Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 82/1999
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 82/1999
K har klaget til Pressenævnet over et indslag bragt i Søndagsmagasinet på Danmarks Radio den 16. maj 1999, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
Indslaget omhandlede det narkotiske stof Ecstasy, og klagerens søns navn blev nævnt i indslaget, der bl.a. lød
"Studie speak: Det nye stof Ecstasy har krævet sit første dødsoffer i Danmark. Ecstasy er et narkotisk stof i pilleform, og det er blevet et modestof især blandt grupper af unge med interesse for techno-musik. Mange tror, at Ecstasy er ufarligt, men det er det altså langt fra. Og nu har stoffet kostet en ung mand fra Esbjerg livet.
(Billede af [Klagerens søns] gravsten med datoer og dødsannoncer fra en avis)
Speak: [Klagerens søn] blev 27 år. Søndag den 15. november 1998 om morgenen døde han. I dag, et halvt år senere, fastslår en retskemisk rapport, at [klagerens søn] døde af en forgiftning af stoffet Ecstasy. Dermed blev han det første danske offer for det nye stof.
At Ecstasy'ens første dødsoffer skulle findes i Esbjerg kommer desværre ikke som nogen overraskelse. Esbjerg har de sidste par år oplevede et sandt boom når det gælder det nye diskoteksstof.
Speak: Blandt mange unge går Ecstasy for at være ufarligt. Godt nok har man set dødsfald tidligere, men det har været fordi folk døde af væskemangel efter at have danset i timevis på stoffet. Og disse dødsfald er sket i England og Holland, altså langt væk fra Esbjerg. Men [klagerns søn] døde ikke af væskemangel, han døde, fordi han simpelthen tog for meget af stoffet. Dette faktum har dog ikke gjort særligt stort indtryk for diskoteksungdommen i Esbjerg.
R.W., techno-fan: Det påvirker dem ikke. Det er jo ikke dem selv, så simpelt er det. Det er jo trist, men altså han var jo nok selv uden om det, og det kunne være så meget andet. Og sådan er det typisk, .. man ser ikke så tungt på det.
Speak: Ecstasy startede som et techno-stof, men i takt med at techno-musikken blev allemandseje, bredte stoffet sig til den almindelige diskoteksungdom.
Speak: Rolf West har i dag vendt Ecstasy'en ryggen. Under motto'et "skal man danse på noget, ja så kan man lige så godt danse på noget, der er sundt", har han og nogle venner flere gange uddelt druesukker til techno-fester. Budskabet er klart, rigtige techno-fans mener, at Ecstasy er utjekket.
R.W.: Jeg synes, at hvis jeg skal spille russisk roulette med min hjerne, så skal belønningen være noget større.
(Billede af [klagerens søns] gravsten med ordene "DU VAR MIT LIVS LYS")
Speak: [Klagerens søns] dødsfald er dog et eksempel på, at dette budskab endnu ikke er nået frem til alle i Esbjerg.
"
Klageren har anført, at hun blev kontaktet af en journalist fra Danmarks Radio, der spurgte, om hun ville deltage i et interview om emnet ecstasy på baggrund af hendes søns død. Hun afviste at deltage og sagde samtidig, at hun ikke ønskede, at hendes søns navn blev nævnt i udsendelsen. Journalisten accepterede dette.
Klageren har videre anført, at hun under ingen omstændigheder ønskede sin søns navn offentligt frem i forbindelse med sagen, og at udsendelsen indebar, at hun rent følelsesmæssigt er sat tilbage til tiden omkring sin søns død.
Klageren har herudover anført, at hendes søns navn kun var kendt blandt hans venner i deres by, og at det derfor ikke kan være vigtigt at nævne hans navn. I øvrigt har ingen medier tidligere nævnt hendes søns navn i forbindelse med ecstasy.
Klageren har yderligere anført, at det ikke er veldokumenteret, at klagerens søn døde af ecstasy, da obduktionsrapporten ikke indeholder oplysninger herom.
Danmarks Radio har i en udtalelse anført, at man med jævne mellemrum må tage stilling til, om ønsker om anonymitet skal imødekommes, eller navne skal offentliggøres på trods af ønsker eller krav om det modsatte. I alle tilfælde må sagerne vurderes konkret ud fra en række kriterier, bl.a. om en anonymisering kan afstedkomme forvekslinger, og om navnet er almindeligt kendt i forvejen.
Danmarks Radio har videre anført, at det i den konkrete sag er redaktionens vurdering, at navnet på den afdøde var kendt i så brede kredse omkring den pågældende og hans familie, at det ville have virket påfaldende, hvis hans navn ikke blev nævnt. Danmarks Radio har i den forbindelse anført, at det vart afgørende for redaktionen, at andre dødsfald ikke blev forvekslet med det konkrete og ikke blev sat i forbindelse med brugen af ecstasy.
Danmarks Radio har herudover anført, at det principielt er Danmarks Radios holdning, at det er redaktionen, der afgør, om en person nævnes ved navn eller ej under hensyntagen til forholdene i den konkrete sag.
Danmarks Radio har endelig anført, at journalisten har afvist, at han har lovet klageren ikke at bringe navnet på klagerens søn.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Jørgen Flindt Pedersen, Ulrik Holmstrup og Leif Max Hansen.
Pressenævnet udtaler
I overensstemmelse med de almindelige principper om redaktørens ret til at redigere mediet er et medie berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe. Når det drejer sig om oplysninger om personlige eller private forhold, bør denne beslutning træffes ud fra relevante nyhedskriterier.
Pressenævnet finder i denne sag ikke grundlag for at kritisere Danmarks Radios vurdering i relevansen af at nævne klagerens søns navn og vise billeder af hans gravsten og dødsannoncerne fra avisen.
Afsagt den 1. september 1999.
Tv-stationen havde bragt et indslag om et dødsfald som følge af det narkotiske stof Ecstasy. Moderen til den døde klagede over, at hans navn var blevet nævnt, og at hans gravsten var blevet vist i udsendelsen. Pressenævnet fandt, at beslutningen herom var truffet ud fra relevante nyhedskriterier, og nævnet fandt derfor ikke grundlag for at udtale kritik.