Nyt fra Ankestyrelsen - indsendte nævnsafgørelser efter aktivloven - af medarbejdere i Ankestyrelsens 7. kontor (opholdiudlandet)

§ 5 - ophold i udlandet

Et nævn har indsendt en sag om ret til kontanthjælp ved kortere ophold i udlandet. Sagen har været antaget til principiel behandling og Ankestyrelsen har truffet afgørelse i sagen i oktober 1998.

Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse, hvorefter ansøger i det konkrete tilfælde kunne opretholde sin kontanthjælp under det ansøgte ferieophold i udlandet.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at der i henhold til bistandslovens § 1 (nu § 5 i lov om aktiv socialpolitik), som overvejende hovedregel kun kan ydes hjælp under ophold her i landet, men at hjælpen efter en konkret vurdering i visse tilfælde vil kunne bevares under kortvarige ophold i udlandet.

Ankestyrelsen lagde i den konkrete sag blandt andet vægt på, at ansøger havde optjent ret til aktiveringsfri periode samt at ansøgers fader, som ansøger ville besøge, led af alvorlig sygdom.

Ankestyrelsen kan samtidig oplyse, at vi har antaget en nævnsafgørelse til principiel behandling med henblik på afklaring af, hvorvidt alle kontanthjælpsmodtagere må rejse til udlandet i en kortere periode, hvis bare de fortæller det til kommunen først, gør det i en aktiveringsfri periode og samtidig angiver en særlig grund til udrejsen.

§ 11 - ændringer i forholdene

Nævnet tiltrådte, at der ikke kunne ydes kontanthjælp til en 76-årig udenlandsk mand, da hans 5 voksne børn i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring havde underskrevet garantierklæringer om, at de påtog sig den fulde forsørgelse af ansøger. Børnene modtog alle kontanthjælp. Ansøger rettede henvendelse til kommunen få dage efter ankomsten til Danmark.

Nævnet fandt ikke, at der var sket sådanne ændringer i ansøgers forhold, at han var afskåret fra at skaffe det fornødne til sit underhold, og lagde bl.a. vægt på, at børnene havde påtaget sig den fulde forsørgelse af ansøger, at han boede hos det ene af børnene, og at der ikke var sket ændringer i børnenes indtægtsforhold og dermed deres muligheder for at forsørge ansøger siden underskrivelsen af garantierklæringerne.

Ankestyrelsen skønner umiddelbart, at nævnets afgørelse må anses for at være i overensstemmelse med gældende regler på området.

§ 12 - personer under uddannelse

I en sag pålagde nævnet kommunen fortsat at yde supplerende kontanthjælp til et ægtepar, hvor manden deltog i en uddannelse, der var led i en uddannelsesplan efter § 32a i lov om aktiv arbejdsmarkedspolitik, og hvortil der udbetaltes uddannelsesgodtgørelse. Nævnet henviste til § 3 i bekendtgørelse om uddannelsessøgendes ret til kontanthjælp. Det forhold, at manden var fyldt 25 år og herefter modtog ydelse svarende til fulde arbejdsløshedsdagpenge, ville kun have indflydelse på beregningen af kontanthjælpen til ægtefællerne, og ikke på selve berettigelsen til den supplerende kontanthjælp. Der var ikke sket ændringer i man-dens sociale begivenhed, hvilket betød, at hustruen stadig havde en afledet social begivenhed. Der kunne derfor fortsat ydes supplerende kontanthjælp til mandens arbejdsløshedsdagpenge.

Afgørelsen må anses for at være i overensstemmelse med gældende regler på området.

En anden sag vedrører en uddannelsessøgende, der havde afsluttet HG i maj 1998 og som skulle starte som elev den 1. august 1998. Ansøger havde i den mellemliggende periode påbegyndt et sommerferiejob, men blev sygemeldt. Nævnet fandt ansøger berettiget til kontanthjælp fra det tidspunkt, hvor hun blev sygemeldt og indtil raskmelding, eller hvor hun skulle starte på uddannelse. Nævnet lagde vægt på, at ansøger havde skaffet sig et job i sin ferie, som hun blev sygemeldt fra og derved mistede et indtægtsgrundlag. Ansøger fik ikke udbetalt SU i perioden.

Ankestyrelsen har ingen afgørelser af, om sygemelding fra et sommerferiejob er en sådan ændring af en uddannelsessøgendes forhold, at der vil kunne udbetales kontanthjælp. Umiddelbart skønnes dette dog ikke at være udelukket.

§ 14 - formue/pensionsordninger

I en sag fandt nævnet, at der kunne udbetales kontanthjælp til en 60-årig statstjenestemand, der var blevet afskediget, uanset at han havde ret til en pensionsudbetaling på 6.900 kr. pr. måned, hvis han udtrådte af arbejdsmarkedet. Kommunen mente derfor, at manden ikke var afskåret fra at skaffe det fornødne til sit underhold. Nævnet lagde vægt på mandens alder, og at der ikke forelå oplysninger om helbredsmæssige forhold, der kunne vanskeliggøre mandens tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Nævnet lagde også vægt på, at erhvervsarbejde samtidig med pensionen ville medføre en væsentlig reduktion af pensionen, også efter det fyldte 67. år.

Ankestyrelsen har ingen praksis om dette spørgsmål og vil derfor overveje at antage en lignende sag til behandling.

§ 25 - hjælpens størrelse

Nævnet tiltrådte, at kommunen havde givet afslag på at udbetale kontanthjælp efter bistandsloven med forsørgertakst med tilbagevirkende kraft til børnenes fødsel og ikke først fra det tidspunkt, hvor der var afsagt dom i faderskabssagen.

Sagen er blevet indbragt for Ankestyrelsen med henblik på principiel behandling. Sagen vil blive antaget, da vi har fået henvendelser fra flere nævn om en lignende problemstilling.

§ 36 - beskæftigelsestillæg

Et nævn har tiltrådt, at ansøger ikke var berettiget til at modtage beskæftigelsestillæg under deltagelse i et af socialforvaltningen arrangeret kursus. Kurset var obligatorisk og fandt sted i aktiveringsperioden. Nævnet lagde vægt på, at det er en betingelse for at få udbetalt beskæftigelsestillæg, at ansøger rent faktisk er i aktivering. Nævnet fandt ikke, at denne betingelse var opfyldt, når ansøger deltog i et kursus, som ikke fandt sted på selve aktiveringsprojektet.

Ankestyrelsen har kun sparsom praksis vedrørende beskæftigelsestillæg. Vi ville derfor have antaget sagen, hvis den var blevet indbragt for Ankestyrelsen med anmodning om principiel behandling.

I en anden sag har nævnet tiltrådt, at der ikke kunne udbetales beskæftigelsestillæg i 3 uger, hvor arbejdspladsen havde lukket, og hvor ansøger havde ferie. Nævnet lagde vægt på, at ansøger ikke var i aktivering.

Umiddelbart forekommer afgørelsen at være i overensstemmelse med reglerne på området. Som nævnt har Ankestyrelsen indtil videre dog kun sparsom praksis på området.

Afgørelser vedrørende revalidering - aktivlovens kap. 6

27 af de indsendte afgørelser om revalidering må anses for at være i overensstemmelse med praksis. En del af sagerne er konkret skønsmæssige vurderinger af f.eks helbredsmæssige og sociale forhold.

En af sagerne drejede sig om, hvorvidt der skulle ske fradrag for sygedagpenge, der var ydet for perioden forud for revalideringens påbegyndelse i en situation, hvor kommunen havde valgt at udbetale revalideringshjælpen forud.

Afgørelsen må anses for at være i overensstemmelse med gældende regler.

Ankestyrelsen har haft antaget en lignende sag til principiel behandling. Afgørelsen er offentliggjort som SM O-10-99.

Nævnet fandt ansøgeren berettiget til revalideringshjælp til færdiggørelse af uddannelsen.

Sager, der ville have været principielle, såfremt de havde været indbragt for Ankestyrelsen

1) Da en kommune ikke havde givet råd og vejledning eller foretaget en relevant opfølgning af revalideringsplanen, da det lå klart, at ansøgeren ikke kunne fuldføre uddannelsen indenfor støtteperioden på 5 år, fandt nævnet, at ansøgeren havde fået en berettigt forventning om, at støtteperioden ville blive forlænget, selv om revalidenden objektivt ikke opfyldte betingelserne for forlængelse af støtteperioden efter §§ 5 - 7 i Socialministeriets tidligere gældende bekendtgørelse nr. 517 af 2. juli 1990 om den faste bruttorevalideringsydelse m.v. efter bistandslovens § 43.

Sagen kunne være antaget til tydeliggørelse af kommunernes forpligtelse i sager om revalidering, herunder i hvilket omfang manglende råd og vejledning samt opfølgning kan medføre forlængelse af støtteperioden på 5 år.

2) En sag drejede sig om, hvorvidt det er den mindste overenskomstmæssige løn på et givet arbejdsområde eller den aktuelle mindsteløn i en given virksomhed, der skulle lægges til grund ved beregningen af løntilskud efter bistandslovens § 43, stk. 8.

Nævnet fandt, at det var den aktulle mindsteløn i en given virksomhed, der skulle lægges til grund.

Ankestyrelsen har efterfølgende antaget en tilsvarende sag og afgjort den med det modsatte resultat. Afgørelsen er offentliggjort i SM A-4-99.

3) En sag drejede sig om personkredsen, der er berettiget til mindstelønnen, jfr. aktivlovens § 60. Ansøgeren var 22 år og var tilbudt en læreplads, hvor lærlinge sædvanligvis starter som 16-17 årige.

Nævnet fandt ikke, at ansøgeren var ude over den sædvanlige uddannelsesalder. Nævnet lagde vægt på, at det ikke var usædvanligt, at personer på 22 år var under uddannelse. Nævnet havde også bemærket,at revalideringsbestemmelsen i aktivlovens § 52 ,stk. 2-3 opererede med en 25 års aldersgrænse ved udmåling af revalideringsydelse, selvom denne grænse ikke var absolut.

Sagen kunne være antaget til principiel behandling med henblik på fortolkning af "over den sædvanlige uddannelsesmæssige alder".

4) 2 afgørelser drejede sig om hjælp til enlige mødre, hvor nævnet fandt, at de var i en fastlåst social situation. Sagerne vedrørte relativt unge enlige omkring 22 år, som havde modtaget kontanthjælp i 4 år. De var uden faglig uddannelse. Ingen af ansøgerne havde fysiske eller psykiske problemer.

Ankestyrelsen har for nylig afgjort 2 sager om enlige forsørgere, der dog var noget ældre. Ankestyrelsen ændrede nævnets afgørelse om bevilling af revalidering. Ankestyrelsen fandt, at det forhold at ansøger måtte betragtes som ufaglært ikke i sig selv kunne begrunde bevilling af revalidering, og der var i sagerne ikke oplysninger om fysiske eller psykiske problemer, der hindrede dem i at påtage sig et ufaglært arbejde. Endvidere fandt styrelsen, at mulighederne på arbejdsmarkedet ikke var tilstrækkeligt efterprøvede.

Ankestyrelsen ville have antaget de to indsendte sager til principiel behandling med henblik på afklaring af, hvornår unge enlige forsørgere kan anses for at være i en fastlåst situation.

5) 1 sag drejede sig om, hvorvidt en ansøger var tilstrækkkelig kompenseret med en bachelorgrad i dansk. Ansøgeren ønskede hjælp til yderligere 1 fag med henblik på afslutning af kandidateksamen.

Nævnet bevilgede hjælp til yderligere 2 år med henblik på kandidateksamen. Der var lagt vægt på Undervisningsministeriets generelle oplysninger (nov. 96, se SM O-119-97) om beskæftigelsesmulighederne for bachelorer samt de specifikke oplysninger fra undersøgelsen "Bachelorer under lup" samt telefoniske oplysninger fra Gymnasielærernes Landsforening om at der var relativ stor ledighed blandt humanister med dansk og at bachelorer ikke kunne få fast arbejde i f.eks gymnasiet.

Ankestyrelsen ville have antaget sagen til principiel behandling. Ankestyrelsen finder, at udgangspunktet er, at en bachelorgrad er kompentencegivende, og at der skal forligge særlige forhold (f.eks svært handicap) for at bevilge hjælp til kandidateksamen.

6) I en sag fandt et nævn, at en kommune ikke var berettiget til at tilbagekalde en bevilling, hvorefter ansøgeren var berettiget til fuld revalideringsydelse til læreruddannelsen. Nævnet fandt at der var tale om en begunstigende forvaltningsakt.

Efter sagens oplysninger var ansøgeren alene berettiget til støtte til uddannelsesbetingede udgifter. Ansøgeren var 20 år med et mindre handicap.

Både afgørelse og tilbagekaldelse var sket i juli måned inden påbegyndelse af studiet.

Ankestyrelsen ville have antaget sagen til principiel behandling med henblik på, om det forhold, at ansøgeren ikke har forårsaget kommunens vildfarelse i sig selv kan begrunde, at en begunstigende forvaltningsakt ikke kan tilbagekaldes.

7) Et nævn havde fundet, at et ulempetillæg givet i forbindelse med forskudt arbejdstid skulle fratrækkes sammen med elevlønnen ved beregning af løntilskud op til bruttorevaliderings-niveau. Nævnet lagde vægt på, at tillægget var en del af løndelen som et led i revalideringen.

Da spørgsmålet ikke ses at være afklaret i praksis, ville sagen have været antaget til principiel behandling.

§§ 70-77 - fleksjob og skånejob

Blandt de afgørelser som de sociale nævn har orienteret Ankestyrelsen om er der 2 afgørelser, der vedrører fleksjob efter bistandslovens § 49 a, b og c, nu lov om aktiv socialpolitik § 70.

Afgørelserne er i overensstemmelse med gældende regler og ville ikke have givet grundlag for principiel behandling.

Af begge afgørelser fremgår det, at ansøger udfra en lægelig/- medicinsk vurdering har en nedsat erhvervsevne. Samtidig findes ansøgerne at have udtømt mulighederne for, via revalidering, at få beskæftigelse på normale vilkår.

Et nævn har herudover fremsendt en sag om etablering af et skånejob. Ansøgeren var af kommunen fundet berettiget til et skånejob, som på grund af budgetmæssige begrænsninger ikke kunne etableres endnu.

Nævnet hjemviste sagen til ny behandling, da kommunen ikke lovligt kunne afslå en ansøgning med henvisning til budgetmæssige begrænsninger.

Sagen ville være blevet antaget til principiel behandling med henblik på afklaring af nævnenes kompetence i forbindelse med etablering af skånejobs.

§§ 81 og 82 - enkeltydelser

Ankestyrelsen har fra de sociale nævn modtaget nogle få afgørelser, der vedrører spørgsmål om dækning af enkeltudgifter efter den tidligere gældende bestemmelse i bistandslovens § 46, nu § 81 i lov om aktiv socialpolitik og § 46 a, nu § 82 i lov om aktiv socialpolitik.

Afgørelserne drejede sig om, hvorvidt der var grundlag for at dække udgift til boligindskud, udgift til tøj begrundet i løbende vægttab som følge af hashmisbrug, udgift til børnepasning, dækning af udgift til babyudstyr. En afgørelse vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en kommune havde været berettiget til at tilbagekalde en afgørelse om bevilling af hjælp til betaling af huslejerestance.

Afgørelserne synes i det store hele at være i overensstemmelse med gældende regler og praksis på området.

For så vidt angår sidstnævnte afgørelse om bortfald af bevilling til betaling af huslejerestance, så ville Ankestyrelsen have antaget denne sag, hvis den havde været indbragt med anmodning om principiel behandling.

Nævnet fandt, at kommunen havde været berettiget til at tilbagekalde sin afgørelse, idet der var sket ændringer i de faktiske forhold, der var afgørende for kommunens afgørelse.

Kommunen havde lagt til grund, at ansøger ikke havde mulighed for at betale sin huslejerestance. Det havde efterfølgende vist sig, at ansøger havde været i stand til selv at betale restancen ved hjælp af lån fra familie.

Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at pålægge kommunen at udbetale ansøger det anførte beløb (5.012 kr.) med henblik på, at ansøger efterfølgende kunne betale sin gæld til sin moder.

Ankestyrelsen har fra de sociale nævn endvidere modtaget 2 afgørelser, der vedrører hjælp til dækning af udgifter efter bistandslovens § 46a, nu aktivslovens § 82.

En afgørelse vedrørte spørgsmålet om hjælp til dækning af merudgifter til diætkost. Den anden afgørelse vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en person, der har valgt at påtage sig ulønnet arbejde kan have krav på dækning af enkeltudgifter.

Førstnævnte afgørelse synes i det hele at være i overensstemmelse med gældende regler og praksis på området.

For så vidt angår sidstnævnte afgørelse ville Ankestyrelsen have antaget sagen, hvis den havde været indbragt med anmodning om principiel behandling.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse med begrundelsen, at en person, der har valgt at påtage sig ulønnet arbejde, ikke kan have krav på at få dækket udgifter, hverken til løbende underhold eller til enkelte udgifter som for eksempel tandbehandling.

§ 91 - § 95 (tidligere bistandslovens § 25 - § 27) - tilbagebetaling

Ankestyrelsen har modtaget nogle afgørelser fra nævnene, afgjort efter ovennævnte bestemmelser. De fleste synes i det store og hele at være i overensstemmelse med gældende regler og praksis. Ankestyrelsen ville formentlig have antaget 2 af sagerne såfremt de havde været indbragt for styrelsen.

Ved den første pålagde nævnet en kommunalbestyrelse at ophæve den fastsatte tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3.

Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på, at der ved tilbagebetaling af flere gældsposter gælder en prioriteringsgrundsætning, hvorefter ældre gæld skal afskrives inden der kan afdrages nyere gæld. Da ansøger på ansøgningstidspunktet havde en gæld vedrørende tilbagebetalingspligtig kontanthjælp på 110.000 kr. som det ville tage flere år at tilbagebetale, ville ansøger efter nævnets opfattelse ikke kunne tilbagebetale den kontanthjælp, der var udbetalt for seneste periode i løbet af kortere tid.

Ved en anden sag tiltrådte nævnet en kommunes afgørelse om tilbagebetaling af kontanthjælp efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at hjælp ydet efter bistandslovens § 37 og 46 forudsætter at ansøger ikke er i besiddelse af formue, der kan dække det økonomiske behov.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger var i besiddelse af formue, uanset at arven efter ansøgers mormor var båndlagt indtil ansøger fyldte 25 år. Der henvistes i afgørelsen til arvelovens § 63 og 65, hvorefter såvel tvangsarv som friarv ville kunne frigives, når det var en velfærdssag for arvingen.

Statsamtet var derfor ikke bundet af testamentsbestemmelserne om, at de båndlagte midler ikke kunne udbetales eller af tilkendegivelser iøvrigt i testamentet om frigivelse i særligt opregnede tilfælde.

Som følge af, at ansøger havde formue skulle det forhold, at ansøger havde afvist at søge om at få den båndlagte arv delvis frigivet via statsamtet, betragtes som uforsvarlig økonomi.

Ankestyrelsen ville have antaget sagen til principiel behandling, hvis den havde været indbragt med anmodning om antagelse.

Nyt fra Ankestyrelsen - indsendte nævnsafgørelser efter aktivloven - af medarbejdere i Ankestyrelsens 7. kontor

De sociale ankenævn har efter § 11, stk. 3, i bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område orienteret Ankestyrelsen om en del afgørelse, som efter nævnenes opfattelse har interesse for en bredere kreds.

De vigtigste er kort omtalt i denne artikel.

Resumé

Indsendte nævnsafgørelser efter aktivloven