Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 111/1999

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 111/1999

Provinsforlaget A/S har ved advokat Poul Meldgaard klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i HK/Industri, nr. 8, august 1999, idet firmaet mener, at god presseskik er tilsidesat, og at artiklen udgør en kommentar i strid med medieansvarslovens § 49. Klageren har endvidere opfordret nævnet til at indgive politianmeldelse mod bladets ansvarshavende redaktør for bevidst overtrædelse af medieansvarslovens § 49.

Ved kendelse af 17. juni 1999 (sag nr. 39/1999) udtalte Pressenævnet kritik af fagbladet HK/Industri og pålagde bladets ansvarshavende redaktør at offentliggøre et resumé af kendelsen.

Bladet offentliggjorde dette resumé på side 6 i det nummer, der udkom i august måned. I indholdsfortegnelsen var under side 6 anført "Næse fra Pressenævnet".

På næstsidste side i bladet (side 31), under rubrikken "Det sidste ord" skrev den ansvarshavende redaktør følgende kommentar

"Vi skal også være etiske

Disse ord er måske ulovlige, men jeg vover mig alligevel ud i at skrive dem. Det drejer sig nemlig om den afgørelse fra Pressenævnet, som du kan læse på side 6. Ifølge loven skal vi bringe den uden kommentarer, og den lov har jeg tænkt mig at bryde.

Dette er nemlig min kommentar til Pressenævnets afgørelse: Tak!

Sagen er ganske klar: Vi har ikke handlet etisk i en sag, og det undskylder vi naturligvis over for virksomheden.

Vi har ligesom alle andre medier nemlig pligt til at lade den angrebne part komme til orde. Selv den værste voldtægtsforbryder, den mest gemene seriemorder og den grimmeste spritbilist har ret til at forsvare sig mod ethvert angreb. Det gælder i retten, det gælder i medierne, og det bør selvfølgelig også gælde os mennesker imellem.

I dette tilfælde var der hverken tale om en barnemorder eller en ondskabsfuld voldsmand. Der var tale om en virksomhed, som HK har en sag kørende imod på grund af det psykiske arbejdsmiljø.

Kvinden fik lov til at fortælle sin version af historien, og HKs jurist fortalte om baggrunden for retssagen. De angreb, som virksomheden var udsat for, var ret voldsomme, og redaktionen burde naturligvis have forelagt dem for virksomhedens ledelse, så virksomheden kunne forklare og forsvare sig.

Der findes ingen forklaringer på sådan et uprofessionelt fejltrin, kun bortforklaringer og dårlige undskyldninger, og dem ønsker jeg ikke at belemre læserne med.

Jo, måske en enkelt

I mange år har det været en selvfølge, at et fagforeningsblad var talerør for fagforeningen eller organisationen. Et sådant talerør er i sagens natur propagandistisk og tåler sjældent modsigelser. Med det udgangspunkt har der været bedrevet sekundajournalistik i langt de fleste fagblade. Det vil sige, at ledelsen har talt uimodsagt, og at sager mod arbejdsgivere eller andre er blevet fremlagt ukritisk og uden kommentarer. Kun medlemmerne, tillidsfolk og topfolk i fagforeningen kom til orde, for det var jo deres blad.

Sådan arbejder en lang række fagblade heldigvis ikke længere. Vi for det gælder trods Pressenævnssagen også dette lille blad forsøger at forholde os kritisk, objektivt og fair til alle historierne, uanset hvor de kommer fra.

Midt i tumulten kan det dog ske, at også vi forfalder til gamle tankegange og lader ensidigheden få overtaget. Hvad pokker, der er alligevel ingen, der klager, og vi er vel alle sammen enige om, at arbejdsgiverne er nogle dumme svin?

Men der er nogle, der klager, og arbejdsgiverne er ikke pr. definition nogle dumme svin. Vi har en række naturlige interessekonflikter med dem, men vi skal selvfølgelig følge spillets regler, herunder også de presseetiske regler som alle andre. Hvis vi var i tvivl om det før, skal vi blot læse Pressenævnets udtalelse igen. Her står: "Medier, der repræsenterer interesseorganisationer, kan ikke påberåbe sig en speciel standard for god presseskik."

At et fagblad er betalt af fagforeningen betyder ikke, at det er formandens, de fagforeningsansattes og bestyrelsens private og uimodsagte "talerør". Bladet betales af medlemmerne, og det er primært deres blad. Udvekslingen af synspunkter skal gå i alle retninger, hvis vi skal fastholde vores troværdighed, og derfor kan jeg langt bedre lide begrebet "hørerør", som en kollega har lanceret her i HK for nylig.

Mangfoldighed er en gave, som vi mennesker bør tage imod med kyshånd også når vi ikke kan lide det, som vi hører."

Midt i artiklen stod med større, rød skrift anført følgende citat fra artiklen

"Selv den værste voldtægtsforbryder, den mest gemene seriemorder og den grimmeste spritbilist har ret til at forsvare sig mod ethvert angreb."

Klageren har anført, at bladet bevidst og forsætligt har valgt at tilsidesætte bestemmelsen i medieansvarslovens § 49 ved at bringe en kommentar til kendelsen.

Klageren har videre anført, at bladet derved har pådraget sig et strafansvar efter medieansvarslovens § 53, stk. 2.

Klageren har yderligere anført, at artiklen er udtryk for en videreførsel af den pressehetz, bladet har valgt at føre mod klageren. Artiklen indeholder i sig selv en tilsidesættelse af god presseskik og er formentlig tillige i strid med den strafferetlige injurielovgivning.

Klageren har i den forbindelse anført, at artiklens angivelse af forbrydere og bestemte forbrydelser ikke har relevans for artiklen eller emnet. Til trods for, at det inde i artiklen nævnes, at den konkrete sag ikke vedrører disse forbrydertyper, er det klare formål med artiklens opsætning at efterlade det indtryk hos læserne, at klageren har udvist en adfærd, der kan sammenlignes med forbrydelser af den groveste karakter.

Bladet har i en udtalelse anført, at klummen var ment som en klokkeklar undskyldning over for virksomheden og et signal til fagbladenes udgivere om, at fagbladene skal være lige så grundige og etiske i deres journalistik, som andre skal.

Bladet har videre anført, at redaktøren i denne personlige kommentar netop har skrevet, at virksomheden ikke har begået kriminalitet, men blot har en sag kørende i forhold til HK. Eksemplet med forbryderne er brugt for at sige, at alle har ret til et forsvar.

Bladet har herudover anført, at bladet har fået en principiel kendelse, der fastslår, at organisationsblade har pligt til at bedrive etisk journalistik, hvilket er uhyre positivt. Derfor skrev redaktøren kommentaren.

Bladet har endelig anført, at det er trist, hvis kommentaren kunne misforstås.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Finn Rowold, Ulrik Holmstrup og Preben Sørensen.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet har ikke kompetence til at tage stilling til, om straffelovens bestemmelser om ærekrænkelser er overtrådt.

Pressenævnet har i sin årsberetning for 1997 på side 6 anført: "Det er nævnets opfattelse, at det ikke er i strid med lovens § 49, at medierne i forbindelse med nævnets kendelse bringer en redaktionel artikel uden kommentarer og fremkommer med en kommentar på lederplads. Spørgsmålet om placering og omfang af kommentarer vil dog kunne gøres til genstand for en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde."

Pressenævnet finder i denne sag ikke grundlag for at kritisere, at fagbladet HK/Industri bragte en kommentar til kendelsen udfærdiget af bladets ansvarshavende redaktør, idet dette ikke skete i umiddelbar forbindelse med kendelsen, men derimod på bladets faste kommentarplads.

Pressenævnet finder videre, at kommentaren der i øvrigt fremtræder som en undskyldning over for klageren - ikke overskrider de grænser, der gælder for kommentarer. Nævnet finder i den forbindelse, at citatet om voldtægtsforbrydere, seriemordere og spritbilister, der er anført med rød skrift i artiklen, ikke med rimelighed kan opfattes således, at det er møntet på klageren, eller at klageren sammenlignes hermed.

Pressenævnet finder derfor ikke anledning til at udtale kritik af HK/Industri i anledning af den anførte kommentar.

Pressenævnet finder af samme grund ikke grundlag for at anmelde den ansvarshavende redaktør til politiet for overtrædelse af medieansvarslovens § 49.

Afsagt den 13. oktober 1999.

Bladet havde offentliggjort kendelsen fra Pressenævnet i sag nr. 39/1999, således som det var krævet af nævnet. Klageren klagede nu over, at bladet i samme udgave bragte en kommentar til nævnets kendelse. Der blev endvidere selvstændigt klaget over indholdet af kommentaren. Pressenævnet fandt i øvrigt, at kommentaren ikke overskred de grænser, der gælder for kommentarer.