Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 84/1992
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 84/1992
Advokat Jørgen Ejlerskov har på vegne af Rigshospitalet, Arbejdsmedicinsk Klinik, klaget over den måde, hvorpå Søndagsavisen har offentliggjort Pressenævnets kendelse af 13. oktober 1992 i sag nr. 59/1992 (ligeledes Rigshospitalet, Arbejdsmedicinsk Klinik, mod Søndagsavisen), idet klageren finder, at bladet herved har overtrådt god presseskik.
Konklusionen i nævnets kendelse i sag nr. 59/1992 var sålydende
"3 medlemmer, Else Mols, Bent A. Koch og Preben Sørensen, udtaler
Søndagsavisen har med sine artikler lavet en kritisk dækning af en ømtålelig sag inden for et aktuelt område.
Avisen har valgt at focusere på det arbejde, som er udført fra lægeligt hold i sagen, uanset at kompetencen til at træffe afgørelse i sagen er hos Arbejdsskadestyrelsen.
Pressenævnet finder derfor, at avisen burde have tydeliggjort lægernes rolle i arbejdsskadesager, ligesom avisen loyalt burde have citeret konklusionen på lægeerklæringen af 15. august 1991, i stedet for blot at citere nogle af de overvejelser, der blev gjort, forinden konklusionen blev draget.
Da dette ikke er sket, finder nævnet, at Søndagsavisen på disse to punkter har overtrådt god presseskik. Nævnet udtaler derfor sin kritik.
Pressenævnet finder i øvrigt ikke grundlag for at kritisere Søndagsavisen i denne sag.
Et medlem, Tage Clausen, udtaler
De af flertallet påpegede tilsidesættelser af god presseskik er så ubetydelige elementer i en grundig og veldokumenteret artikelserie, at der samlet set ikke er grundlag for at kritisere Søndagsavisen.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
I henhold til medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet endvidere den ansvarshavende redaktør af Søndagsavisen at offentliggøre kendelsen i fuldt omfang."
Kendelsen blev herefter offentliggjort i Søndagsavisens udgave for den 25. oktober 1992, der i øverste venstre hjørne af forsiden bragte en henvisende artikel med følgende overskrift over 2 spalter og i 5 dæk: "Søndagsavisen fik medhold. Påstand om injurier afvist af Pressenævn."
Af den henvisende forsideartikel fremgik bl.a.: "Søndagsavisen har af Pressenævnet fået medhold i, at avisen ikke var injurierende og ikke har ført fordrejet og forudindtaget journalistik. To læger fra klinikken havde klaget til Pressenævnet over Søndagsavisens behandling af sagen. Klagerne har i to detaljer fået medhold i Pressenævnet."
Kendelsen blev bragt på side 4 under følgende overskrift over 6 spalter og i 2 dæk: "Søndagsavisen fik medhold. Påstand om forfølgelse afvist."
Advokat Ejlerskov har til støtte for klagen henvist til, at Søndagsavisen ved den anvendte offentliggørelsesmåde har overtrådt medieansvarslovens § 49, hvorefter offentliggørelse af en kendelse skal ske uden kommenterende tilføjelser.
Advokat Ejlerskov har endvidere gjort gældende, at bladets kommentarer er uden dækning i kendelsen og tillige misvisende.
Det er endelig påpeget, at spørgsmålet om, hvorvidt en udtalelse er injurierende, afgøres af domstolene. Som sagen er fremstillet, må læseren imidlertid få det indtryk, at nævnet selvstændigt har taget stilling til påstanden om injurier.
I en udtalelse om klagen finder Søndagsavisen, at klagen repræsenterer et ubehageligt langt skridt i retning af at ville begrænse bladets ret til frit at tolke og kommentere anliggender, der vedkommer bladet.
Søndagsavisen mener endvidere, at man på side 4 meget loyalt har opfyldt offentliggørelsesforpligtelsen, og at det må være bladets egen sag at afgøre, hvordan kendelsen på de øvrige sider skal tolkes og kommenteres.
Søndagsavisen har dog med hensyn til oplysningerne i forsideartiklen den 25. oktober 1992 om injurier tiltrådt klagerens synspunkter og har bragt en rettelse herom den 8. november 1992.
Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Else Mols, Bent A. Koch, Kate Bluhme og Preben Sørensen.
Pressenævnet udtaler
Søndagsavisen har handlet i strid med medieansvarslovens § 49, 2. pkt., ved at kommentere Pressenævnets kendelse af 13. oktober 1992 i den samme udgave af Søndagsavisen, hvor kendelsen blev offentliggjort.
Pressenævnet udtaler derfor sin alvorlige kritik.
I medfør af medieansvarslovens § 49, 1. pkt., pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Søndagsavisen at offentliggøre følgende på forsiden af førstkommende udgave af Søndagsavisen.
"Kendelse fra Pressenævnet.
Søndagsavisen offentliggjorde den 25. oktober 1992 en kendelse fra Pressenævnet. Kendelsen handlede om en artikel i Søndagsavisen, hvori avisen beskrev den behandling, en hjerneskadet mand havde fået på Rigshospitalets Arbejdsmedicinske Klinik. Det fremgik af kendelsen, at Søndagsavisen på nogle punkter i artiklen havde overtrådt god presseskik i artiklen.
Da Søndagsavisen offentliggjorde kendelsen, skete det under overskriften: "Søndagsavisen fik medhold." Påstand om forfølgelse afvist." Søndagsavisen kommenterede også på anden vis kendelsen.
Dette er i klar strid med medieansvarslovens § 49, hvorefter offentliggørelse af en kendelse fra Pressenævnet skal ske uden kommenterende tilføjelser.
Pressenævnet udtaler derfor sin alvorlige kritik over for Søndagsavisen.
København den 24. november 1992
I sagens behandling har følgende medlemmer deltaget: Else Mols, Bent A. Koch, Kate Bluhme og Preben Sørensen."
Afsagt den 24. november 1992.
Bladet var ved Pressenævnets kendelse i sag nr. 52/1992 blevet pålagt at offentliggøre kendelsen i sagen. Bladet offentliggjorde kendelsen, men kommenterede den tillige i samme udgave af bladet.
Pressenævnet udtalte sin alvorlige kritik og pålagde bladet at offentliggøre et resumé af den nye kendelse.