Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 64/1999
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 64/1999
Direktøren for Kommandørgården på Rømø [K] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Fagbladet SID, nr. 18 21. maj 1999, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
Artiklen lød
"Hotelchef nægter at snakke
RØMØ: Der blev kippet med de røde faner foran Kommandørgården på Rømø sidste fredag, da SiD, TIB og Elforbundet demonstrerede mod direktør [K]s modvilje til at indgå overenskomst.
Som omtalt i Fagbladet er virksomhederne Hotel Kommandørgården, Rømø Sommerland og Kommandørgårdens Camping på Rømø under blokade, og demonstrationen skød således feriesæsonen i gang med en opfordring til alle turister om at køre et andet sted hen med campingudstyr og feriedrømme.
- Vi er ude på at vise hende, at vi mener vores blokade alvorligt, og at hun lige så godt kan tegne overenskomst med det samme. Allerede nu svigter forsyninger af fødevarer, og KAD, RBF, NNF og HK har meddelt, at de nu også støtter op om blokaden, oplyser Bruno Jeggesen, der er formand i SiD i Skærbæk.
Blokaden mod [K]s virksomheder er startet på grund af de ansattes urimelige vilkår og på grund af grov chikane mod ansatte, medlemmer af blandt andet SiD, der har vovet at kræve deres rettigheder.
- [K] vil indtil videre kun forhandle gennem de kristeliges arbejdsgiverorganisation, men vi har meddelt hende, at det er hende, der skal forhandle med os, og at vi kræver en overenskomst indgået nu, siger Bruno Jeggesen."
Klageren har anført, at bladet på ny ikke har kontaktet hende i forbindelse med en artikel om Kommandørgården.
Klageren har videre anført, at artiklen derfor kun indeholder den halve sandhed.
Bladet har i en udtalelse anført, at det som udgangspunkt er en naturlig opgave for fagbevægelsens medier at beskæftige sig med medlemmernes arbejdsforhold.
Bladet har videre anført, at det er indlysende, at bladet orienterer læserne om det fuldt lovlige kampskridt, der er tale om, når en række fagforbund indleder blokade mod en arbejdsgiver.
Bladet har videre anført, at notitsen alene er en konstatering af dette skridt. Selve rubrikken bygger på afdelingsformandens udtalelser og den kendsgerning, at klageren ifølge ham ikke ønsker at tale med de aktionerende fagforeningsfolk.
Bladet har yderligere anført, at notitsen derudover indeholder en ganske kort opsummering af indholdet i den artikel, som klageren tidligere har nægtet at kommentere, og at bladet ikke i forbindelse med denne notits har fundet anledning til at indhente en kommentar fra klageren.
Bladet har endelig anført, at bladet gør, hvad man kan for at komme i kontakt med klageren. Bladet har til støtte herfor fremlagt kopi af en notits om samme blokade i nr. 20 4. juni 1999.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler
Pressenævnet finder, at der i den påklagede artikel ikke er oplysninger, der burde have været forelagt for klageren forud for offentliggørelsen. Nævnet finder derfor ikke grundlag for kritik af bladet.
Afsagt den 10. august 1999.
Bladet havde bragt en artikel om en aktion mod klagerens hotel. Nævnet fandt, at artiklen ikke indeholdt oplysninger, der burde have været forlagt for klageren. God presseskik var derfor ikke tilsidesat.