Legislator Case Law & Legislation
W19991019025 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 90/1992

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1992 10190 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 90/1992

Ved skrivelse af 16. november 1992 har [K] klaget til Pressenævnet over B.T.'s forside og artikel på s. 8 den 1. november 1992, idet klageren finder, at bladet herved har overtrådt god presseskik.

Forsiden af B.T. indeholdt hovedoverskriften "Dansk skibsreder efter [K]-sagen: Jeg brugte millioner på bestikkelse."

På forsiden henvistes til bladets s. 8, der havde rubrikken: "[A] indrømmer: Jeg har brugt millioner på bestikkelse." I et stort billede af [A] var anbragt et mindre portrætbillede af [K] med teksten "Under alle omstændigheder har han overskredet en usynlig grænse, som erhvervsfolk ikke overskrider. om [K]s ansættelse af en DSB-ansat."

I selve artiklen hed det bl.a. i underrubrikken "Desperat"

"Han ønsker ikke at vurdere sagen mod [K], ud over at [K] må have været ualmindeligt desperat for at ansætte en tidligere DSB-mand i en periode, hvor han arbejdede med DSB-kontrakter.

Jeg aner ikke om [K] kan knaldes på det, han har gjort. Under alle omstændigheder har han overskredet en usynlig grænse, som erhvervsfolk ikke overskrider. En af dem er at komme i nærheden af økonomiske aftaler med offentligt ansatte tæt på bevilgende myndigheder.

Vi ville aldrig drømme om at ansætte en offentligt ansat på orlov, hvis han i det daglige havde blot perifer berøring med rederiets aktiviteter."

[K] finder, at B.T. har overtrådt god presseskik ved at give læseren det indtryk, at der ved ansættelse af en tidligere DSB-medarbejder er ydet bestikkelse til en offentlig ansat. Imidlertid foreligger der indtil videre alene en sigtelse herom, der fortsat er under politimæssig efterforskning, men ved B.T.'s omtale af sagen bliver [K] dømt i pressen.

[K] påpeger i øvrigt, at det i virkeligheden forholder sig således, at han har indgået en samarbejdsaftale om rådgivning vedrørende udenlandske forhold med et selskab, der var ejet af den tidligere DSB-medarbejder.

Endvidere finder [K], at B.T. har overtrådt god presseskik ved at bringe [A]s udtalelse "Under alle omstændigheder har han overskredet en usynlig grænse, som erhvervsfolk ikke overskrider."

Sammenfattende har [K] anført, at B.T.'s omtale af sagen er skadelig ikke alene for ham selv, men også for hans entreprenørvirksomhed i dennes nuværende overgangsperiode.

I en udtalelse om klagen har B.T. anført, at omtalen af klageren den 1. november 1992 ikke på nogen måde foregriber skyldsspørgsmålet eller går ud over, hvad der tidligere har været offentliggjort i sagen.

Under hele sagens forløb har det netop ikke været hensigten at dømme [K], men at skildre dens udvikling på en fair og upartisk måde. Under denne skildring har B.T. så vidt muligt søgt at inddrage [K] hver gang, politiet eller andre har haft nyt at meddele om sigtelsen. B.T. har således bl.a. henvist til nogle artikler den 28. oktober 1992, hvori det bl.a. hed

"Politiadvokat Karsten Ive, afdelingens juridiske chef, sagde til B.T.

"Jeg kan bekræfte, at [K] er afhørt og sigtet, og han har fået den beskyttelse en sigtet har krav på. Hans advokat, landsretssagfører Ernest Hartwig har været til stede under hele afhøringen. Jeg kan også tilføje, at [K] nægter sig skyldig, og det har ikke været på tale at lade ham fremstille i grundlovsforhør med krav om fængsling"."

og

"[K] er overbevist om, at han også denne gang bliver renset.

"Jeg har forstået, at der er tale om en såkaldt formel sigtelse af hensyn til den videre efterforskning i sagen, der i relation til mig udelukkende drejer sig om den kontrakt, jeg lavede med en DSB-medarbejder.

DSB-manden ønskede at indlede et samarbejde vedrørende internationale projekter. Da vi prioriterede aktiviteter i den gamle østblok højt, indgik vi en kontrakt indeholdende faste honorarbetalinger på otte rater af 100.000 kroner samt et engangsbeløb på 200.000 kroner.

Vi har ikke betalt penge til manden, før han var løst af sit kontraktforhold til DSB," pointerer [K] over for B.T."

B.T. har i øvrigt anført, at [K] ikke blev bedt om en udtalelse til artiklen den 1. november 1992, idet denne artikel tog udgangspunkt i et interview med [A] og ikke indeholdt nogen nye oplysninger eller påstande.

Endvidere har B.T. påpeget, at bladet - efter at have modtaget kopi af klageskrivelsen - allerede den 17. november 1992 bragte en notits, hvori det bl.a. hed

"Af artiklen fremgik,at den pågældende DSB-funktionær havde været ansat af [K].

[K] oplyser, at der ikke var tale om et egentligt ansættelsesforhold, men om en konsulentaftale med den DSB-ansattes private selskab."

B.T. har endelig anført, at [A]s udtalelse, der også bruges som billedtekst, nok er skarp, men ikke går ud over, hvad ledende erhvervsfolk, politikere, videnskabsmænd o.lign. pr. tradition kritiserer hinanden for.

På baggrund af disse synspunkter konkluderer B.T., at artiklen hverken i sin helhed eller i de enkelte bestanddele er i strid med god presseskik.

Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Else Mols, Bent A. Koch, Ulrik Holmstrup og Ole Malmqvist.

Pressenævnet udtaler

Omtalen af sigtelsen mod [K] den 1. november 1992 skal ses i sammenhæng med artiklerne den 28. oktober og notitsen den 17. november. Herefter fremstår en velafbalanceret dækning af sagen, hvor navnlig [K] selv kommer til orde med sine synspunkter.

På den baggrund, og da [A]s vurdering om, at [K] har "overskredet en usynlig grænse", ligger indenfor den frie debats rammer, finder Pressenævnet ikke grundlag for kritik af B.T. i denne sag.

Afsagt den 15. december 1992.

Endelig adm. afgørelse 1992 10190 Valid

Klageren var i en artikel, i forbindelse med en sigtelse, blevet beskyldt for at yde bestikkelse til en offentligt ansat. Da sagen var blevet omtalt på en afbalanceret måde, og da bladet efterfølgende bragte en rettelse, hvor klageren kom til orde med sine synspunkter, var god presseskik ikke overtrådt.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →