Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 86/1999
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 86/1999
Raffel & Co. A/S har ved advokat Henrik Hornsleth klaget til Pressenævnet over, at Bådmagasinet har afvist at bringe et genmæle i anledning af en artikel bragt i bladets udgave fra juni 1999.
Artiklen lød
"Livsfarligt sjusk med redningsflåder
Er din sikkerhed på toppen, når du har haft din redningsflåde til det anbefalede eftersyn? Tilsyneladende ikke. Firmaet Chr. Raffel i Herlev lavede 18 fejl ved eftersynet af en Autoflug redningsflåde til en lystbåd, og det havde den, selvom flåden efter en klagesag blev efterset og pakket om for anden gang under overværelse af en skibsinspektør fra Søfartsstyrelsen.
Derefter sendte sejleren, Willy Larsen fra Aalborg, og TV-Danmark forbrugerprogrammet Banzai, flåden til kontrol hos et firma i Kiel.
En række vigtige pakninger i flådens oppustningssystem var ikke blevet udskiftet gennem seks år. Flådens box var lukket med ureglementeret med flere lag tape, så den måske slet ikke havde åbnet sig ved en nødsituation. Der manglede ét af flådens to faldskærmsblus, drivankeret var pakket forkert, der var sat et forkert batteri i flådens belysning, og vægten af trykflaskens indhold var opgivet så højt, at flåden var blevet sprængt, hvis opgivelsen havde været rigtigt. Ved en gennemgang af sagen hos Autoflug faldt producenten ud af, at eftersynet var udført af en person, der ikke havde certifikat til denne flådetype.
Hvordan det kan lade sig gøre, når der står en skibsinspektør fra Søfartsstyrelsen ved siden af, kan man undre sig over. Certifikater til sikkerhedmateriel er en slags helligdom indenfor branchen. Når de er opnået, skal de fornyes hvert eller hvert andet år. Det havde været den simpleste indsats af skibsinspektøren at kontrollere.
Søfartsstyrelsen har ganske vist ikke redningsmateriel til lystfartøjer under sit område, men Chr. Raffels serviceværksted er godkendt til at håndtere redningsflåder til professionel skibsfart, og når værkstedet påtager sig servicearbejde for lystsejlere, har man lov til at forvente, at servicen holder professionel standard.
Ejeren af flåden fik at vide, at han var uforskammet og sygeligt kritisk, da han henvendte sig til Chr. Raffel. Men hans redningsflåde havde altså 18 fejl og var blevet serviceret af en ukyndig medarbejder.
Både Chr. Raffel og Søfartsstyrelsen har et velvoksent forklaringsproblem omkring denne affære."
Klageren har anmodet om, at bladet pålægges at bringe følgende genmæle
"I "Bådmagasinet" for juni 1999 omtaltes firmaet Raffel & CO. A/S og dettes virksomhed med eftersyn af redningsflåder.
I den forbindelse anvendtes ordene "Livsfarligt sjusk". Raffel & CO. A/S udtaler, at der ikke har været tale om forhold, der kan benævnes "livsfarligt". Søfartsstyrelsen har tværtimod efter et kontrolsyn af den konkrete flåde udtalt, at flåden er sikkerhedsmæssigt i orden.
I artiklen er endvidere nævnt, at firmaet Raffel skulle have lavet 18 fejl ved et eftersyn. Dette er ukorrekt. Raffel & CO. A/S har afvist og tilbagevist en såkaldt mangelliste med 18 påståede fejl. Mangellisten er udarbejdet af en konkurrent og udtryk for en række fejltagelser og misforståelser.
I artiklen er videre anført, at eftersynet hos Raffel & CO. A/S skulle være udført af en person, der ikke havde certifikat til flådetypen, og som skulle være ukyndig. Raffel & CO. A/S skal hertil udtale, at der ikke er krav om certifikat til den pågældende flådetype, og at den pågældende medarbejder er erfaren og kyndig. Dette understøttes af, at Søfartsstyrelsen ved sit efterfølgende kontrolsyn som anført ikke har fundet anledning til at gøre bemærkninger til eftersynet."
Klageren har anført, at artiklen indeholder en generelt negativ og ukorrekt omtale af klageren og dennes virksomhed, navnlig med henblik på et konkret seviceeftersyn.
Klageren har videre anført, at omtalen har en sådan karakter, at den negativt omhandler klagerens virksomhed og kompetence over for en videre kreds, herunder klagerens kunder. Udtalelserne er derfor egnet til at skade klageren.
Klageren har herudover anført, at baggrunden for omtalen må antages at hidrøre fra nogle problemer, klageren har haft med en af sine tidligere kunder, der dels har klaget over klageren til Søfartsstyrelsen, dels har udtalt sig til pressen ved flere lejligheder. Søfartsstyrelsen afviste kundens klage den 4. marts 1999.
Klageren har fremlagt en skrivelse fra Søfartsstyrelsen af 4. marts 1999, hvoraf bl.a. fremgår
"Eftersyn af redningsflåde
Søfartsstyrelsen kan derfor konstatere, at flåden er sikkerhedsmæssigt i orden og klar til at kunne benyttes om bord i Deres fartøj."
Bladet har afvist at bringe klagerens genmæle og har anført, at genmælet fremtræder polemisk med ringe faktuelt indhold og påstande med manglende dokumentation.
Bladet har videre anført, at klageren svarer konkret på 3 af de 18 klagepunkter, der er citeret fra en udsendelse sendt på TvDanmark. Bladet finder ikke anledning til at tro på disse påstande fra klageren, før der foreligger dokumentation herfor.
Bladet har herudover anført, at der fremtræder fatale mangler i den øvrige service, og klagerens indsigelser er uvæsentlige i forhold hertil.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Finn Rowold, Ulrik Holmstrup og Preben Sørensen.
Pressenævnet udtaler
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ikke har mulighed for at foretage en bevisførelse om de forhold, hvorom parterne er uenige.
Da der ikke er tale om genmæle imod faktiske oplysninger, men om at klageren ønsker at få offentliggjort sin version af sagen, og da genmælets indhold ikke er begrænset til faktiske oplysninger, men tværtimod i vidt omgang indeholder kommentarer og vurderinger, er bladet ikke forpligtet til at bringe det krævede genmæle.
Afsagt den 1. september 1999.
Bladet havde bragt en kritisk artikel om eftersyn af en redningsflåde. Firmaet, der havde foretaget eftersynet, krævede et genmæle bragt. Da der var tale om, at klagerens genmæle indeholdt klagerens version af sagen og ikke en korrektion af faktiske forhold, var bladet ikke forpligtet til at bringe dette genmæle.