Nyt fra Ankestyrelsen - indsendte nævnsafgørelser efter dagpengeloven - af fuldmægtig E. Frølund Thomsen

Nyt fra Ankestyrelsen - indsendte nævnsafgørelser efter dagpengeloven - af fuldmægtig E. Frølund Thomsen

Der er ikke indsendt afgørelser i 1998. I 1. halvår af 1999 har Ankestyrelsen modtaget 12 afgørelser fra de sociale nævn vedrørende dagpengelovens bestemmelser.

Forlængelse efter dagpengelovens § 22, stk. 1

Der er modtaget 4 sager der er afgjort efter dagpengelovens § 22, stk 1. I 2 af disse sager var problemet, hvorvidt der var ret til dagpenge efter at der var truffet beslutning om, at ansøger alene ville kunne forventes at kunne klare et fleksjob. I den ene sag skulle der iværksættes praktikophold til afklaring af, hvorvidt pågældende kunne klare et fleksjob, i det andet tilfælde var der alene tale om en ventetid på etablering af fleksjob. I begge afgørelser tiltrådte nævnet kommunens afgørelse om, at der ikke var ret til dagpenge eller forlængelse af dagpengeretten, hverken i tilfælde hvor der skal ske yderligere afklaring med hensyn til iværksættelse af fleksjob eller i tilfælde af, at der ventes på etablering af et fleksjob.

Afgørelserne har været antaget til principielt behandling i Ankestyrelsen og afgørelserne er offentliggjort som Sociale Meddelelser SM D-7-99 og SM D-8-99, hvor det er afgjort, at fleksjob ikke kan sidestilles med revalidering og at der derfor ikke kan udbetales dagpenge/ ske forlængelse af dagpengeretten med den begrundelse, at der skal etableres et fleksjob.

Den 3. sag omhandler retten til forlængelse af dagpengeretten i op til 2 x 26 uger på grund af en alvorlig lidelse. Kommunen traf afgørelse om at der ikke var ret til forlængelse af dagpengeretten, idet ansøger ikke kunne forventes rask indenfor 26 uger efter varighedsbegrænsningen. Nævnet fandt, at kommunen havde truffet sin afgørelse uden at vurdere den seneste udvikling af ansøgers psykiske lidelse, der efter nævnets skøn gav grundlag for forlængelse i op til 2 x 26 uger efter § 38, 1) i dagpengebekendtgørelsen, idet lidelsen efter nævnets vurdering i betragtning af den seneste tvangsindlæggelse, var blevet en alvorlig lidelse, men med gode muligheder for at arbejdet ville kunne genoptages indenfor 2 x 26 uger.

Ankestyrelsen har ikke nogen praksis i henseende til at anse psykiske lidelser som alvorlig lidelse, men der er antaget en sag til principiel behandling til afklaring af, om en psykisk lidelse kan give grundlag for forlængelse i 2 x 26 uger.

Den 4. sag vedrører retten til forlængelse af dagpenge på grundlag af påbegyndt sag om social førtidspension. Kommunen bragte dagpengeretten til ophør med den begrundelse at det ikke mere var overvejende sandsynligt, at revalidering ville blive iværksat og at dagpengemodtageren ikke opfyldte nogen af de øvrige betingelser i dagpengelovens § 22, stk. 1 for forlængelse af dagpengeretten. Det sociale nævn fandt, at kommunen i forlængelse af et distrikspsykiatrisk møde indirekte havde startet en sag om førtidspension.

Sagen er behandlet i Ankestyrelsens møde den 17. marts 1999, hvor der blev truffet afgørelse om, at det ikke kunne antages at der var startet en førtidspensionssag i umiddelbart forlængelse af det distriktspsykiatriske møde. Afgørelsen er offentliggjort som Social Meddelelse SM P-6-99.

Arbejdsdygtighed. Dagpengelovens § 5,stk. 1

Der er indsendt 2 sager der behandler spørgsmålet om hvornår lønmodtageren ikke mere anses for at være fuldt uarbejdsdygtig.

I den ene sag traf kommunen efter ca. 2 måneder afgørelse om at dagpengeudbetalingen skulle ophøre, idet dagpengemodtageren ikke kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig i ethvert erhverv. Nævnet ændrede denne afgørelse til, at kommunen var forpligtet til at udbetale dagpenge i yderligere ca. 1 måned, idet nævnet fandt at arbejdsdygtighed i forhold til ethvert erhverv (bredere vurdering) tidligst kunne tillægges betydning efter ca. 3 måneders fravær.

Ankestyrelsen skal bemærke, at Dagpengeudvalgets praksis ikke har indeholdt et tilsvarende fast tidspunkt for at anvende vurdering af arbejdsdygtigheden i forhold til ethvert erhverv.

I dagpengeudvalgets afgørelse af, hvornår dette vurderingsgrundlag kan anvendes har et vigtigt moment i den konkrete vurdering været om den sygemeldte fortsat var i ansættelse og kunne forventes at vende tilbage til sit arbejde hos den aktuelle arbejdsgiver.

Sagen ville ved anke kunne forventes antaget til principiel behandling til vurdering af anvendelse af begrebet bredere vurdering herunder om der bør fastlægges mere faste tidsterminer for dets anvendelse.

I den anden sag traf kommunen afgørelse om, at dagpengemodtagerens helbredstilstand var stationær uden grundlag for revalidering eller social pension og stoppede udbetalingen af dagpenge under henvisning til dagpengelovens § 5, stk. 1. Det sociale nævn fandt, at kommunen var forpligtet til at foretage en nærmere vurdering af hvilke erhvervsbegrænsninger ansøger havde, herunder at anvise konkrete erhvervsmuligheder inden dagpengeudbetalingen kunne bringes til ophør.

For sent anmeldelse til kommunen Dagpengelovens § 6

Afgørelsen drejer sig om, hvorvidt der forelå fyldestgørende grund for, at en anmeldelse til kommunen ikke var indgivet indenfor en uge fra 1. fraværsdag. Nævnet ændrede kommunens afgørelse, der var et afslag og efter det oplyste alene havde forholdt sig til, at ansøger kort tid forinden havde været skriftlig orienteret om reglerne. Nævnet fastslog at anmeldelsen ud fra en konkret vurdering var indgivet hurtigst muligt og at der var fyldestgørende begrundelse for fristoverskridelsen. Begrundelsen herfor var, at ansøger på grund af indlæggelse på hospital og efterfølgende week-end arbejde ikke havde haft mulighed for at anmelde tidligere.

Ankestyrelsen finder nævnets afgørelse i overensstemmelse med praksis og skal bemærke, at det er vigtigt, at kommunen foretager et konkret skøn i hvert enkelt tilfælde.

Udeblivelse fra eller manglende medvirken i forbindelse med opfølgning. Dagpengelovens § 8

Der er indberettet 2 sager om dette emne. Den ene vedrører spørgsmålet om stop for udbetaling af dagpenge ved udeblivelse fra en opfølgningssamtale i kommunen. Udeblivelsen var begrundet med, at fraværet var tidsbegrænset og han derfor ikke mente, der var brug for en opfølgningssamtale, hvilket efter det oplyste telefonisk var meddelt kommunen. Nævnet ændrede kommunens afgørelse med den begrundelse at kommunen burde havde informeret dagpengemodtageren om, at han alligevel var forpligtet til at møde op. Ankestyrelsen har behandlet sagen i et principielt møde den 3. juni 1999 og offentliggjort som Social Meddelelse SM D-18-99.

Den anden sag vedrører problemet om hvorvidt en meddelelse til kommunen om manglende pasningsmuligheder for 2 af dagpengemodtagerens børn kunne berettige dagpengemodtageren til at afslå at starte på en arbejdsprøve.

Sagen blev behandlet i Ankestyrelsen møde den 3. juni 1999, hvor det blev udtalt, at manglende pasningsmuligheder ikke har indflydelse på retten til dagpenge og hvor der blev truffet afgørelse om, at udeblivelse fra arbejdsprøve på grund af manglende pasningsmulighed ikke kunne sidestilles med at nægte at deltage i hensigtsmæssig optræning, hvorfor kommunen ikke var berettiget til at standse dagpengeudbetalingen.

Afgørelsen er offentliggjort som Social Meddelelse SM D-16-99.

Fædreorlov i uge 25 og uge 26. Dagpengelovens § 13, stk. 4

Der er indsendt en afgørelse, der drejer sig om afholdelse af fædreorlov i uge 25 og 26 regnet fra fødselstidspunktet. Kommunen traf afgørelse om at faderen ikke havde ret til dagpenge i uge 26, da det efter kommunens opfattelse var en betingelse for ret til dagpenge i uge 25 og 26 at orloven var startet dagen efter udløbet af uge 24. Nævnet ændrede kommunen afgørelse med den begrundelse, at der ikke i dagpengeloven eller praksis var hjemmel til at kræve, at orloven skulle starte straks efter udløbet uge 24 eller at begge uger skulle holdes fuldtud og uden afbrydelse.

Ankestyrelsen bemærker, at nævnets afgørelse er i overensstemmelse med praksis.

Afbrydelse af orlov efter lov om orlov

Sagen drejer sig om, hvorvidt en offentlig arbejdsgiver er forpligtet til at udbetale dagpenge ved sygefravær i en periode, hvor det er aftalt, at lønmodtageren holder orlov efter lov om orlov. Kommunen traf afgørelse om, at den offentlige arbejdsgiver var forpligtet til at betale dagpenge i hele fraværsperioden, idet orlovsaftalen var blevet annulleret af arbejdsformidlingen. Nævnet ændrede kommunens afgørelse med henvisning til, at en orlovsaftale om børnepasningsorlov var bindende for begge parter, således at arbejdsgiveren ikke uden en aftale om annullation kunne være forpligtet til at udbetale dagpenge i den periode børnepasningsorloven var aftalt til at vare.

Ankestyrelsen finder afgørelsen i overensstemmelse med gældende regler.

Sagen utilstrækkeligt oplyst

Kommunen traf afgørelse om at dagpengemodtageren ikke mere var uarbejdsdygtig uden at fremskaffe aktuelle oplysninger om dagpengemodtagerens psykiske lidelser. Nævnet ændrede kommunens afgørelse med den begrundelse, at helbredstilstanden var utilstrækkelig oplyst og pålagde kommunen at indhente aktuelle oplysninger om de psykiske lidelser og at udbetale dagpenge indtil disse oplysninger var indhentet og vurderet.

Der er i flere af de indsendte sager tale om tilsidesættelse af kommunens skøn og Ankestyrelsen finder derfor anledning til, at henlede opmærksomheden på, at en tilsidesættelse af kommunens skøn forudsætter, at skønnet er klart urimeligt. Problemet er behandlet i Social Meddelelse SM D-14-99.

Det bemærkes, at nævnets afgørelse ikke kan anses for at være i overensstemmelse med prak-sis, idet udbetalingen af dagpenge alene kan forsætte, når betingelserne i loven er til stede. Sagen burde derfor have været hjemvist til kommunen til undersøgelse af om betingelserne var opfyldt også efter afgørelsestidspunktet.

Indsendte nævnsafgørelser efter dagpengeloven