Nyt fra Ankestyrelsen - forbrugsgoder efter servicelovens § 98 - af fuldmægtig Britta Maar

Nyt fra Ankestyrelsen - forbrugsgoder efter servicelovens § 98 - af fuldmægtig Britta Maar

Ankestyrelsen har afgjort 4 principielle sager om bevilling af forbrugsgoder med handicapkompenserende funktioner, og har i den forbindelse taget stilling til, hvorvidt der i de enkelte tilfælde var tilknyttet en egenbetaling til bevillingen jf. servicelovens § 98, stk. 4 eller hvorvidt § 98, stk. 6 skulle finde anvendelse, således at egenbetaling ikke skulle finde sted.

To af sagerne drejede sig om forbrugsgoder i form af computere til blinde. Sagerne var antaget med henblik på afklaring af, hvorvidt en computer med standard software, CD-Rom drev, modem m.v. må antages at have en egentlig forbrugsgodeværdi for en synshandicappet ydelsesmodtager, eller hvorvidt dette forbrugsgode reelt ikke kan antages at have anden funktion end at være et hjælpemiddel.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der var tale om forbrugsgoder, der udelukkende fungerer som hjælpemiddel til at afhjælpe en nedsat funktionsevne. Der var således knyttet en 50% egenbetaling til bevillingen.

Den tredie af sagerne vedrørte bevilling af en kassettebåndoptager af mærket Philips AQ 6455 til en stærkt svagtsynet. Sagen var antaget med henblik på afklaring af, hvorvidt en kassettebåndoptager, som almindeligvis anvendes af synshandicappede, der har behov for afspilning af lydbøger eller lydbreve i alle tilfælde falder ind under § 19, stk. 5 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.

Den sidste sag vedrørte en Christiania Ladcykel til en ung kvinde med højresidig lammelse og spasticitet. Denne sag var bl.a. antaget med henblik på afklaring af en eventuel anvendelse af servicelovens § 98, stk. 4 og 6.

I de to sidstnævnte sager (kassettebåndoptageren og Christiania Ladcykel) fandt Ankestyrelsen derimod, at der var tale om forbrugsgoder, der udelukkende fungerer som hjælpemidler, hvorefter de fulde anskaffelsesudgifter betales af kommunen.

De helt centrale bestemmelser i alle fire sager var servicelovens § 98, stk. 6, jf. bekendtgørelsens § 19, stk. 3. Ankestyrelsen har fortolket bestemmelserne i overensstemmelse med kompensationsprincippet. Det følger heraf, at personer med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang skal kompenseres for følgerne af deres nedsatte funktionsevne, jf. pkt. 9 i Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.

Afgørende for om et forbrugsgode udelukkende fungerer som et hjælpemiddel findes på denne baggrund at være et spørgsmål om, hvorvidt der også for den handicappede er en forbrugsgodeværdi knyttet til forbrugsgodet, således at den handicappede ville blive overkompenseret ved bevillingen, eller hvorvidt forbrugsgodet alene kompenserer for den nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelsen har iøvrigt lagt følgende fortolkning af servicelovens § 98 til grund

Udgangspunkt og hovedregel vedrørende bevilling af forbrugsgoder er - udover at ansøger selvfølgelig skal være omfattet af personkredsen i servicelovens § 97, stk. 1 -, at forbrugsgodet fungerer som et hjælpemiddel der i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse, eller er nødvendig for, at den pågældende kan udøve et erhverv.

Dernæst må der ikke være tale om et forbrugsgode, der normalt indgår i sædvanligt indbo. Eksempler på sådanne forbrugsgoder fremgår af § 19, stk. 5 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98. Sådanne forbrugsgoder kan der slet ikke ydes hjælp til.

Konstateres det herefter, at forbrugsgodet kan bevilges udgør hjælpen 50% af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art. Der kan iøvrigt kun ydes hjælp, når udgiften er over 500 kr. Der er således som hovedregel knyttet 50% egenbetaling til bevilling af et forbrugsgode som handicapkompenserende hjælpemiddel. Det vil imidlertid altid være nødvendigt tillige at foretage en konkret vurdering af, hvorvidt forbrugsgodet udover at fungerer som et hjælpemiddel til at afhjælpe en nedsat funktionsevne tillige har en "forbrugsgodeværdi". Såfremt forbrugsgodet må antages at have en sådan forbrugsgodeværdi, skal der foretages en konkret skønsmæssig vurdering af, hvorvidt ansøger har mulighed for at udnytte (helt eller delvist) og dermed få gavn af denne forbrugsgodeværdi. Er dette tilfældet finder hovedreglen om 50% egenbetaling anvendelse.

Såfremt der ikke er anden udnyttelse af forbrugsgodet end at fungere som hjælpemiddel, betales derimod de fulde anskaffelsesudgifter af kommunen/amtskommunen.

Dette gør sig tillige gældende i de tilfælde, hvor forbrugsgodet godt nok har nogle andre eventuelt flere funktioner end at afhjælpe en nedsat funk-ionsevne, men hvor ansøger på grund af sin nedsatte funktionsevne ikke har mulighed for at udnytte disse funktioner. Med andre ord: i de tilfælde hvor der er en forbrugsgodeværdi, som ansøger slet ikke kan udnytte, betales de fulde anskaffelsesudgifter ligeledes.

Afgørelserne vil snarest blive udsendt som Social Meddelelse.

Forbrugsgoder efter servicelovens § 98