Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 72/1993
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 72/1993
En mand (K) har klaget til Pressenævnet over, at Berlingske Tidende har foretaget ændringer i et indlæg, han fik optaget i anledning af en leder i bladet
Det hed bl.a. i lederen
"Den politiske og økonomiske krise på Færøerne er blevet så dyb og officiel, at man nu er nået til det stadium, hvor de implicerede parter er igang med hvidvaskningen. Hvem sagde fra og hvornår og hvilke informationer blev undertrykt hvor? Der kan vælges mellem såvel politikere i det færøske samfund som på Christiansborg. Der er yderligere embedsmænd både her og der, som har set afgrunden og et særligt rådgivende udvalg for Færøerne under Statsministeriet har halvårligt afgivet rapporter om tilstanden. Tilsyneladende kun til fornøjelse for bogreol eller papirkurv."
og
"I bladet Samfundsøkonomen tager formanden for det statsministerielle rådgivende udvalg for Færøerne fra 1976 til 1993 fhv. rigsstatistiker [K], kraftig til genmæle over for lektor Lise Lycks kritik samme sted af konstruktionen af et rådgivende udvalg i hjemmestyreordningen og dets rolle i kriseforløbet. Udvalget skrev rapporter, men ingen reagerede. Ingen politikere i Danmark eller på Færøerne har pligt til at læse og forholde sig til rapportens indhold."
Samme dag som lederen havde været bragt, sendte klageren et indlæg til bladet, idet han bl.a. ville pege på, at ansvaret for, at udvalgets rapporter ikke havde givet anledning til diskussion i Danmark, også måtte påhvile medierne, der i følge klageren kun i meget beskedent omfang omtalte rapporterne.
Da indlægget fortsat ikke var bragt seks dage efter indsendelsen ringede klageren til bladet, der herefter bragte indlægget dagen efter. Indlægget var imidlertid ændret på nogle punkter.
Klagerens manuskript indeholdt sætningen: "Men det er korrekt, at omtalen af vore rapporter i de danske medier og blandt danske politikere var meget beskeden. Det til trods for, at rapporterne var frit tilgængelige og tilgik Folketinget og samtlige ministerier. Samt alle medier, herunder naturligvis hele dagspressen." I den offentliggjorte version var sætningen "herunder naturligvis hele dagspressen" udeladt.
I slutningen af sit manuskript pegede [K] på, at Københavns Kommune om 5-10 år kan komme i samme økonomiske krise som Færøerne er nu. Det hed således i manuskriptet: "Og hvem skal så løse problemerne? Jeg har ikke indtrykket af, at der i medierne, hos politiske partier og i regeringen er nogen stor tilbøjelighed til at tage disse problemer op til drøftelse nu." I den offentliggjorte version var ordene "i medierne, hos politiske partier og" udeladt.
I klageskrivelsen har [K] gjort gældende, at der ved disse to udeladelser er tabt vigtige pointer i indlægget. Klageren mener, at mange læsere forbinder ordet "medier" fortrinsvis med radio og fjernsyn. Klageren formoder derfor, at udeladelsen på dette punkt skyldes, at Berlingske Tidende ikke kunne lide, at læserne blev gjort opmærksom på, at dagspressen havde et medansvar for at rapporterne ikke gav anledning til mere omtale. Med udeladelsen af ordene "i medierne, hos de politiske partier og" foregives det, at klageren alene bebrejder den nuværende regering. Klagerens synspunkt er imidlertid, at hverken regeringen, oppositionen eller medierne er tilskyndet til at tage sagen op.
Klageren mener ikke, at bladet har ret til at forkorte indlægget, hvorved vigtige pointer tabes, uden at anføre, at det er forkortet. Klageren har endeligt påpeget, at indlægget blev bragt 7 dage efter, det blev modtaget, og han mener derfor, at bladet har haft rig lejlighed til at konsultere ham.
I en udtalelse om klagen har Berlingske Tidende anført, at bladet forbeholder sig retten til i den redaktionelle proces at forkorte manuskripter til læserbreve og debatindlæg. Dette forbehold fremgår dagligt af debatsiderne. Traditionelt overlades større indgreb til skribenten selv, mens mindre forkortelser foretages af redaktionen. Forudsætningen for redaktionelle forkortelser er dog i følge bladet, at skribentens opfattelse fremstår uforvansket.
Om den første af de to forkortelser, som klageren har fremhævet, har bladet anført, at "alle medier" naturligvis også omfatter hele dagspressen.
I den anden forkortelse blev der ved en fejl forkortet to ord for lidt. Hensigten var at stryge ordene "I medierne, hos politiske partier og i regeringen" således, at utilbøjeligheden til at tage problemerne op blev gjort generel.
Berlingske Tidende har endvidere anført, at klageren ikke har kontaktet redaktøren for at gøre opmærksom på, at der var tale om to væsentlige pointer, og at bladet derfor ikke har haft mulighed for at tilbyde plads til en præciserende tilføjelse.
Bladet har endelig anført, at det af principielle grunde ikke oplyses, når der er forkortet i et manuskript.
Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Axel Kierkegaard, Henrik Antonsen, Kate Bluhme og Ole Malmqvist.
Pressenævnet udtaler
Ved udeladelsen af ordene "i medierne, hos politiske partier og" i offentliggørelsen af klagerens indlæg er der sket en væsentlig fordrejning i angivelsen af målet for klagerens kritik. Pressenævnet finder, at Berlingske Tidende herved har overtrådt god presseskik og udtaler derfor sin kritik.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges Berlingske Tidende at offentliggøre følgende
"Kendelse fra Pressenævnet.
Berlingske Tidende bragte den 7. oktober 1993 en leder om den økonomiske krise på Færøerne. I følge lederen var krisen nået til det stadium, "hvor de implicerede parter er igang med hvidvaskningen. Hvem sagde fra og hvornår og hvilke informationer blev undertrykt hvor? Der kan vælges mellem såvel politikere i det færøske samfund som på Christiansborg. Der er yderligere embedsmænd både her og der, som har set afgrunden og et særligt rådgivende udvalg for Færøerne under Statsministeriet har halvårligt afgivet rapporter om tilstanden. Tilsyneladende kun til fornøjelse for bogreol eller papirkurv."
Formanden for det Rådgivende Udvalg for Færøerne [K] sendte samme dag, som lederen havde været bragt, et indlæg til bladet, idet han bl.a. ville pege på, at ansvaret for, at udvalgets rapporter ikke havde givet anledning til diskussion i Danmark, også måtte påhvile medierne, der ifølge klageren kun i meget beskedent omfang omtalte rapporterne.
Da Berlingske Tidende bragte indlægget, var der imidlertid foretaget fire forkortelser. En af forkortelserne var foretaget i slutningen af indlægget, hvor [K] omtalte den mulighed, at Københavns Kommune om 5-10 år kan komme i samme økonomisk krise som Færøerne er i nu. [K] skrev herom i sit manuskript: "Og hvem skal så løse problemerne? Jeg har ikke indtrykket af, at der i medierne, hos politiske partier og i regeringen er nogen stor tilbøjelighed til at tage disse problemer op til drøftelse nu." I den offentliggjorte version var ordene "i medierne, hos politiske partier og" udeladt.
I en klage til Pressenævnet har [K] gjort gældende, at indlægget mister vigtige pointer ved de skete forkortelser, og at den ovennævnte forkortelse får det til at se ud som om, han alene bebrejder den nuværende regering.
I en udtalelse om klagen har Berlingske Tidende anført, at der ved en fejl blev forkortet to ord for lidt, idet "i regeringen" også skulle have været udeladt, således at utilbøjeligheden til at tage problemerne op blev gjort generel.
I anledning af klagen udtaler Pressenævnet, at der ved udeladelsen af ordene "i medierne, hos politiske partier og" i offentliggørelsen af klagerens indlæg er sket en væsentlig fordrejning i angivelsen af målet for klagerens kritik. Pressenævnet finder, at Berlingske Tidende herved har overtrådt god presseskik og udtaler derfor sin kritik.
København, den 12. november 1993.
Axel Kierkegaard, Henrik Antonsen, Kate Bluhme og Ole Malmqvist."
Afsagt den 12. november 1993.
Bladet havde offentliggjort et indlæg fra klageren, men havde udeladt nogle ord. Da der derved skete en væsentlig fordrejning i angivelsen af målet for klagerens kritik, var god presseskik overtrådt, og bladet blev pålagt at offentliggøre et resumé af kendelsen.