Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 55/1999
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 55/1999
K har ved advokat Jytte Thorbek klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Politiken den 14. april 1999, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
Artiklen lød
"Sex-misbrug var opdigtet
For første gang er en mor dømt for urigtige anklager mod far om misbrug af deres barn.
For første gang i Danmark er en forælder blevet dømt for uretmæssigt at have anklaget en tidligere samlever for seksuelt misbrug af deres fælles barn. En 32-årig kvinde fra Sjælland har fået dom for mod bedre vidende løgnagtigt at have beskyldt faren til hendes datter for seksuelt misbrug af datteren.
Retten i Lyngby dømte kvinden for overtrædelse af straffelovens paragraf 267 om injurier. Hun blev desuden dømt til at betale farens sagsomkostninger og en erstatning på 25.000 kroner et efter danske retsforhold usædvanlig højt beløb.
Fem år undervejs
Dommen har været fem år undervejs og udspringer af en samværssag, der har kørt siden 1991. Forældrene gik fra hinanden i 1990, da datteren var et år gammel. samvær med datteren forløb fint et års tid. Så blev han og moren uenige om samværet.
Efter nogle år, hvor moren nægtede at udlevere datteren til ham, efter utallige retsmøder og gentagne beskyldninger om seksuelt misbrug, lagde [F] i december 1994 sag an mod moren for injurier. Dels for at få renset sit navn, dels for at anklagerne om seksuelt misbrug ikke skulle få indflydelse på den verserende samværssag.
Få måneder senere, i foråret 1995, anmeldte moren [F] til politiet for seksuelt misbrug. Efter tre måneders afhøringer og undersøgelser afviste politiet sagen.
Det er tvivlsomt, om det gavner [F]s samværssag, at han nu har rettens ord for, at beskyldningerne var løgn. For det første har de mange års kamp kostet ham fire års kendskab til datteren. De har ikke set hinanden siden 3. april 1995, selv om han gentagne gange har fået myndighedernes ord for, at han har krav på det. Og de mange års adskillelse betyder, at myndighederne af hensyn til barnets tarv er tilbageholdende med at gennemtvinge samvær mellem pigen og en halvfremmed far. Samtidig flyttede moren for en måned siden sin folkeregisteradresse til Spanien. Og fogeden kører ikke til Sydeuropa for at kræve en datter udleveret til samvær fredag eftermiddag.
Det lykkes en dag
[F] regner ikke med, at han kommer til at se sin datter foreløbig men håber, at det lykkes en dag. Så vil han ikke kaster sagsakter i hovedet på hende for at bevise, at hendes mor har løjet for hende om, at hun er blevet seksuelt misbrugt.
"Det er ikke dét, det handler om. Det handler om, at hun skal vide, at hun er det værd, at hun er så vigtig, at jeg bliver ved med at kæmpe. Det handler om at være til stede i hendes bevidsthed, så hun ved, at jeg er der", siger den i dag 51-årige far.
Det har ikke været muligt at få kontakt til morens advokat hverken mandag eller tirsdag."
Klageren har anført, at der i dommen der i øvrigt er påanket - ikke findes bemærkninger om, at "sexmisbrug var opdigtet". Denne overskrift er derfor urigtig og tendentiøs. Klageren har i den forbindelse anført, at dommen vedrørte et spørgsmål om sandhedsbevis og bevis for at have været i god tro.
Klageren har videre anført, at bladet ikke har haft grundlag for at fremkomme med påstandene om klageren, at bladet kun har støttet sig på oplysninger fra [F], og at bladet har bragt krænkende oplysninger. Klageren har i den forbindelse påpeget, at der i artiklen blev anvendt ord som løgnagtigt og løgn.
Klageren har herudover anført, at klageren ifølge artiklen har anmeldt den biologiske fader til politiet for seksuelt misbrug, hvilket ikke er tilfældet. Klageren har alene rettet en henvendelse til politiet om mistanke om krænkelser af hendes datter.
Klageren har videre anført, at det er urigtigt, når det er anført, at familien gik fra hinanden i 1990, idet parterne aldrig har været gift eller samlevende.
Klagerens advokat har anført, at hun tirsdag den 13. april 1999 to gange forsøgte at få kontakt med journalisten umiddelbart efter, at denne havde forsøgt at kontakte hende. Advokaten har videre anført, at journalisten kunne have faxet artiklen til hende, så havde problemet med at få kontakt været løst. Den skriftlige forelæggelse burde i øvrigt have fundet sted under alle omstændigheder, idet der var tale om en kontroversiel artikel.
Advokaten har i tilknytning hertil anført, at det ville have været umuligt for hende at fremkomme med en kommentar på grund af sagens indviklede karakter og ikke mindst hendes tavshedspligt som advokat.
Klageren har ikke krævet et genmæle bragt.
Bladet har i en udtalelse anført, at bladet kun har skrevet om det hjørne af sagskomplekset, der består af en injuriedom i Lyngby ret. Grundlaget for omtalen var dommen suppleret med oplysninger fra [F], der vandt sagen, dennes advokat, interviews med Lyngby politi og andre kilder. Som det fremgår af artiklen, havde bladet forud for offentliggørelsen forgæves forsøgt at få advokat Jytte Thorbeks kommentar i flere dage. Bladet har i den forbindelse anført, at advokaten blev ringet op 5-6 gange over to dage. Bladet har i øvrigt anført, at problemstillingen er noget teoretisk, i betragtning af, at advokaten har anført, at hun ikke ville have udtalt sig.
Bladet har videre anført, at man intet tidspunkt har nævnt klagerens navn eller i øvrigt nævnt oplysninger, der gør det muligt at identificere hende.
Bladet har yderligere anført, at bladet den 22. april gennemførte et fire timer langt interview med klageren. Klageren var forud herfor orienteret om, at også andre ville udtale sig i den pågældende artikel. Efter gennemførelsen af interviewet tilkendegav klageren, at hun ikke ville udtale sig, "hvis andre kom til orde". Derfor er interviewet ikke blevet bragt.
Bladet har endelig anført, at spørgsmålet om, hvilke midler der tages i anvendelse i forbindelse med samværssager, i stigende grad er til offentlig debat, og at bladets artikel om udfaldet af en usædvanlig og principiel injuriesag, en artikel hvori den dømte omhyggeligt ikke er identificeret, således i høj grad har offentlig interesse.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jørgen Nørgaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Erling Fugl.
Pressenævnet udtaler
Pressenævnet kan ikke foretage en bevisførelse, og nævnet kan derfor ikke tage nærmere stilling til karakteren af den henvendelse, klageren har foretaget til Lyngby politi.
Pressenævnet finder ikke grundlag for at kritisere artiklens overskrift.
Pressenævnet lægger efter de foreliggende oplysninger til grund, at bladet på fornøden måde har søgt at indhente en udtalelse fra klagerens advokat. Af denne grund, og da bladet efterfølgende ønskede at bringe en artikel, der hovedsagelig var baseret på et interview med klageren, finder Pressenævnet, at bladet ikke har tilsidesat god presseskik i forbindelse med den påklagede artikel.
Afsagt den 10. august 1999.
Bladet bragte en artikel som udløber på en sag, der havde været omtalt i tv. Da bladet på fornøden måde havde søgt at indhente en udtalelse fra klageren, og da bladet også efterfølgende var indstillet på at bringe en artikel med oplysninger fra bl.a. klageren, var god presseskik ikke tilsidesat.