Legislator Case Law & Legislation
W19991037425 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 90/1999

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1999 10374 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 90/1999

K har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Berlingske Tidende den 18. juli 1999, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

Artiklen havde overskriften "Et pusterum fra stenbroen" og bl.a. følgende indhold

"Koloni: Alle typer børn tager på feriekoloni i skolernes sommerferie. Men de klassiske kolonibørn findes stadig. Det er de børn, der i et par tiltrængte uger får fritteren, gaden og de trætte forældre byttet ud med skov, strand og opmærksomme voksne.

Det er unger fra stenbroen, der har brug for kontakt. Og man mærker tydeligt, at de søger den. På hver sin måde.

Som den ni-årige pige, der efter kort tid tager journalisten i hånden og lidt senere åbner op og fortæller, at hun ikke glæder sig, til hun fylder 12 år.

"For så skal jeg vælge, om jeg vil bo hos min mor eller far."

Snart slut

Om få dage er kolonien slut. Om få dage skal de tilbage til mor og far. Eller en af dem. Til vennerne og gaden, "fritteren" og klubben. Og selv om de har haft det godt, så glæder de sig.

"Jeg skal på kanalrundfart, og når jeg bliver ti, skal jeg i Zoologisk Have," fortæller Jimmi.

13-årige Christina synes, det har været dejligt.

"Men jeg kunne ikke bo her. Jeg ville savne Nørrebro. Dér er mere gang i den," siger hun.

[Fornavn] bor hos sin mor, men moderen kan ikke hente hende. For hun skal ud i det sommerhus, som hun lige har købt.

"Men det er jeg ikke ked af, for så ser jeg min far. Ham ser jeg kun hver anden weekend," siger [fornavn].

Den ni-årige pige skal kun være hjemme en uges tid, så skal hun på koloni igen.

"Jeg håber, jeg bliver syg, for så kan jeg være sammen med min far.""

Klageren har anført, at hun - der er mor til den 9-årige pige, der er citeret i artiklen ikke er blevet kontaktet i forbindelse med artiklen, der således er trykt uden hendes tilladelse.

Klageren har i den forbindelse anført, at børnene i artiklen fremstilles som meget kontakthungrende og med væsentlige problemer i deres familieliv. Klageren har i tilknytning hertil anført, at hun er dybt krænket over den måde, hun er blevet fremstillet på i artiklen.

Klageren har yderligere anført, at hun er bange for, at hendes datter der har et særpræget navn vil få problemer på sin skole og blandt venners forældre på grund af den måde, hendes livsvilkår er blevet beskrevet.

Klageren har herudover anført, at det er ukorrekt, når det anføres, at hun har købt sommerhus der er tale om, at hun har fået rådighed over nogle venners gæstehus.

Bladet har i en udtalelse beklaget, at klagerens datter muligvis vil kunne identificeres som en af de, der udtaler sig i bladet. Det var ikke bladets hensigt at lave en kontroversiel reportage, og barnets bemærkninger forekommer helt harmløse.

Bladet har videre anført, at det normalt er reglen, at børns udtalelser skal forelægges forældrene. Når det ikke er sket i dette tilfælde, skyldes det alene, at børnene ikke kan identificeres umiddelbart, og at deres ord ikke anvendes i nogen problemskabende sammenhæng.

Bladet har beklaget fejlen med sommerhuset, men har anført, at den formentlig er helt uden betydning for en bedømmelse af klageren. Bladet trykker dog gerne et genmæle herom, hvis klageren ønsker dette.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Finn Rowold, Ulrik Holmstrup og Preben Sørensen.

Pressenævnet udtaler

Der skal udvises varsomhed ved anvendelse af interview med børn. Under henvisning til karakteren af de udtalelser, klagerens datter er fremkommet med, og da kun pigens fornavn er blevet bragt, finder Pressenævnet imidlertid ikke grundlag for at kritisere, at bladet undlod at indhente et samtykke fra klageren forud for offentliggørelsen.

Afsagt den 1. september 1999.

Endelig adm. afgørelse 1999 10374 Valid

Bladet havde bragt en artikel om nogle børn på feriekoloni. Moderen til et af børnene klagede over omtalen. Pressenævnet udtalte, at der skal udvises varsomhed ved interview med børn. Under henvisning til artiklens konkrete forhold fandt Pressenævnet imidlertid ikke grundlag for kritik.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →