Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 42/1992
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 42/1992
Ved skrivelse af 18. maj 1992 har advokat Tage Gøttsche på vegne af en kvindelig psykolog [K] klaget over nogle artikler, der blev bragt i Politiken den 3. og 10. maj 1992. Til støtte for klagen er det navnlig gjort gældende, at Politiken har handlet i strid med god presseskik ved ikke at forelægge artiklernes oplysninger for klageren. I klageskrivelsen er der endvidere fremsat anmodning om, at Politiken pålægges at offentliggøre Pressenævnets kendelse.
Det fremgår af sagen, at artiklerne udspringer af et sagskompleks, hvorunder et antal personer blev dømt for sexuel omgang med børn.
Politiken for den 3. maj 1992 bragte på forsiden en artikel med overskriften "Kritik af sag om blodskam". I artiklen hedder det bl.a.
- "Han (en juridisk professor) samligner psykologers modeprægede interesse for incest med svundne tiders heksebevægelse."
og
- "En række politirapporter og sociale aktstykker viste, at politiet afviste anklagerne, hvorpå [K] gennem et årelangt arbejde med kommunen fik vakt hukommelsen hos børnene."
I forsideartiklen henvistes til en artikel længere inde i bladet med overskriften "Blodskam eller fikse ideer. Politiet opgav sagen. Men en omstridt psykolog fortsatte og så var der igen en sag". I denne artikel hed det bl.a.
- "[K] er nemlig incestpsykolog, og hun driver en i vidt omfang offentligt finansieret praksis .....",
- "..... hun [K] ved, hvordan man får børn til at huske tildragelser, som de fuldstændig havde glemt eller fortrængt.",
- "For begge børn gælder det, at de huskede bedst, når de havde [K] i nærheden."
og
- "Og efter en ny efterforskning - og på et grundlag med mange modstridende oplysninger og udsagn og med størst vægt på forklaringerne fra Sandra og Hanne samt [K]s psykologiske "blækklat"- prøve - blev den 41-årige Kaj idømt tre et halvt år."
Ved skrivelse af 5. maj 1992 rettede advokat Gøttsche henvendelse til Politikens chefredaktion, idet han bl.a. meddelte, at klageren stillede sig til rådighed for et interview.
Ved skrivelse af samme dato til klageren meddelte journalisten, der havde skrevet artiklerne, at han mente, at artiklerne alene indeholdt kendsgerninger, der var hentet fra dokumenter samt lyd- og videobånd, men at han gerne ville lave et interview med klageren, hvis hun på forhånd kunne sandsynliggøre, at der ville komme relevant stof ud af det.
Den 8. maj 1992 bragte Politiken en ny artikel om sagen.
Ved skrivelse af samme dato rettede advokat Gøttsche henvendelse til Politikens Søndags-redaktion, idet han konstaterede, at han ikke havde fået en reaktion på skrivelsen af 5. maj 1992.
Advokat Gøttsche henviste endvidere til, at han var vidende om, at der den 10. maj 1992 ville blive bragt endnu en artikel om sagen. Han anmodede derfor om, at klageren blev orienteret om indholdet af den kommende artikel, således at hun kunne fremkomme med sine kommentarer til den.
Ved skrivelse af 8. maj 1992 besvarede Politikens chefredaktør advokat Gøttsches skrivelse af 5. maj 1992, idet han meddelte, at journalisten den 11. maj 1992 ville henvende sig til klageren for at få et interview. Chefredaktøren understregede samtidig, at interviewet ikke kunne begrænses til formål bestemt af klageren, idet det måtte være interviewerens ret at stille de spørgsmål, han fandt relevante, ligesom klageren havde ret til at afslå at besvare spørgsmål.
I en skrivelse ligeledes af 8. maj 1992 fra Politikens Søndags-redaktør til advokat Gøttsche blev det meddelt, at Politiken ikke fandt det påkrævet at indhente klagerens kommentar til den artikel, der ville blive bragt den 10. maj 1992. Der blev til støtte herfor henvist til, at der i artiklen ikke ville være indeholdt referencer til klageren.
Det blev endvidere i samme skrivelse bekræftet, at Politiken var villig til at lave et interview med klageren.
Artiklen, der blev bragt den 10. maj 1992, indeholdt ikke nogen kommenater fra klageren, men bl.a. et interview med en af de personer, der var blevet dømt for at have haft sexuel omgang med børn. Den interviewede blev bl.a. citeret for følgende udtalelse
"Det jeg drømmer mest om er, at Sandra på en eller anden måde kommer i samtale med en anden psykolog. Jeg ved, at inderst inde i hende findes den rigtige sandhed, og den må kunne hentes frem igen. Jeg ved jo, at det hele er pure opspind, og at Sandra i sit sind ikke kan have noget erindringsbillede om alt det, vi er dømt for. Måske kan blot nogle få samtaler med en anden psykolog kalde de rigtige billeder frem."
Til støtte for klagen er det gjort gældende, at Politiken ved den skete offentliggørelse har handlet i strid med "Vejledende regler for god presseskik", derved at oplysningerne i artiklerne ikke er forelagt for klageren og at kilden til væsentlige dele af udsagnene må være en nærmere angiven advokat, der var forsvarer for en af de dømte.
I en udtalelse om klagen har Politiken ved skrivelse af 8. juni 1992 meddelt, at man ikke mener, at der er sket en overtrædelse af reglerne om god presseskik, idet Politiken både ved de to skrivelser af 8. maj 1992 og ved journalistens henvendelser til klageren har givet hende mulighed for at komme til orde.
I sagens behandling har deltaget følgende nævnsmedlemmer: A. Kierkegaard, Bent A. Koch, Ulrik Holmstrup og Ole Malmqvist.
Pressenævnet udtaler
Nævnet finder ikke grundlag for at antage, at der ikke har været udvist tilstrækkelig kritik over for kilderne til artiklerne, eller at disse kilder skulle være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.
Derimod finder nævnet, at artiklerne indeholder nogle alvorlige beskyldninger, og at Politiken har handlet i strid med god presseskik ved ikke at forelægge disse beskyldninger for klageren, inden de blev offentliggjort.
Pressenævnet udtaler derfor sin alvorlige misbilligelse af Politikens handlemåde.
I henhold til medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør at offentliggøre følgende på fremtrædende plads i den førstkommende søndagsudgave af Politiken
"Kendelse fra Pressenævnet.
Politiken bragt den 3. og 10. maj 1992 nogle artikler om en straffesag i Jylland, hvorunder en række personer blev dømt for at have haft sexuel omgang med børn.
I artiklerne blev der fremsat formodninger om, at domfældelserne var sket på grundlag af urigtige forklaringer fra de børn, som de dømte i følge dommene have haft sexuel omgang med, og at forklaringerne var fremkaldt gennem psykolog [K]s langvarige samtaler med børnene.
I anledning af en klage fra [K] har Pressenævnet ved kendelse af 30. juni 1992 udtalt, at artiklerne indeholder nogle alvorlige beskyldninger mod klageren, og at Politiken har handlet i strid med god presseskik ved ikke at forelægge beskyldningerne for klageren, inden de blev offentliggjort.
Pressenævnet har derfor udtalt sin alvorlige misbilligelse af Politikens handlemåde.
I Pressenævnets behandling af sagen har flg. medlemmer deltaget: A. Kierkegaard, Bent A. Koch, Ulrik Holmstrup og Ole Malmqvist."
Afsagt den 30. juni 1992.
Bladet havde bragt nogle kritiske artikler vedrørende klagerens arbejde som børnepsykolog. Bladet burde have forelagt klageren oplysningerne, da der var tale om alvorlige beskyldninger, og nævnet udtalte sin alvorlige kritik. Bladet blev pålagt at offentliggøre et resumé af kendelsen.