Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 80/1992
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 80/1992
[A] og [B] har klaget over, at "Journalisten" har meddelt afslag på genmæle over for en artikel i bladet nr. 15/1992, der blev bragt under overskriften "Historien om dødsenglens hemmelige dagbøger."
Artiklen i "Journalisten" indeholdt en kritisk vurdering af det grundlag, "The European" og senere to danske dagblade havde haft for at bringe nogle artikler om en bog under udgivelse - "Maskerne falder" -, der skulle handle om den danske læge Carl Peter Værnets hormonforsøg på fanger i koncentrationslejren Buchenwald.
Artiklen "Secret diaries expose Danes' angel of death" i "The European" og bogen "Maskerne falder" var skrevet af henholdsvis [B] og
Forfatteren af artikel i "Journalisten" fik som ansat på et dagblad til opgave at undersøge historien om Carl Peter Værnet og bogen om ham nærmere og opsøgte derfor [B] og I hedder artiklen hedder det bl.a.
"Og så var det jo, at jeg gerne ville se de journaler og den bog, som [B] i European havde skrevet "ville blive en pinlig sag for den danske regering."
Men bogen var ikke færdig endnu. Og Værnets journaler og optegnelser havde parret ikke. Men der var ingen tvivl om, at de var gode nok, sagde de. For de havde selv set dem for en uge siden hos en kvindelig læge på Frederiksberg, der havde dem liggende i sine gemmer.
.....
Men de havde set Carl Peter Værnets ansættelseskontrakt med hans arbejdsbeskrivelse - altså hvad han skulle lave i Buchenwald. Og de havde set hans håndskrevne journaler for flere af patienterne, sagde de. Om det var originale papirer eller kopier var de ikke helt sikre på."
Forfatteren af den påklagede artikel besluttede herefter at lade historien ligge og konkluderede således
"Egentlig er jeg ikke i tvivl om, at Værnet har udført hormonforsøg. Det gjorde han allerede i 1941 i sin privatpraksis på Platanvej, før han tog ned til tyskerne. Og egentlig er jeg ret sikker på - efter at have læst hele avisarkivet igennem - at han sikkert ikke var nogen rar fyr.
Men derfor er det alligevel rystende for mig - og meget mere end bogen er det for den danske regering - at to mennesker kan sidde i en lejlighed på Frederiksberg og sende sandheden om Danmark til London uden den ringeste dokumentation. Og næsten endnu mere rystende er det, at danske aviser adopterer historien uden større krav til deres research."
Klagerne bad herefter bladet om en "berigtigelse", hvilket blev afslået.
Under sagens behandling har Pressenævnet anmodet klagerne om at udforme det genmæle, som de mener at have krav på. Nævnet har i tilknytning hertil vejledt klagerne om, at et genmæles indhold i henhold til medieansvarslovens § 38, stk. 1, i det væsentlige skal være begrænset til faktiske oplysninger, og at genmælet således ikke må indeholde vurderinger eller kommentarer.
Klagerne har herefter anmodet om at få følgende offentliggjort som genmæle
"I en artikel i Journalisten, nr. 15/1992, skrevet af medlem af DJ - Louise Fleischer, Berlingske Tidende - med overskriften: "Historien om dødsenglens hemmelige dagbøger" gør vi venligst opmærksom på, at journalisten uden grund har anført, at [A] og [B], ikke skulle have haft dokumentation i forbindelse med nævnte historie.
Dokumentationen har naturligvis hele tiden været tilstede og er nu tilsendt "Journalisten" af "Pressenævnet", som dokumentation på, at artiklen udelukkende bygger på løgn og uvederhæftig journalistik.
Vi er rystede over, at en journalist, der end ikke viser pressekort ved ankomsten - og udgiver sig for at være udsendt af Berlingske Tidende - kan skrive en uvederhæftig artikel til et andet blad - på et så lavt journalistisk niveau.
Men værre er, at man i journalisternes eget "fagblad" ryger på den limpind - og optager en sådan artikel, uden at man prøver at få oplysninger hos os.
Det er en grundregel indenfor al journalistik, at man såvidt muligt skal høre begge sider i en sag - det lærer man endda på Journalisthøjskolen, samt på Berlingske Tidende, hvor undertegnede har lært det - men det er måske noget, man er gået væk fra indenfor faget.
Det er dog særlig grelt, når der er så ærekrænkende og injurierende beskyldninger mod de to førnævnte journalister
At Louise Fleischer, ikke kan læse engelsk, det vil vi se stort på, men vi kan ikke acceptere, at en journalist skriver en artikel under dække - og en artikel, hvor der faktisk ikke er ét sandt ord i den - uden at det bliver påtalt eller berigtiget.
Vi kan naturligvis tilbagevise samtlige uvedhæftige beskyldninger - men vi vil ikke ned på dette niveau - så hvis man vil have dokumentation, kan man henvende sig til "Pressenævnet" eller "Journalisten" - som er i besiddelse af denne. Eller man kan læse undertegnedes bog "Maskerne Falder" - hvor der er mere end rigelig dokumentation for det, vi har udtalt.
Desværre er det ikke de udtalelser Louise Fleischer har refereret - så hendes påstande må stå for hendes egen regning."
I en udtalelse om klagen har "Journalisten" bl.a. påpeget, at artiklen ikke handler om, hvorvidt klagerne har dokumentation for deres påstande, men om hvorvidt forfatteren af artiklen kunne få lejlighed til at se dokumentationen, før hun skrev en artikel i sit dagblad, og hvorvidt "The European" og de to danske dagblade, der viderebragte historien, har set denne dokumentation.
"Journalisten" har endvidere gjort gældende, at det ønskede genmæle ikke er udformet i overensstemmelse med medieansvarslovens § 38, stk. 1.
Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Else Mols, Bent A. Koch, Ulrik Holmstrup og Ole Malmqvist.
Pressenævnet udtaler
Allerede af den grund, at medieansvarslovens krav om indholdet af et genmæle ikke er opfyldt, tages klagen ikke til følge.
Afsagt den 15. december 1992.
Da det genmæle klagerne ønskede offentliggjort ikke overholdt medieansvarslovens krav til indholdet af et genmæle, var klagerne ikke berettigede til et genmæle.