Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 97/1999
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 97/1999
Børnenes Stemme har ved formanden for foreningen klaget til Pressenævnet over et indlæg bragt i Politiken den 22. juli 1999, idet foreningen mener, at god presseskik er tilsidesat.
Indlægget, der blev bragt på debatsiderne, havde overskriften "Lovgivning i børnehøjde" og underrubrikken "Børns rettigheder" af Peter Grevsen, Formand for Børnesagens Fællesråd.
I indlægget hed det bl.a.
"VI NÆRMER os tiåret for vedtagelse af FNs konvention om barnets rettigheder. Danmark har aldrig ratificeret den, og selv om vi ved flere lejligheder officielt har understreget, at vi tilslutter os dens ordlyd, er det ikke nok. Vi må skrive under, føje den ind i lovligningen og lade dens ånd hvis nogen skulle være i tvivl udmønte sig i retspraksis.
AMTER OG kommuner har i årevis kunnet behandle gravide stofmisbrugere for at beskytte det ufødte barn. Men behandlingen skal bygge på frivillighed og motivation, så derfor er det sjældent, at den gennemføres. Og det ufødte barn bliver taber det fødes med abstinenser og ofte hjerneskader og andre skader.
Vores manglende erkendelse, vilje og mod sættes i et grelt lys, når vi ser, hvor længe Børnenes Stemme er sluppet af sted med at bagvaske, sågar politianmelde dygtige og kompetente fagfolk der arbejder med disse børn.
Netop et fænomen som Børnenes Stemme viser, at vi trods en dansk tradition for ligeværd og rettigheder slet ikke har fattet den dybere mening med disse begreber, hverken når de optræder i dansk demokratisk sammenhæng eller i sammenhæng med konventionen om børns rettigheder, som vi jo altså på papiret tilslutter os.
Navnet Børnenes Stemme er misbrug af ord, for foreningen praktiserer de voksnes rettigheder ud i ekstremer.
Postulater om kommunale sagsbehandleres overgreb mod forældre som personer og mod forældremyndigheden overskygger hensynet til barnets tarv, og en snu advokat kan trække en tvangsfjernelse i langdrag eller helt hindre den ved at forsøge udsættelse og lede efter procedurefejl og følgen kan være uoprettelig skade for det barn, der er udsat for omsorgssvigt og måske misbrug."
Klageren har anført, at det er i strid med god presseskik, når indlæggets forfatter uimodsagt får lov til at svine klageren til og udtale, at klageren er sluppet af sted med at bagvaske sågar dygtige og kompetente fagfolk, der arbejder med de nævnte børn.
Klageren har i den forbindelse anført, at denne udtalelse er decideret løgn, da klagerens formand er dømt for "bagvaskelse", selv om sagen i dag er fuldt bevist til klagerens formands side.
Klageren har videre anført, at indlægget ikke er blevet forelagt for klageren før offentliggørelsen.
Bladet har i en udtalelse anført, at bladet ikke før henvendelsen fra Pressenævnet havde hørt om sagen heller ikke på debatredaktionen. Bladet har således ikke tidligere modtaget noget indlæg fra klageren.
Bladet har videre anført, at det har formodningen for sig, at bladet ville bringe et svarindlæg fra klageren, hvis man fik et inden for en rimelig tid, idet indlægget omtalte klageren kritisk.
Bladet har herudover anført, at kritikken i den trykte indlæg ikke har en sådan karakter, at det efter normale debatnormer skal gøres til genstand for en forudgående undersøgelse, før det bringes.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Finn Rowold, Ulrik Holmstrup og Preben Sørensen.
Pressenævnet udtaler
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ikke kan tage stilling til, om indlægget indeholder ærekrænkende udtalelser.
Læserbrevsdebatten må have vide rammer og læserbreve og andre debatindlæg indeholder - efter sagens natur ofte mere vurderende og kommenterende bemærkninger end redaktionelle artikler.
Da klageren er en forening og derfor må tåle en vis grad af kritik af sine handlinger, og da bladet har erklæret, at man er og har været villig til at offentliggøre et indlæg fra klageren, finder Pressenævnet, at bladet ikke har tilsidesat god presseskik ved at offentliggøre indlægget som sket.
Afsagt den 1. september 1999.
Bladet havde bragt et indlæg, der bl.a. kritiserede en forening. Foreningen klagede herover. Pressenævnet udtalte, at læserbrevsdebatten må have vide rammer, og at en forening må tåle en vis graf af kritik af sine handlinger. God presseskik var ikke tilsidesat.