Legislator Case Law & Legislation
W19991076825 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 119/1999

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1999 10768 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 119/1999

Troldhede og Omegns Borgerforening har ved formand [K] klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Herning Folkeblad den 18. september 1999, idet foreningen mener, at god presseskik er tilsidesat.

Artiklen havde overskriften "Når en natursti føles som hån mod naturen" og bl.a. følgende indhold

"- Vil du kalde det her en natursti, når man har knoklet løs med gravemaskiner og motorsav for at lave den? Og så endda midt i yngletiden, spørges en utilfreds Finn Alexandrowiz, mens han slår ud med armen.

Vi traver ud af naturstien, som vi stadig vil kalde den i artiklen på trods af klagerens uvilje mod ordet. Den ligger bag Troldhede Idrætscenter og går forbi storparcellerne på Feddet og helt over til Kulsøen. Når Finn Alexandrowiz er utilfreds med naturstien, skyldes det, at han nærmere mener, at man ødelægger naturen med stien.

Den blev indviet grundlovsdag 1997 af daværende borgmester John Kristiansen, som havde mange roser til initiativet bag stien. Det var Troldhede Erhvervsudvikling med Bertel Jensen i spidsen, der skaffede 35.000 kroner til den 900 meter lange sti hos amtet, og kommunens parkhold leverede det praktiske arbejde.

Nul skilte

Siden har Troldhede Borgerforening overtager naturstien, og når Finn Alexandrowiz farer frem mod naturstien i blandt andet læserbreve netop nu, skyldes det borgerforeningens ansøgning om tipsmidler til at sætte skilte, borde og bænke op langs naturstien.

Ho Chi Minh-stien

Et stykke ude ad naturstien, som blandt andet benyttes af institutionen Troldefritten, bliver den knapt så dresseret at se på. Her vokser græsset igen, og træerne er ikke beskåret. Finn mener, at det er, fordi man her ikke har kunnet få gravemaskinerne igennem. Men klatrer man op ad skrænten til grundene på Feddet, med velvillig håndsrækning fra en stærk fotograf, finder man den gamle sti, hvor folk stadig lufter deres hunde efter Finn Alexandrowiz mening. Han tror nemlig, at folk synes, at det er hyggeligere at bruge de gamle stier.

Og der er godt nok også mere natur over dem. Ind imellem er det en hel Ho Chi Minh-sti, hvor man skal sidesteppe og holde fast i grene for ikke at skride ned.

Folk er glade

Bertel Jensen, som var primus motor bag naturstien i sin tid, mener, at den er en god løsning, og erklærer, at folk i Troldhede er glade for stien.

- Hvis folk og deres hunde går på fem-syv forskellige stier i stedet for at følge naturstien, forstyrrer de vildtet unødigt meget. Og jeg synes, at det er en god idé med borde og bænke. Der er nu små siddepladser af telefonpæle, hvor børnehavebørnene sidder, men kom der borde og bænke, kunne familien også komme på picnic, siger han.

- Den eneste måde, folk får respekt for naturen på, er ved at komme ud i den.

Men så er det, at kulturen kvæler naturen efter Finn Alexandrowiz mening. Men hvad ønsker han da, at der nu skal ske?"

Klageren har anført, at den omtalte og kritiserede natursti ejes af klageren, der imidlertid ikke er blevet kontaktet forud for offentliggørelsen.

Klageren har videre anført, at det er usmageligt, at stierne er blevet sammenlignet med Ho Chi Minh-stien.

Bladet har i en udtalelse anført, at der i artiklen ikke står et ondt ord om Troldhede og Omegns Borgerforening.

Bladet har videre anført, at det er Troldhede Erhvervsudvikling ved Bertel Jensen, der har anlagt stien, og at Bertel Jensen udtalte sig i artiklen.

Bladet har herudover anført, at bladet gentagne gange siden stiens etablering i foråret 1997 og forud for den påklagede artikel har omtalt stien, senest den 4. september 1999. I den seneste artikel blev omtalt klagerens forsøg på at gøre stien "endnu mere attraktiv". Det var den artikel, der gav anledning til, at Finn Alexandrowiz kontaktede bladet. Interviewet med Finn Alexandrowiz blev bragt ud fra en betragtning om, at også modstandere af projektet har ret til at komme til orde i medierne.

Bladet har vedrørende brugen af ordet "Ho Chi Minh-sti" anført, at det klart fremgår af artiklen, at det ikke er den omtalte natursti, men nogle gamle stier, der er tale om.

Bladet har fremlagt kopi af den anførte omtale i bladet.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet lægger til grund, at det område, der blev omtalt i artiklen, tilhører klageren. Da artiklens kritik imidlertid i alt overvejende vedrørte selve etableringen af naturstien en etablering, der var foretaget forud for klagerens erhvervelse af området, og da en repræsentant for den forening, der etablerede stien blev hørt i artiklen, finder Pressenævnet, at bladet ikke var forpligtet til tillige at indhente en udtalelse fra klageren.

Pressenævnet finder derfor ikke grundlag for kritik af bladet.

Afsagt den 3. november 1999.

Endelig adm. afgørelse 1999 10768 Valid

Bladet bragte en artikel, der omtalte etableringen af en natursti kritisk. Klageren, der ejede naturstien, var ikke blevet hørt i forbindelse med artiklen. Da naturstien var etableret, før klageren erhvervede området, og da en repræsentant for den forening, der etablerede stien, var blevet hørt i artiklen, fandt Pressenævnet ikke, at bladet tillige var forpligtet til at indhente en udtalelse fra klageren.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →