, afhængigt af kundens efterspørgsel og det aftalte servicekoncept. Endvidere kunne de kunder, der selv ønskede at indkøbe for eksempel eget linned, få dette vasket, dog mod en merpris i forhold til de udbudte servicesystemer, idet der var særlige ekstraomkostninger forbundet med sortering og behandling.
Repræsentanten havde videre oplyst, at virksomheden herudover var i fortsat dialog med kunderne omkring videreudvikling af arbejdsydelserne, eksempelvis vedrørende udvikling og vedligeholdelse af tekstilsystemerne, artikelstyring, vask og finish og distribution til kunderne, herunder også internt hos kunden.
Af selskabets regnskab for 1996 fremgik, at selskabet i det omhandlede indkomstår havde et bruttoresultat på i alt ca. 25 mio. kr. Selskabets samlede afskrivninger, herunder på de omhandlede småaktiver, var anført til 13,4 mio. kr. Selskabet havde i 1996 gennemsnitligt 125 fuldtidsbeskæftigede. Nettoomsætningen ved udleje af fladvarer (linned, håndklæder og lignende) og andet (beklædning, automater m.v.) var på 59 mio kr.
Skatteankenævnet havde med henvisning til afskrivningslovens § 3, stk. 7, nægtet selskabet adgang til at foretage straksafskrivning på de omhandlede aktiver. Som begrundelse herfor havde nævnet anført, at en objektiv fortolkning af selve lovbestemmelsen ikke gav mulighed for tvivl om, at samtlige aktiver, der blev erhvervet med henblik på udlejning, var omfattet af bestemmelsen. Efter nævnets opfattelse var der hverken i lovbestemmelsen eller i bemærkningerne til loven, belæg for den af repræsentanten anførte indskrænkende fortolkning af bestemmelsen. Nævnet havde anset, at udlejningsartikler var omfattet af bestemmelsen, uanset at udlejningsydelsen måtte anses for underordnet i forhold til virksomhedens primære ydelse, idet nævnet havde henholdt sig til Ligningsrådets afgørelse af 6. juni 1995, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1995,553. Nævnet havde endvidere ikke anset det for at være af afgørende betydning, at aktiverne i nærværende sag var udsat for en væsentlig nedslidning og dermed en relativ kort levetid, idet nævnet havde anført, at dette netop også var typisk for de aktiver, som var omfattet af bestemmelsen (driftsmidler med levetid under 3 år, edb-software og småanskaffelser). Nævnet havde endvidere vedrørende udlejningsbegrebet henvist til ligningsvejledningen punkt E.C.1.1.1 og E.F.1.2.
Repræsentanten havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om godkendelse af det selvangivne fradrag. Til støtte for påstanden havde repræsentanten anført, at de omhandlede aktiver ikke var omfattet af begrænsningsreglen i afskrivningslovens § 3, stk. 7. Repræsentanten havde herved anført, at formålet med bestemmelsen, der blev gennemført i juni 1993, var en imødegåelse af en kraftigt stigende skattetænkning ved afskrivning på udlejningsartikler. For selskabers vedkommende var begrundelsen, at likvidationsmodne selskaber i stigende omfang blev solgt til købere, der i forhold til selskabets indre værdi betalte en overpris for selskabets aktuelle skattegæld og latente gæld, hvorefter selskabet erhvervede afskrivningsberettigede leasingaktiver til udligning af den skyldige skat m.v.; bestemmelsen blev således vedtaget for at afværge selskabstømning.
Repræsentanten havde anført, at der i nærværende sag ikke var tale om passiv udleje af aktiver, men om at selskabet leverede serviceydelser i form af en rengjort vare, der blev leveret. Virksomhedens omkostninger for at opfylde serviceaftalerne var således primært lønninger samt udgifter til drift af vaskeriet og kørselsafdelingen, mens udgifterne til udlejningsartiklerne kun var sekundære. Repræsentanten havde endvidere henvist til det oplyste om, at aktiverne varierede fra leverance til leverance og til at selskabet også tilbød vask m.v. af kundens egne tekstiler, hvorved understregedes, at det centrale punkt var serviceelementet og ikke købesummen for aktiverne. Repræsentanten havde endvidere anført, at virksomhedens aktivitet havde været udført i samme selskab gennem de seneste 9 år.
Repræsentanten havde henvist til bestemmelsens forarbejder (bemærkninger til L 293), hvori var anført følgende
"Den foreslåede regel omfatter f.eks. bare boatbefragtningsaftaler, dvs. aftaler om leje af skib, hvor skibet stilles til rådighed for en lejer (befragter), der skal bemande og slutte fragtaftaler for skibet. Reglen omfatter derimod ikke f.eks. befragtningsaftaler på timecharterbasis."
Repræsentanten havde anført, at lovgiver med det anførte eksempel klart forekom at have afgrænset indgrebets rækkevidde til situationer, hvor der var tale om udleje af et driftsmiddel til en bruger, der uden forretningsmæssig eller arbejdsmæssig indsats fra udlejers side anvendte driftsmidlet i sin bedrift. Dette i modsætning til den situation, hvor udlejer selv udøvede en arbejdsindsats af væsentligt omfang. Overført til den foreliggende situation indebar lovgivers sondring mellem bareboatcharter og timecharter, at et vaskeris udleje af tekstiler til lejeres frie disposition ville være omfattet af den særlige regel vedrørende udlejningsaktiver, medens dette ikke var tilfældet, såfremt aktiviteten gik på udleje af rene tekstiler som i nærværende tilfælde.
Repræsentanten havde videre anført, at sondringen mellem passiv udlejning og den udlejning, der krævede en betydelig arbejdsmæssig indsats svarede til den begrænsningsregel, der blev gennemført for personer, idet sådanne kun var omfattet af lovindgrebet, såfremt de "ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang". Der var således ved lovindgrebet tilsigtet en i videst muligt omfang ligestilling mellem selskaber og personer. Såfremt selskaber nægtedes adgang til at straksafskrive på aktiver, som de i nærværende sag omhandlede, medens vaskerier, der var personligt drevne ville kunne straksafskrive, ville en sådan skattemæssig forskelsbehandling medføre en konkurrenceforvridning, som der ikke var hjemmel til i loven og som lå langt fra lovgivers intentioner.
Told- og Skattestyrelsen havde over for Landsskatteretten under sagens behandling indstillet, at der blev givet selskabet adgang til straksafskrivning på de omhandlede aktiver i anskaffelsesåret, idet der var henset til, at selskabet solgte en samlet tjenesteydelse, hvor udlejningsaktiverne udgjorde en underordnet del af det samlede retsforhold.
Landsskatteretten fandt i et tilfælde som det foreliggende, hvor serviceelementet udgjorde en væsentlig del af den samlede aktivitet i forbindelse med udlejning af aktiverne, at de pågældende aktiver ikke var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i afskrivningslovens § 3, stk. 7, som fortolket ved bestemmelsens forarbejder. Selskabet var dermed berettiget til at foretage fradrag for afskrivning, jf. afskrivningslovens § 3, stk. 1 og 2, på de omhandlede aktiver.
Et selskab, der drev virksomhed med produktion og levering af tekstilservice og tekstilpleje, havde i forbindelse hermed en mindre beholdning af udlejningsartikler. Der kunne foretages straksafskrivning herpå, da udlejningen udgjorde en underordnet del af den samlede virksomhed.