Legislator Case Law & Legislation
W19991026825 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 50/1999

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1999 10268 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 50/1999

Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi og folkecentrets forstander [K] har ved advokat Poul Gudberg klaget til Pressenævnet over en reportage bragt i Politiken den 4. april 1999, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.

Reportagen blev bragt på side 1 og 2 af tillægget PS. Artiklen på side 1 havde overskriften "Farvel til uskylden" og bl.a. følgende indhold

"EU-SVINDEL. Danmark mister sin uskyld i den næste rapport fra EU-kommissionen om bekæmpelse af bedrageri. Tiden, hvor der stod "nul svindel" ud for Danmark, er forbi. Og selv om de danske indberetninger til EU er blevet bedre, er de stadig ikke gode nok, lyder det fra kommissionen.

Den danske EU-uskyld er intakt, når man bladrer i EU-kommissionens årlige beretninger om bedrageribekæmpelse.

I den seneste rapport står der nul sager ud for Danmark, når det gælder svindel med penge fra Den Europæiske Socialfond, mens der for eksempel står hele 48 ud for Grækenland eller 26 ud for Italien.

Problemet med det danske tal er, at det er usandt. Eller som lederen af EU's enhed til bekæmpelse af EU's enhed til bekæmpelse af svindel UCLAF, Per Brix Knudsen, udtrykte det sidste år

"Vi ved positivt, at det ikke er rigtigt"."

Artiklen blev over den øverste halvdel af siden illustreret af et billede af klageren [K]. Billedet havde følgende billedtekst

"En ny sag har sat fokus på de danske myndigheders kontrol med penge fra EU. Nordvestjysk Center for Vedvarende Energi har lavet falske omkostningserklæringer for at få EU-støtte. Det mener EU-kommissionens enhed til bekæmpelse af svindel, UCLAF. Centrets forstander [K] afviser alle beskyldninger."

Nederst på side 2 blev bragt følgende artikel

"Forstanderen: Skjult kampagne mod alternativ energi

EU-kommissionen mener, at Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi i Hurup ved Thy har lavet grov EU-svindel ved at forfalske adskillige erklæringer på omkostninger i et vindmølleprojekt.

Det fremgår af en omfattende brevveksling, som Politiken er i besiddelse af.

Sagen er usædvanlig, fordi det svindelmistænkte Folkecenter er på finansloven, og i bestyrelsen sidder blandt andre to repræsentanter fra Sydthy Kommune samt en kontorchef fra Energistyrelsen.

Bagmandspolitiet efterforsker sagen og har afhørt kontorchefen.

Ifølge et brev skrevet af rigsrevisor Henrik Otbo i december 1998 er sagen "et eksempel på det uheldige i kommissionens praksis med at udbetale midler direkte til virksomheder uden om de nationale administrative myndigheder. Denne fremgangsmåde betyder, at midlerne ikke er omfattet af nationale kontrol- og revisionsrutiner".

Forstander [K] er rasende over anklagerne. Han beskylder EU-kommissionen for magtmisbrug og modstand mod sol- og vindenergi.

"Vi har oplevet en stærk fjendtlighed fra kommissionen. Deres revisorer har svinet vores medarbejdere til verbalt. Dels så signalerer vores navn noget vestjysk og dels så er det noget med vedvarende energi, vi går og laver. For kommissionen er de store elværker og atomkraftværker det vigtigste her i livet".

I gemmer jer ikke bag et fint grønt formål?

"Det er deres påstand, at vi har lavet forfalskninger. Vi har været i denne her branche i 17 år, og vi kører ti projekter ad gangen. Derfor ved vi, at der altid kan ske fejlposteringer. Det gør der i ethvert regnskab, men de kommer på revisionsbesøg midt i en periode inden vores eksterne revisor har gennemgået regnskabet, så vi har ikke selv fået mulighed for at rette fejlene".

[K] og Folkecenteret har klaget til EU's Ombudsmand over kommissionens behandling af sagen.

"Lige nu er stemningen sådan, at vi er svindlere og bedragere alle sammen. Men man skal huske på, at vi overhovedet ikke har mulighed for at berige os på andres bekostning", siger [K]."

Klagerne har anført, at billedet af [K] var optrykt i en uforholdsmæssig stor størrelse og var af en sådan karakter, at det ikke med rimelighed harmonerede med den tilhørende artikel i bladet. Størrelsen af fotografiet var således egnet til at fremkalde vildfarelser om klagerens gerninger.

Klagerne har videre anført, at det anvendte billede med rimelighed bør afspejle den afbilledes relation til den eller de tilhørende artikler. Ved bladets anvendelse af fotografiet i den anvendte størrelse er kravet om rimelighed ikke opfyldt. Det kan i denne forbindelse ikke gøre nogen forskel, at klageren naturligvis har ønsket at udtale sig i anledning af artikelserien.

Klagerne har nærmere anført, at Folkecenteret først er nævnt i en mindre del af artiklen på side 2, og at det fremgår af denne artikel om end ikke særlig tydeligt at i modsætning til de øvrige sager, som er afgjort, foreligger der ikke nogen tiltale mod Folkecenteret. Det er derfor tendentiøst at bringe et stort opsat billede af Folkecenterets forstander med den nævnte tekst i den pågældende sammenhæng.

Klagerne har herudover anført, at der må sondres mellem undersøgelse af en sag og sigtelse. Sagens fakta er derfor ikke ubestridte, således som det er anført af bladet.

Klagerne har endelig anført, at der hvis man på denne måde kan bruge fotografier i flæng er skabt præcedens for, at man kan bringe stort opsatte fotografier af en person til illustration af en sigtelse, selv om den afbildede person på ingen måde er sigtet i den pågældende sag.

Bladet har i en udtalelse om sagen anført, at fotografiet af klageren er brugt for at illustrere et af de eksempler på påståede svindelsager, der er nøje gennemgået i forbindelse med et tosiders tema herom i søndagsavisen. Sagens fakta er ikke bestridt. Klagerens skarpe, fuldstændige og offensive afvisning af EU-kommissionens anklager er fyldigt refereret og overskriften afspejler således også klagerens synspunkt. Der er ingen tvivl om, at klageren har ønsket at stå frem med disse synspunkter.

Bladet har videre anført, at klagerens hovedsynspunkt er medtaget i den billedtekst på forsiden, der identificerer klageren.

Bladet har yderligere anført, at klagen således alene vedrører fotografiets størrelse og ikke kan give anledning til en diskussion om god presseskik.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.

Tre medlemmer Axel Kierkegaard, Tage Clausen og Ole Askvig udtaler

Billedet af klageren [K] dækker halvdelen af tillægget PS' forside og vedrører ikke den artikel, som er gengivet på den nederste halvdel af siden. Udformningen af sektionsforsiden er egnet til at give læseren det indtryk, at det er klagernes forhold, der er omtalt i forsideartiklen. Den omstændighed, at der er tale om et to-siders tema, og at der nederst på side 2 er bragt en artikel om klagerne, kan ikke føre til en anden vurdering.

Bladet her derfor tilsidesat god presseskik.

Et medlem - Aage Lundgaard - udtaler

Der er tale om et to-siders tema, der behandler et væsentligt samfundsrelevant emne om danske forhold til EU-midler. Da billedet har den fornødne sammenhæng med den problematik, der behandles på sektionsforsiden, og da klageren såvel i billedteksten som i artiklen på side 2 får lejlighed til at afvise de beskyldninger, der rejses, er god presseskik ikke tilsidesat.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, og Pressenævnet udtaler sin kritik af Politiken.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Politiken at offentliggøre følgende

"Kendelse fra Pressenævnet.

Politiken bragte på den 4. april 1999 på forsiden af tillægget PS og på side 2 i tillægget en reportage om svindel med EU-tilskud. På forsiden blev bragt en artikel med overskriften "Farvel til uskylden". Over denne artikel blev på den øverste halvdel af side bragt et billede af forstanderen for Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi, [K].

Forstanderen og Folkecenteret har klaget til Pressenævnet over denne anvendelse af billedet, som de finder er i strid med god presseskik.

Tre medlemmer Axel Kierkegaard, Tage Clausen og Ole Askvig har udtalt: Billedet af klageren [K] dækker halvdelen af tillægget PS' forside og vedrører ikke den artikel, som er gengivet på den nederste halvdel af siden. Udformningen af sektionsforsiden er egnet til at give læseren det indtryk, at det er klagernes forhold, der er omtalt i forsideartiklen. Den omstændighed, at der er tale om et to-siders tema, og at der nederst på side 2 er bragt en artikel om klagerne, kan ikke føre til en anden vurdering.

Bladet her derfor tilsidesat god presseskik.

Et medlem - Aage Lundgaard - har udtalt: Der er tale om et to-siders tema, der behandler et væsentligt samfundsrelevant emne om danske forhold til EU-midler. Da billedet har den fornødne sammenhæng med den problematik, der behandles på sektionsforsiden, og da klageren såvel i billedteksten som i artiklen på side 2 får lejlighed til at afvise de beskyldninger, der rejses, er god presseskik ikke tilsidesat.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, og Pressenævnet udtaler sin kritik af Politiken.

København, den 10. august 1999.

Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig."

Afsagt den 10. august 1999.

Endelig adm. afgørelse 1999 10268 Valid

Bladet havde over forsiden af en sektion og på side 2 i sektionen bragt en reportage om svindel med EU-tilskud. Den øverste halvdel viste et billede af den ene af klagerne. Artiklen, der omhandlede den institution, denne klager er forstander for, blev bragt nederst på side 2.

Tre medlemmer af nævnet udtalte, at udformningen af sektionsforsiden var egnet til at give læseren det indtryk, at det var klagerens forhold, der var omtalt i forsideartiklen. Da dette ikke var tilfældet, var god presseskik tilsidesat.

Et medlem udtalte, at billedet havde den fornødne sammenhæng med den problematik, der blev behandlet i forsideartiklen. Dette medlem anså ikke god presseskik for tilsidesat.

I overensstemmelse med stemmeflertallet udtalte nævnet kritik af bladet, der endvidere blev pålagt at offentliggøre nævnets kritik.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →