Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 30/1992

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 30/1992

En kvinde [K] har ved skrivelse af 6. april 1992 klaget over nogle indslag i Kanal 2's nyhedsudsendelse den 27. marts og 30. marts 1992. Klagen støttes på, at indslagene var i strid med god presseskik, idet klageren blev udsat for personforfølgelse og ærekrænkelse.

Indslagene var led i en lang række af indslag om en sag, hvorunder et ægtepars plejetilladelse vedrørende to børn blev tilbagekaldt, og hvorunder der senere blev rejst sigtelse mod ægteparret for at skjule børnene eller for medvirken hertil.

I følge klageskrivelsen bragte Kanal 2 den 12. marts 1992 et indslag, hvori den ene af ægtefællerne fortalte, at hun ikke havde haft kontakt med børnene indenfor de seneste 14 dage. Da klageren mente at have set ægtefællerne sammen med et af børnene den foregående sag, ringede hun til Kanal 2 og fortalte journalisten, der stod for indslaget, at han blev ført bag lyset. Endvidere underrettede hun socialudvalgsformanden i Frederiksberg Kommune om sin iagttagelse og bekræftede senere sine oplysninger over for politiet.

I et indslag den 18. marts 1992 viste Kanal 2 den dramatiske anholdelse af ægteparret, der samme dag blev varetægtsfængslet for en uge. Varetægtsfængslingen blev senere forlænget af byretten, men derefter ophævet af landsretten. Under et retsmøde i forbindelse med varetægtsfængslingen, afgav klageren forklaring.

I indslaget den 27. marts 1992 blev klageren omtalt, som "den gamle dame, som har meldt (navnet på en af ægtefællerne) til politiet." Samtidig vistes panelet ved dørtelefonen til klagerens opgang, hvor navnet på klagerens tidligere afdøde ægtefælle er angivet. Lidt senere vistes vinduerne og altanen til klagerens lejlighed.

I indslaget den 30. marts 1992 hed det bl.a.

"Men fakta: Myndighederne havde kendskab til eller kunne skaffe sig kendskab til børnenes opholdssted under flugten, og det giver anledning til to store spørgsmål: Var en gammel dames vidneforklaring om at have set det fængslede lægeægtepar sammen med pigerne bevidst falsk og konstrueret, og hvorfor greb man ikke ind over for den fortsatte fængsling af lægeægteparret, hvis man kendte til pigernes opholdssted? Var det en bevidst falsk vidneforklaring, der var skyld i, at (ægteparret) blev isolationsfængslet og meget dårligt behandlet af politiet? ...."

Til yderligere støtte for sin klage har klageren fremhævet, at indslagene, der er blevet genudsendt de følgende morgener, har resulteret i, at hun er blevet udsat for henvendelser af meget grov karakter, herunder en trussel på livet.

Kanal 2 ved advokat Jan Christiansen har ved skrivelse af 7. maj og 22. maj 1992 afgivet udtalelser om sagen, hvori han har gjort gældende, at indslagene ikke strider mod god presseskik, idet han bestrider, at klageren er blevet udsat for personforfølgelse og ærekrænkelse.

Advokat Christiansen har til støtte herfor henvist til, at klageren, hvis navn ikke bliver direkte nævnt i indslagene, selv rettede henvendelse til Kanal 2, og at hun forsøgte at få sagen dysset ned i medierne.

Om udtalelserne i indslaget den 30. marts 1992 har advokat Christiansen anført, at disse skal ses i sammenhæng med, at andre personer i en række indslag havde forklaret, at børnene ikke kunne have været på det sted, som klageren havde oplyst. Som følge heraf blev der i indslaget stillet spørgsmål om rigtigheden af klagerens forklaring.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Else Mols, Henrik Antonsen, Ulrik Holmstrup og Ole Malmqvist.

Nævnet har under sagens behandling set de påklagede indslag af 27. og 30. marts 1992.

Pressenævnet udtaler

I indslaget den 30. marts 1992 udtaltes, at "den gamle dame" muligvis bevidst havde afgivet falsk forklaring i sagen.

Efter de foreliggende oplysninger findes det stridende mod god presseskik, at Kanal 2 har fremsat den nævnte alvorlige og ærekrænkende udtalelse om klageren, hvis identitet må formodes at have været seerne bekendt fra de tidligere udsendelser.

Pressenævnet skal derfor udtale sin alvorlige misbilligelse af Kanal 2's handlemåde.

I henhold til medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør snarest muligt at offentliggøre følgende i Kanal 2 Rapporten, kl. 18

"Under Kanal 2 Rapportens dækning af "[B]-sagen" blev det i et indslag den 27. marts 1992 oplyst, at en gammel dame havde meldt [B] og [C] til politiet. I indslaget blev det samtidig vist, hvor damen boede.

I et senere indslag den 30. marts blev det udtalt, at den gamle dame muligvis havde afgivet bevidst falsk vidneforklaring i sagen.

I anledning af en klage fra den pågældende har Pressenævnet ved kendelse af 16. juni 1992 udtalt, at det findes stridende mod god presseskik, at Kanal 2 Rapporten fremsatte den nævnte alvorlige og ærekrænkende udtalelse om klageren, hvis identitet må formodes at have været seerne bekendt.

Pressenævnet har endvidere i anledning af klagen udtalt sin alvorlige misbilligelse af Kanal 2 Rapportens handlemåde."

Afsagt den 16. juni 1992.

Mediet havde i en tv-udsendelse oplyst, at klageren muligvis havde afgivet falsk vidneforklaring. De alvorlige og ærekrænkende udtalelser var i strid med god presseskik, da klagerens identitet formodedes at være seerne bekendt. Nævnet udtalte sin alvorlige kritik og pålagde mediet at offentliggøre et resumé af kendelsen.