Legislator Case Law & Legislation
W19991037325 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 88/1999

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1999 10373 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 88/1999

Radio Næstved, TvDanmark Næstved og [K] har klaget til Pressenævnet over et indslag bragt i TV 2/Øst den 4. juli 1999, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat. Der er endvidere klaget over, at TV 2/Øst har afvist at bringe et genmæle (af klagerne benævnt en berigtigelse) i anledning af indslaget.

Indslaget lød

"Studie speak: Vi starter med en nyhed fra den lokale medieverden. Mediehuset, der bl.a. danner ramme om Radio Næstved og TvDanmark Næstveds udsendelser er nemlig meldt til politiet for bedrageri. Årsagen er nogle underskrifter på virksomhedens regnskab, der tilsyneladende er forfalskede.

(Jingle for Radio Næstved)

Speak: Mediehuset i Næstved laver lokalradio og lokal tv. Noget af det er reklamefinansieret, noget af det er såkaldt græsrodsarbejde, hvor frivillige laver programmer.

I 1998 modtog de frivillige et meget stort beløb i støtte fra Kulturministeriet til at lave programmer for. Men nu er regnskaberne svære at afslutte. Noget tyder nemlig på dokumentfalsk. Ifølge TV 2/Østs oplysninger er mindst 6 underskrifter for regnskaberne forfalskede. Regnskaberne er underskrevet af en frivillig fra radioen, men denne frivillige siger, at han aldrig nogensinde har set regnskaberne. Altså er der ingen garanti for, at pengene er brugt til det, som Kulturministeriet oprindelig havde givet dem til, nemlig frivilliges radio og tv.

Sagen er meldt til politiet. Kriminalpolitiet i Næstved bekræfter, at man efterforsker sagen. Imens rykker Kulturministeriet, så regnskaberne kan blive afsluttede.

Studie speak: Og det har ikke været muligt at få en kommentar fra [K], der ejer Mediehuset."

Klagerne har den 5. juli 1999 anmodet TV 2/Øst om at bringe følgende

"Vi starter med en berigtigelse.

TV 2/Øst bragte i går søndag den 4. juli kl. 19.30 et indslag som ufordelagtigt omtalte MedieHuset i Næstved. Indslaget indeholdt en række udokumenterede påstande, som vi skal beklage at vi viderebragte."

TV 2/Øst afviste at bringe dette, men bragte den 5. juli 1999 bl.a. følgende

"Studie speak: undersøger, om der er brugt falske underskrifter.

Speak: Tre sendeforeninger for frivillige, som holder til i Mediehuset i Næstved, har modtaget penge fra Kulturministeriet i alt drejer det sig om knap 800.000 kroner. Nu er der debat om en del af de penge. Natradio Næstved modtog i 1998 næsten 42.000 kroner i støtte fra Kulturministeriet. Pengene gives bl.a. på baggrund af antal sendetimer. Men de sendetimerapporter, som dokumenterer, at radioen har sendt, kan være underskrevet med falske underskrifter. Rapporterne er underskrevet af en formand for radioen. Men denne frivillige siger, at han aldrig nogen sinde har skrevet under. Mediehusets advokat har i dag bedt TV 2/Øst rette nogle oplysninger som, vi bragte i vores omtale af sagen i går. Derfor skal vi tydeliggøre, at det ikke er Radio Næstved eller TvDanmark Næstved, der har fået penge fra Kulturministeriet, men kun tre af foreningerne under Mediehuset i Næstved, der modtager støtte fra ministeriet. Advokaten gør opmærksom på, at alle krævede oplysninger nu er ministeriet i hænde, og at alle regnskaber er blevet underskrevet af de ansvarlige. Kulturministeriet har accepteret dokumenterne incl. de omtalte sendetimerapporter.

Studie speak: TV 2/Øst har i dag talt med Mediehusets leder, [K], han ønsker ikke at udtale sig, før TV 2/Øst har bragt en berigtigelse."

Klagerne har anført, at indslaget ikke havde noget med klagerne at gøre, men at de klagende mediers navne ikke desto mindre blev nævnt gentagne gange.

Klagerne har videre anført, at der blev afspillet en jingle for Radio Næstved, og at der blev vist billeder fra TvDanmark Næstveds studie.

Klagerne har herudover anført, at [K] var at træffe i sit hjem den 4. juli mellem klokken 15.15 og 19.30 uden at han blev kontaktet.

Klagerne har desuden anført, at formanden for bestyrelsen for Radio Næstved blev ringet op af journalisten og gav udtryk for, at sagen intet havde at gøre med Radio Næstved. Denne oplysning blev imidlertid ikke bragt.

Klagerne har endelig bestridt, at [K] er daglig leder af Nat Radio Næstved.

TV 2/Øst har i en udtalelse anført, at man afviste klagernes krav om en berigtigelse, idet den var for vidtgående i forhold til, at det alene var den første lille flig i en ganske omfattende sag om forfalskede underskrifter, som blev løftet i det første indslag.

TV 2/Øst har videre anført, at man gentagne gange frem til deadline kl. 19.00 den 4. juli 1999 forgæves forsøgte at indhente [K]s kommentar. Den 5. juli bad TV 2/Øst på ny [K] om en forklaring på de falske underskrifter, men han ville kun udtale sig, hvis tv-stationen bragte den omtalte berigtigelse i fuldt omfang, og dette ønskede tv-stationen ikke.

TV 2/Øst har supplerende anført, at man for at leve op til kravet om god presseskik fandt det rigtigt at tydeliggøre, at sagen om de falske underskrifter for så vidt angår regnskabet ikke vedrørte Radio Næstved og TvDanmark Næstved, men andre medie-aktiviteter i Mediehusets regi.

TV 2/Øst har endelig anført, at [K] ubestridt er daglig leder af samtlige aktiviteter i Mediehuset, herunder Radio Næstved og TvDanmark Næstved, og det blev i det første indslag alene sagt, at Mediehuset bl.a. danner ramme om disse to mediers aktiviteter.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Finn Rowold, Ulrik Holmstrup og Preben Sørensen.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet kan ikke foretage bevisførelse og kan derfor ikke tage stilling til, om TV 2/Øst på fornøden måde har søgt at indhente en kommentar fra klageren [K].

Pressenævnet bemærker videre, at det ikke er muligt kræve, at et medie beklager et indslag, der er bragt.

Pressenævnet finder, at indslaget den 4. juli 1999 ikke burde have været illustreret med billeder og lyd, der direkte kunne identificeres med Radio Næstved og TvDanmark Næstved. Under henvisning til, at det i indslaget blev anført, at det var regnskaberne for de frivillige programmer, der var i søgelyset, og at det dagen efter blev præciseret, at omtalen ikke vedrørte Radio Næstved og TvDanmark Næstved, finder Pressenævnet ikke anledning til at udtale kritik af indslaget den 4. juli 1999, og klagerne har ikke krav på at få bragt et genmæle i relation til dette indslag.

Afsagt den 1. september 1999.

Endelig adm. afgørelse 1999 10373 Valid

Tv-stationen havde bragt et indslag om regnskabsmæssige problemer for et mediehus, der bl.a. huser forskellige lokale radio- og tv-stationer. To af disse stationer klagede og krævede et genmæle. Pressenævnet udtalte, at det viste indslag ikke burde have været illustreret med billeder og lyd, der direkte kunne identificeres med de to stationer. Under henvisning til indslagets tekstside og til det forhold, at tv-stationen den følgende dag præciserede, at omtalen ikke vedrørte de to stationer, fandt nævnet ikke grundlag for kritik, og klagerne havde ikke krav på et genmæle.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →