Legislator Case Law & Legislation
W19991065025 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 116/1999

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1999 10650 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 116/1999

Freelance-journalist [K] har klaget til Pressenævnet over, at bladet Frihed ikke har bragt et genmæle i anledning af et diagram bragt i en udateret særudgave af bladet.

Bladet har oplyst, at særudgaven udkom den 1. juli 1999.

Bladet bragte på side 2 følgende diagram under overskriften STASI

[diagram udeladt i Retsinformation]

Klageren har den 11. august 1999 anmodet bladet om at bringe følgende genmæle

"I den seneste særudgave af FRIHED var der på side 2 optrykt et diagram, hvoraf det fremgår, at freelance-journalist sættes i forbindelse med Walther Heynowski, HVA/Stasis udenlandsafdeling.

Det skal hermed oplyses, at [K] ikke har nogen forbindelse til Stasi eller styret i det tidligere Østtyskland, eller nogen anden form for politisk baggrund.

Fejlen beklages."

Bladet har den 9. september 1999 svaret følgende

"I forlængelse af dit brev af d. 11. august kan jeg oplyse, at vi vil tage dit genmæle i betragtning ved udsendelsen af den næste udgave af Frihed.

Som du ved, udkommer Frihed ikke med ganske fastlagte intervaller, så jeg kan ikke i øjeblikket give nogen nøjagtig dato for, hvornår næste nummer af bladet vil udkomme, men det vil naturligvis blive sendt til dig, så snart det er på gaden."

Klageren har anført, at han må betragte dette svar som et afslag på at trykke hans genmæle.

Klageren har videre anført, at der efter særudgaven af bladet er udgivet en "speciel udgave" af bladet. Denne udgave beskæftigede sig med nogle af de samme emner som særudgaven, men klagerens genmæle var ikke optrykt deri.

Bladet har i en udtalelse anført, at genmælet vil blive trykt i det førstkommende nummer af bladet, og at klageren ikke på noget tidspunkt har fået at vide, at hans genmæle var afvist.

Bladet har videre anført, at bladet udsendes mellem 2 og 4 gange om året, at der ikke er udsendt særudgaver eller lignende efter det blad, der blev udsendt den 1. juli 1999, og at næste udgave er planlagt til at gå i trykken i starten af oktober.

Bladet har endelig anført, at bladets særudgave havde et oplag på 6.000 eksemplarer, mens de almindelige udgaver har et oplag på 35.000 eksemplarer.

Pressenævnet har via bladets hjemmeside på internettet konstateret, at der er udgivet en speciel udgave af bladet. Denne er ligesom den påklagede "særudgave" udateret. Det fremgår imidlertid af indholdet af den specielle udgave, at denne er udgivet før "særudgaven".

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Erling Fugl.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet finder ikke grundlag for at konstatere, at der efter bladets særudgave er blevet udsendt hverken ordinære udgaver eller særudgaver af bladet Frihed.

Herefter og da bladet har tilkendegivet, at man vil bringe klagerens genmæle i førstkommende udgave af bladet, finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik af bladet.

Afsagt den 13. oktober 1999.

Endelig adm. afgørelse 1999 10650 Valid

Bladet havde bragt et diagram, der sammenkædede klageren med en person i Stasis udlandsafdeling. Klageren krævede genmæle over for dette og anførte, at der var udkommet et blad efter det, i hvilket diagrammet blev bragt. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at konstatere, at der var udsendt en udgave af bladet efter den udgave, der gav anledning til kravet om genmæle. Da bladet endvidere havde tilkendegivet, at man vil bringe klagerens genmæle fandt nævnet ikke grundlag for at udtale kritik og heller ikke grundlag for at pålægge bladet at offentliggøre genmælet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →