Legislator Case Law & Legislation
W19991016825 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 22/1992

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1992 10168 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 22/1992

Ved skrivelse af 2. marts 1992 har advokat Peter Bach-Nielsen på vegne af en mand [K] klaget over, at B.T. ved skrivelse af 26. februar 1992 har givet afslag på en anmodning om genmæle over for nogle artikler, hvoraf det fremgår, at klageren har eller har haft tilknytning til den israelske efterretningstjeneste Mossad.

Den 29. januar 1992 bragte B.T. en artikel med overskriften: "Karatelærer redder politi fra knivmand", hvori det var beskrevet, hvordan klageren kom en kriminalassistent til undsætning under en anholdelse, hvor kriminalassistenten var blevet angrebet af den knivbevæbnede anholdte. I artiklen blev klageren bl.a. omtalt på følgende måde: "Den internationale israelske karatemester og tidligere Mossadagent ....." og "[K] er nu bosat i Århus og driver en karateskole." Det fremgik tillige af artiklen, at klageren har karategraden 8. dan.

I en opfølgende artikel den 20. februar 1992 oplystes det under overskriften "Mossad-agenten, der frelste politimand", at klageren havde tilbudt befolkningen og politiet i Århus karatetræning. I artiklen blev klageren bl.a. omtalt således: "Den tidligere Mossad-agent ....", "Han har boet i ti år i Danmark og driver en selvforsvarsskole i Århus" og "[K] underviser stadig israelske militære specialstyrker samt det israelske og norske politi."

Ved skrivelse af 22. februar 1992 til B.T. gjorde advokat Peter Bach-Nielsen gældende, at hans klient havde krav på genmæle (berigtigelse), idet oplysningerne om, at klienten har tilknytning til Mossad, er fejlagtige, og at de er egnede til at påføre klienten økonomisk og personlig skade.

B.T. afslog ved skrivelse af 26. februar 1992 at bringe et genmæle, idet der henvistes til, at [K] selv var kilde til oplysningerne om, at han er tidligere Mossad-agent.

I klageskrivelsen til Pressenævnet har advokat Bach-Nielsen anført, at hans klient ikke har oplyst om forhold, der giver B.T. anledning til artiklerne.

Til brug for behandlingen af sagen har nævnet over for advokat Bach-Nielsen fremsat krav om, at han selv ud- former det genmæle, som ønskes offentliggjort.

Ved skrivelse af 30. marts 1992 har advokat Bach-Nielsen herefter udformet følgende genmæle

"[K] arbejder i dag free-lance i forskellige karateklubber, hvor han giver instruktionskurser i forskellige karate former, herunder selvforsvar. Han har 8. dan i karate og 30. års erfaring indenfor professionel kampkunst, samt underviser og har undervist dels de israelske elitestyrker/politi, samt norsk politi i selvforsvar og nærkampsteknikker.

[K] har på intet tidspunkt haft efterretningsopgaver eller anden lignende tilknytning til efterretningstjenester og har på intet tidspunkt været agent for det israelske efterretningsvæsen."

I en udtalelse om klagen og det ønskede genmæle har chefredaktøren af B.T. på ny anført, at klageren ved flere lejligheder over for såvel forfatteren af artiklen som andre har omtalt sig selv som tidligere Mossad-agent.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Bent A. Koch, Kate Bluhme og Ole Malmqvist.

Pressenævnet udtaler

Første afsnit af det ønskede genmæle indeholder i det væsentlige alene oplysninger, som er en gentagelse af en del af de oplysninger, som er anført i de omhandlede artikler. Klageren har derfor ikke krav på offentliggørelse af det første afsnit af genmælet.

For så vidt angår andet afsnit af det ønskede genmæle bemærkes, at der foreligger modstridende oplysninger om, hvorvidt klageren ved sine egne udtalelser har givet anledning til artiklens omtale af hans tilknytning til den israelske efterretningstjeneste.

Efter medieansvarslovens § 36, stk. 1, skal en anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen skade af betydning, tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

Idet oplysningerne om klagerens tilknytning til den israelske efterretningstjeneste finder at være egnet til at påføre ham skade af betydning, og da oplysningernes rigtighed efter de modstridende udtalelser fra parterne kan drages i tvivl, pålægges B.T. af offentliggøre følgende

"Genmæle.

I nogle artikler i B.T. den 29. januar og 22. februar 1992 blev det oplyst, at [K] har eller har haft tilknytning til det israelske efterretningsvæsen.

I den anledning skal det oplyses, at [K] på intet tidspunkt har haft efterretningsopaver eller anden lignende tilknytning til efterretningstjenester og har på intet tidspunkt været agent for det israelske efterretningsvæsen.

Advokat Peter Bach-Nielsen

på vegne [K]."

Afsagt den 6. maj 1992.

Endelig adm. afgørelse 1992 10168 Valid

Bladet havde skrevet i en artikel, at klageren havde tilknytning til det israelske efterretningsvæsen.

Da oplysningernes rigtighed ikke var bevist, og da de var egnede til at påføre klageren skade, blev bladet pålagt at offentliggøre et genmæle.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →