Legislator Case Law & Legislation
W19991027825 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 67/1999

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1999 10278 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 67/1999

Lokal-radioen Frederiksberg-Journalen, [A] og [B] har ved en telefax af 31. maj 1999 til Pressenævnet klaget over en artikel bragt i Internetavisen Jyllands-Posten den 15. maj 1999, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat. Ved samme telefax krævede klagerne, at Internetavisen Jyllands-Posten skulle bringe et genmæle.

Artiklen havde overskriften "Lokalradio uden hæmninger" og følgende indhold

"Radio Frederiksberg Journalen er talerør for journalistparret [B] og [A]s kontroversielle meninger. Deres beskyldninger mod bl.a. borgmester John Winther, bringer dem ofte på kant med injurielovgivningen.

Vilde påstande kommer ud af radioen. Væggene i det lille studie er pyntet med avisforsider. "Justitsministeren indblandet i mordskandale," står der på en af dem. "Politiker tvangsfjernede dødfødt foster," står der på en anden.

Det er bestemt ikke kedelige emner, der ryger ud i æteren, når de to selvlærte journalister, [B] og [A], sætter sig bag mikrofonerne og afvikler Radio Frederiksberg Journalen, der har 100.000 potientielle lyttere.

Deres favoritemne er korruption indenfor det offentlige og budskabet er, at man ikke kan stole på systemet.

De to radioværter slynger om sig med beskyldninger om magtmisbrug, når de skal formidle deres solohistorier, som for det meste handler om dem selv.

"Det du læser eller hører, er vores egne sager. Vores speciale er alle de historier, som andre ikke tør skrive om," fortæller [A] skråsikkert og læner sig bagover i sin redaktør- og forfatterstol foran computeren i hjørnestuen.

Det er også her fra Frederiksberg lejligheden, at han sammen med sin kollega [B], sender 47 timers radio om ugen. Foruden at han udgiver avis, driver pressebureau, bogforlag samt humanitære forening.

Risikable metoder

Som hinandens chefer og kollegaer i deres eget mærkværdige nyhedshus, er [A] og [B] selv herrer over hvilke historier de skriver. Når de skriver historier som "Mit barnebarn blev brugt til narkoforsøg på Rigshospitalet" og "PET uddanner terrorkorps i Uganda," nøjes de med at citere hinanden.

"Det er jo ikke så mærkeligt, for vi er jo ikke mere end to. Den ene skriver og den anden udtaler sig," siger [A].

Dette er i høj grad i modstrid med normal presseskik, hvor kravet er, at der skal flere navngivne kilder til at bekræfte en historie.

Deres historier har flere gange bragt dem på kant med presseloven.

[A] har foreløbig tre pressenævnssager og en injuriedom bag sig.

"De stævnede mig for at have sagt i radioen, at en læge lavede forsøg med at give opium til babyer," fortæller han, men har ingen lyst til at ændre praksis af den grund.

"Det er svært ikke at fortælle i radioen, når man kender en, der er blevet indlagt på den lukkede afdeling uden grund. Man bliver jo grebet af det. Men nogle kontroversielle ting kan du ikke bevise, fordi det er hemmeligt. Derfor er det også altid [B]'s eller min beskrivelse af, hvordan vi oplever sandheden," siger den 54-årige selvlærte journalist.

Senest har Østre Landsret idømt redaktøren en bøde på 5000 kr. for ikke at bringe et genmæle, som Pressenævnet havde pålagt radioen.

Hængt ud i radio og avis

Frederiksbergs borgmester John Winther er en af dem, der med jævne mellemrum beskyldes for et eller andet i Radio Frederiksberg Journalen.

Selv er han for længst holdt op med at høre deres radio eller læse deres avis, da han mener, at deres historier er det pure opspind samt ikke præger lokalpressen i bydelen.

"Det er komplet grundløst, hvad de kommer med fra A-Z," siger John Winther, der i deres avis og radio bl.a. er blevet beskyldt for at en der bryder love og nedværdiger borgere.

Alligevel har den konservative borgmester ikke lyst til at anklage de to journalister for injurier eller blande sig i hvor meget sendetid de skal have.

"Vi lever jo i et land, hvor ytringsfriheden har vide grænser, men jeg har ikke tænkt mig at spille hans spil ved at lægge sag an mod ham, så han kan skrive endnu en historie i sin avis," siger John Winther.

En anden, der også føler sig ubegrundet hængt ud, er Jørgen Tved, der er Fælles Kurs-politiker og radiovært i Folkets Radio på Nørrebro. Han er blevet beskyldt for at have deltaget i ulovlige børnetvangsfjernelser samt for at forfølge foreningen Børnenes Stemme, der tilhører de to Frederiksberg-journalister.

"Det er jo fuldkommen sygt," siger Jørgen Tved

"Jeg tror ikke at der er så mange, der tager ham alvorligt."

Alle midler tages i brug

Når [B] og [A] ikke passer radioen eller skriver på avisen, arbejder de på deres bøger.

Ved siden af dette, driver de en humanitær forening "Børnenes Stemme", der har til formål at hjælpe mødre, der mener, at de har fået tvangsfjernet deres børn uden grund.

"Det gør man for bl.a. at skaffe arbejdspladser til institutioner," forklarer [B], der mener at 2/3 af alle tvangsfjernelser i Danmark er forkerte.

"Vi er de svages talerør. Vi der tør må jo komme ud med det vi har på hjertet og så håbe at andre tør tage det op," siger [A]."

Pressenævnet har vejledt klagerne om, at kravet om genmæle skal være rettet til den ansvarshavende redaktør inden 4 uger efter offentliggørelsen.

Klagerne har herefter ikke rettet henvendelse til mediet, men har efterfølgende som dokumentation for, at kravet om genmæle var blevet rettet til redaktøren, indsendt kopi af telefaxen af 31. maj 1999. På denne kopi var adressaten nu Jyllands-Posten og Pressenævnet, og sidetallene på side 2-5 stod anført efter den første linie på de pågældende sider.

Klagerne har anført, at der i artiklen blev fremsat injurierende udtalelser om dem.

Klagerne har videre anført, at de har anmodet journalisten om at få artiklen til gennemsyn, inden den blev bragt, hvilket journalisten lovede og oplyste, at hun ikke var ude på at skrive en negativ artikel om klagerne. Ingen af delene blev imidlertid overholdt, selv om der gik mere end 2 måneder fra journalistens besøg hos klagerne, til artiklen blev bragt.

Klagerne har herudover anført, at der er bragt en række løgnagtige og uvederhæftige citater og andre urigtige oplysninger.

Klagerne har i den forbindelse anført, at de to nævnte personer i underrubrikken omtales som "et par", hvilket ikke er korrekt, da de ikke er gift og ikke bor sammen.

Klagerne har vedrørende underrubrikken, hvori det er anført, at deres beskyldninger ofte bringer dem på kant med injurielovgivningen, anført, at dette ikke er rigtigt, idet kun [A] er blevet dømt for injurier.

Klagerne har yderligere anført, at de kan underbygge alle udtalelser med beviser og dokumentation, og at der derfor ikke er tale om "vilde påstande".

Klagerne har tillige anført, at de har skrevet de omtalte artikler med rubrikkerne "Justitsministeren indblandet i mordskandale" og "Politiker tvangsfjernede dødfødt foster", men at disse artikler ikke findes på studievæggen.

Klagerne har desuden anført, at en lang række af artiklens øvrige oplysninger er ukorrekte.

Klagerne har endelig klaget over, at citaterne fra Jørgen Tved og John Winther ikke er blevet forelagt for dem forud for offentliggørelsen.

Internetavisen Jyllands-Posten har anført, at artiklen omhandler meninger og påstande, som klagerne har publiceret på den ene eller den anden måde. Der kan ikke være tvivl om, at massemedierne har frihed til at orientere læserne om sådanne offentliggjorte oplysninger og til at gøre det på en måde, der giver udtryk for, at avisen forholder sig stærkt kritisk til denne publikationsvirksomhed.

Internetavisen Jyllands-Posten har videre anført, at de tilkendegivelser, der er fremsat i den påklagede artikel, må være omfattet af den vidtrækkende ytringsfrihed, der tilkommer kritiske kommentarer i kunstanmeldelser, politiske meningsartikler m.v. Hvad specielt angår de gengivne udtalelser af John Winther og Jørgen Tved, har mediet henvist til Højesterets præmisser i den dom, der er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1997 side 259. En samlet vurdering af de kontroversielle synspunkter, klagerne selv offentligt har givet udtryk for, kan kun føre til, at behandlingen af denne sag i Jyllands-Postens Internetavis på ingen måde kan siges at stride mod god presseskik.

Mediet har endelig anført, at klagerne ikke over for mediet har krævet et genmæle bragt.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Lene Sarup, Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler

Det ligger uden for Pressenævnets kompetence at tage stilling til erstatningskrav eller påstande om straf.

Fristen for fremsættelse af genmælekrav er 4 uger, jf. medieansvarslovens § 38, stk. 1.

Mod Internetavisen Jyllands-Postens oplysning om, at man ikke har modtaget et genmælekrav fra klagerne, anser Pressenævnet det ikke for bevist, at klagerne over for mediet og inden 4 ugers fristen har krævet et genmæle. Klagen afvises derfor på dette punkt.

Pressenævnet kan ikke foretage bevisførelse, og nævnet kan derfor ikke tage stilling til, om [A] har udtalt sig ordret, således som han er citeret. På grundlag af klagernes oplysninger om de emner, de har drøftet med journalisten, finder Pressenævnet, at de bragte citater har fornøden dækning i de udtalelser, klagerne har oplyst at være fremkommet med over for journalisten.

På grundlag af klagernes oplysninger i forbindelse med klagen finder Pressenævnet i øvrigt, at artiklens oplysninger har fornøden dækning, og nævnet finder ikke, at der i artiklen fremkommer oplysninger om klagerne, som burde være forelagt disse forud for offentliggørelsen. Det bemærkes i den forbindelse, at udtalelserne fra John Winther og Jørgen Tved er fremkommet som reaktion på sager og udtalelser, der er bragt af klagerne.

Pressenævnet finder således, at Internetavisen Jyllands-Posten ikke har tilsidesat god presseskik i forbindelse med den påklagede artikel.

Afsagt den 10. august 1999.

Endelig adm. afgørelse 1999 10278 Valid

Mediet havde bragt en artikel om klagerne. Nævnet fandt, at der i artiklen ikke fremkom oplysninger, der burde have været forelagt for klagerne forud for offentliggørelsen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →