Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 109/1999
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 109/1999
En kvindelig børnehaveleder [K] har ved [A] klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Fyens Stiftstidende den 6. august 1999, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
I artiklen hed det under overskriften "Børnehavestrid løst leder fratræder" bl.a.
"KOMPROMIS: Omstridt børnehaveleder får efteruddannelse og børnehaven ny leder.
Neej, hvor er det bare dejligt.
Forældrene i Børnehuset Borgen reagerede med spontan lettelse i går, da det stod klart, at konflikten i den lille daginstitution er løst.
Borgmesterforvaltningen og børnehavens leder, [K], indgik i samråd med lederens fagforening, BUPL, i går den aftale, at lederen fratræder sin stilling med omgående virkning.
Aftalen indebærer også, at Borgmesterforvaltningen betaler et års efteruddannelse med løn til [K], som har sagt ja til en diplomuddannelse i specialpædagogik.
Stillingen som leder i Børnehuset Borgen vil blive opslået snarest, oplyser kommunens informationschef, Poul Bossow.
På kogepunktet
Stemningen i den lille børnehave og vuggestue på Østerbæksvej har været på kogepunktet hele sommeren. Samarbejdet mellem pædagogerne og lederen fungerede efter personalets mening dårligt, og pædagogerne truede derfor med at sige op eller søge væk.
Den situation kunne forældrene ikke acceptere. De tog på baggrund af egne oplevelser pædagogernes parti og gik så vidt som til at bebude en fysisk blokade foran børnehaven for at forhindre lederen i at udføre sit arbejde efter endt sommerferie.
- Det er min vurdering, at lederen er kommet frem til, at det massive pres fra forældrene har umuliggjort chancen for at få genoprettet et samarbejde, så institutionen igen kunne komme til at fremstå som en velfungerende institution med et godt renommé, siger Poul Bossow.
- Jeg er selv enig i, at institutionen har haft et godt renommé under hendes ledelse gennem tre og et halv år, tilføjer han.
- Ulykkelige sager
- [K] tilkendegav i går over for Stiftstidende, at hun ikke ønsker at knytte yderligere kommentarer til aftalen.
Formanden for BUPL i Odense, Margit Nielsen, siger
Det var det bedste resultat i den givne situation. Det er både lederens og min vurdering, at samarbejdet ikke kunne genoprettes, så skarpt som fronterne var trukket op. Men generelt vil jeg sige, at denne type sager er dybt ulykkelige."
Klageren har desuden klaget over en række artikler bragt i perioden 19. juli 1999 til den 4. august 1999. Klagen herover blev modtaget i Pressenævnet den 2. september 1999, og nævnets formand besluttede den 6. september at afvise klagen for så vidt angår disse artikler, idet klagefristen var overskredet.
Klageren har anført, at konflikten mellem parterne kunne have været løst, hvis bladet havde undgået at dække sagen.
Klageren har videre anført, at bladet er blevet anvendt som pressionsmiddel i en samarbejdskonflikt, og at dette yderligere understreges af, at en af forældrene i institutionen er ansat som journalist ved bladet.
Klageren har videre anført, at bladet ikke har taget hensyn til begreber som upartiskhed, nuanceret fremstilling, rigtigt og forkert eller opsøgende journalistik.
Bladet har i en udtalelse anført, at bladet har anset det for relevant at omtale problemerne i institutionen på baggrund af forældrenes usædvanlige optræden.
Bladet har videre anført, at klageren forud for artiklen den 6. august blev kontaktet af bladet, og at hun ikke ønskede at udtale sig, hvilket fremgår af artiklen.
Bladet har herudover anført, at en repræsentant for klagerens faglige organisation blev kontaktet og er refereret i artiklen.
Bladet har desuden anført, at det er forældrenes repræsentant, der har udtalt sig på deres vegne, og at det derfor er ubegrundet, når klageren har anført, at den af forældrene, der er journalist på bladet, har haft indflydelse på artiklen. Bladet har tværtimod bevidst undgået at videregive de beskyldninger, som er kommet til journalistens kundskab, og har sammenfattet oplysningerne til at vedrøre samarbejdsvanskeligheder.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Finn Rowold, Ulrik Holmstrup og Preben Sørensen.
Pressenævnet udtaler
Det forhold, at en af bladets journalister har barn eller børn i en daginstitution, indebærer ikke, at bladet er afskåret fra at behandle forholdene på den pågældende institution.
Da bladet i øvrigt har søgt at indhente en udtalelse fra klageren forud for artiklen den 6. august 1999, finder Pressenævnet ikke grundlag for at udtale kritik af bladet.
Afsagt den 13. oktober 1999.
Bladet havde i perioden fra den 19. juli til den 6. august 1999 bragt omtale af klageren, der var leder i en børnehave. Klage herover blev indgivet til Pressenævnet 2. september, og Pressenævnets formand besluttede af afvise klagen på grund af fristoverskridelse for så vidt angik alle artikler, bortset fra artiklen, der blev bragt den 6. august 1999. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af denne artikel.