Legislator Case Law & Legislation
W19991017925 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 56/1992

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1992 10179 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 56/1992

Ved skrivelse af 20. august 1992 har Institut for Kreativ Psykoterapi v/[K] klaget over den måde, hvorpå Lokal-avisen den 21. juli 1992 har bragt et genmæle.

Det fremgår af sagen, at Lokal-avisen den 14. juli 1992 bragte en artikel med overskriften "Politianmeldes sommerkurset på Rødemosegård påny ?" og underrubrikken "I week-enden konstaterede amtet og Karlebo Kommune ved selvsyn, at Institut for Kreativ Psykoterapi påny gennemfører sommerkursus trods stribevis af påbud."

I artiklen hed det bl.a.: "Man kunne tage til efterretning, at der var den sædvanlige teltlejr- og da der ingen toiletvogne var opstillet - at kursisterne derfor på naturens vegne måtte benytte gårdens toiletter, hvis overbelastede afløbssystem hele striden står om." Endvidere hed det i artiklen: "Efter hvad Lokal-avisen erfarer har der de sidste måneder været kontakt mellem (ejeren af ejendommen, hvor kurset fandt sted) og amtet/kommunen om at få bragt afløbsforholdene på plads inden den af amtet påbudte frist, hvis kursusvirksomheden skulle fortsætte."

Ved skrivelse af 15. juli 1992 anmodede klageren om genmæle over for oplysningerne i Lokal-avisens artikel. Det fremgik bl.a. af genmælet, at der var opstillet miljøtoilet, og at [K] allerede i august 1991 havde ansøgt om tilladelse til teltlejren.

Den 21. juli 1992 bragte Lokal-avisen det ønskede genmæle. I umiddelbar tilknytning til genmælet bragte avisen en artikel med overskriften "Sommerkursus godkendt med lodder og trisser." I underrubrikken hed det: "Efter endnu et kontrolbesøg af amt og kommune - denne gang sammen med embedslægen - får [K] mulighed for at gennemføre sit sommerkursus, hvis han opfylder en række krav stillet af embedslægen." I artiklen var bl.a. anført følgende: "Efter Lokal-avisens artikel om sommerkurset i sidste uge modtog Lokal-avisen en såkaldt "anmodning om genmæle" fra [K]. Anmodningen er gengivet som illustration til denne artikel, og dette "genmæle" efter Medieansvarsloven skulle godtgøre, at Lokal-avisen har bragt urigtige, ufuldstændige eller vildledende oplysninger, som "er egnede til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning."" Senere hed det i artiklen: "Derfor må genmæle nok betegnes som en beskrivelse af hans opfattelse af den løsning på de hygiejniske/spildevandsmæssige problemer under sommerkurset han havde etableret."

Til støtte for klagen har [K] gjort gældende, at værdien af genmælet er blevet reduceret som følge af den måde, hvorpå avisen har bragt det. Klageren har derfor anmodet om, at genmælet må blive bragt på ny.

I en udtalelse om klagen har Lokal-avisen anført, at genmælet var forældet og i strid med de faktiske forhold, da det blev bragt.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: A. Kierkegaard, Hans Dam, Ulrik Holmstrup og Ole Malmqvist.

Pressenævnet udtaler

Efter medieansvarslovens § 39, stk. 2, skal redaktionelle bemærkninger i umiddelbar tilknytning til offentliggørelse af et genmæle indskrænkes til faktiske oplysninger.

Denne regel har Lokal-avisen overtrådt ved den skete offentliggørelse af genmælet.

Pressenævnet udtaler sin kritik heraf, men finder ikke grundlag for at imødekomme klagerens anmodning om at pålægge Lokal-avisen at bringe genmælet på ny.

I henhold til medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør at offentliggøre følgende på fremtrædende plads i den førstkommende udgave af Lokal-avisen for Fredensborg-Humlebæk og Karlebo Kommuner

"Kendelse fra Pressenævnet.

Efter anmodning fra [K] der driver Institut for Kreativ Psykoterapi på Rødemosegård, bragte Lokal-avisen den 21. juli 1992 et genmæle. Anmodningen om genmæle var begrundet i en artikel, der var blevet bragt i Lokal- avisen den 14. juli 1992 under overskriften "Politianmeldes sommerkurset på Rødemosegård påny?". I umiddelbar tilknytning til genmælet bragte avisen en artikel, der indeholdt kommentarer til dette.

I anledning af en klage fra [K] har Pressenævnet ved kendelse af 22. september 1992 udtalt

"Efter medieansvarslovens § 39, stk. 2, skal redaktionelle bemærkninger i umiddelbar tilknytning til offentliggørelse af et genmæle indskrænkes til faktiske oplysninger.

Denne regel har Lokal-avisen overtrådt ved den skete offentliggørelse af genmælet.

Pressenævnet udtaler sin kritik heraf, men finder ikke grundlag for at imødekomme klagerens anmodning om at pålægge Lokal-avisen at bringe genmælet på ny."

I Pressenævnets behandling af sagen har følgende medlemmer deltaget: A. Kierkegaard, Hans Dam, Ulrik Holmstrup og Ole Malmqvist."

Afsagt den 22. september 1992.

Endelig adm. afgørelse 1992 10179 Valid

Pressenævnet havde tidligere pålagt bladet at offentliggøre et genmæle. Bladet havde i umiddelbar tilknytning til genmælet offentliggjort en artikel, hvis indhold ikke var indskrænket til faktiske oplysninger. Nævnet udtalte sin kritik heraf og pålagde bladet at offentliggøre et resumé af kendelsen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →