Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 65/1992
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 65/1992
Ved skrivelse af 6. september 1992 har [K] på vegne Hare Krishna-Bevægelsen i Danmark klaget over, at Politiken har meddelt afslag på en anmodning om genmæle over for en artikel, der blev bragt den 30. juli 1992.
I artiklen, der bar overskriften "Nyreligiøst pres mod østblokken", hed det bl.a.: "Den gamle østblok oplever i disse år et voldsomt fremstød fra en række vestlige nyreligiøse grupper. Det drejer sig om Moon-bevægelsen, Scientology, Hare Krishna samt om "ældre" religioner som Jehovas Vidner og Mormon-bevægelsen."
I følge artiklen skulle en stor gruppe østeuropæiske kirkefolk gennem et højskolekursus i Danmark hjælpes med at "tackle" fremstødet fra de nævnte grupper.
Det hed herefter: "Via Dialogcentret i Århus har danske teologer i mange år været foregangsmænd inden for studiet af de nyreligiøse bevægelser og deres ofte totalitære indhold og stil. .... Situationen i øst er nemlig, at de mange nyreligiøse bevægelser og deres eksotiske budskaber har meget let spil i en tid, hvor kommunismens sammenbrud har skabt et enormt religiøst og åndeligt tomrum og tilsvarende råderum for tvivlsomme religionserstatninger. Og de mange sekter spiller smart på bevidst at anlægge en stil og påklædning som velhavende og succesfulde vestmennesker."
I anledning af artiklen anmodede klageren Politiken om at bringe følgende genmæle
"HARE KRISHNA ER EN URGAMMEL TRADITION.
Under overskriften "Nyreligiøst pres mod Østblokken" bragte Politiken den 30/7 en pressemeddelse fra Dialogcentret med omtale af dets hjælp til dets trængte østlige trosfæller. På Hare Krishnas vegne vil jeg gerne berigtige følgende.
Hare Krishnas tilhængere anvender ikke "totalitære metoder" eller udgiver sig for at være "succesfulde vestmennesker". Hverken i Østeuropa eller andetsteds. Hare Krishna går tværtimod skarpt imod Vestens industrialiserende materialisme og forbrugerræs med den deraf følgende ødelæggelse af menneskets finere kvaliteter. Hare Krishna er på den anden side fortaler for en enkel levestil i harmoni med Guds Natur og livets egentlige åndelige formål.
Endvidere har Hare Krishna intet at gøre, hverken teologisk, historisk, kulturelt, organisatorisk osv., med de nævnte grupper og bevægelser, som Hare Krishna slås i hartkorn med i notitsen.
På Hare Krishnas vegne
[K], munk i Hare Krishna
[adresse]."
Politiken afslog at bringe genmælet ved skrivelser af 28. august og 9. september 1992.
Til støtte for klagen til Pressenævnet er det gjort gældende, at Hare Krishna er en mange tusinde år gammel tradition, og at artiklen er til skade for klagerens omdømme.
I en udtalelse om klagen har Politiken bl.a. anført, at sekten Hare Krishna er omtalt som en ud af en række af religiøse bevægelser og sekter, som gør fremstød i Østeuropa i disse år. Uanset at Hare Krishna har en lang historie bag sig i Indien, er den påhæftede betegnelse "nyreligiøse" rimelig, idet bevægelsen kun har et par årtier bag sig i Europa. I øvrigt er det almindelig kendt, at Hare Krishna ikke har, hvad der kan betegnes som vestlige effektivitetsnormer som ideal, men er en "østlig", indadskuende religion med et anderledes budskab end f.eks. Scientology.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Bent A. Koch, Ulrik Holmstrup og Ole Malmqvist.
Pressenævnet udtaler
Da oplysningerne i artiklen ikke er egnet til at påføre klageren skade af betydning, tiltrædes det, at Politiken har meddelt afslag på genmæle.
Afsagt den 3. november 1992.
Bladet havde i en artikel skrevet, at en række ny-religiøse grupper, heriblandt klageren, lavede voldsomme fremstød i den gamle østblok. Da oplysningerne ikke var egnede til at påføre klageren skade af betydning, havde klageren ikke ret til et genmæle.