Legislator Case Law & Legislation
W19991015825 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 59/1993

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 1993 10158 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 59/1993

Scientologi Kirken Jylland har ved bestyrelsesmedlem og talsmand [A] klaget til Pressenævnet over, at Femina har meddelt afslag på en anmodning om genmæle over for en artikel i bladet den 28. juni 1993. Scientologi Kirken finder endvidere, at Femina har overtrådt god presseskik.

Artiklen, der havde overskriften "VÆR KRITISK NÅR DET GÆLDER DIN SJÆLEFRED", var bygget op om et interview med Helle Meldgaard, der blev præsenteret således: "Hun arbejder på Dialogcentret i Århus og holder et vågent øje med nye religiøse bevægelser og strømninger."

Det hed bl.a. i artiklen

"Der er meget hemmelighedskræmmeri i og omkring mange af de nye religiøse og okkulte bevægelser. De fleste ønsker sjældent at fortælle offentligheden om sig selv, men er lukkede organisationer, kun for medlemmer. Ofte er de store pengemaskiner, der til dels lever af medlemmernes gratis arbejdskraft.

- For mange bevægelser er penge og magt det egentlige motiv, siger Helle Meldgaard, og hentyder til Scientology-bevægelsen, som hun har forsket en del i.",

"Dialogcentret får en del henvendelser fra mennesker, der har mistet en pårørende ind i en nyreligiøs bevægelse. Dialogcentret går ind i enkeltsager, og hjælper og støtter f.eks. forældre, der har mistet kontakten med deres søn eller datter, fordi han eller hun er blevet medlem er en nyreligiøs bevægelse. - Ofte er en af betingelserne fra bevægelsens side, at medlemmerne helt bryder kontakten med det tidligere liv. Forældrene har selv dannet grupper for at støtte hinanden, og i øjeblikket har centret bl.a. en aktiv Tongilgruppe og en Scientologigruppe. - Det kræver meget stor tålmodighed og kan tage måneder og år at få kontakt med de unge. Nogen gange lykkes det aldrig, fortæller Helle." "Loger som White Eagle, OTO eller en bevægelse som Scientology er inspireret af okkulte filosofier."

og

"Mange får psykiske skader. Helle har især beskæftiget sig med Scientology-bevægelsen. Hun har flere gange møde unge mennesker, der er blevet psykisk skadede bl.a. af at blive udsat for bevægelsens "sindskontrol"-program, og som har haft svært ved at komme ud af bevægelsen, selv om de gerne ville. For er man en gang medlem af organisationen, er det svært at komme ud igen. Den "nye" familie ser ikke med milde øjne på udbrydere."

Klageren anmodede ved skrivelse af 13. august 1993 om at få offentliggjort følgende genmæle

"I FEMINA nr. 25 blev der bragt en artikel om "Dialogcentret", som var forfattet af Lisbet Holst. I artiklens overskrift opfordrer Helle Meldgaard, der er ansat i Dialogcentret, læseren til at være kritisk, når det gælder sjælefreden.

Hun hentyder til nye religioner og alternative terapier, og artiklen indeholder en lang række udtalelser om disse gruppers mål og midler, som er overraskende ensidige, taget i betragtning, at de er trykt i et ellers vidtspændende blad som FEMINA.

F.eks. hævdes det i artiklen, at der er meget hemmelighedskræmmeri omkring mange af bevægelserne. Som medarbejder ved Scientologi Kirken kan jeg kun sige, at alle er velkomne til at komme ind og stille alle de spørgsmål, de måtte have i forhold til os. At Helle Meldgaard finder os hemmelige kan på den baggrund ikke undre, for hun fører - sit centers navn til trods - ikke dialog med os, i hvert fald ikke, hvis man ved "Dialog" forstår en gensidig udveksling af ideer. F.eks. lavede hun i 1991 en opgave om Scientologi Religionen, hvor hun bagefter til pressen udtalte at have bevist, at Scientologi Religionen byggede på okkultisme - hvilket også er nævnt i FEMINA artiklen. Vi har forsøgt at få en kopi af opgaven for at finde ud af, hvordan hun dog er kommet frem til DEN konklusion. Men hun vil ikke lade os se opgaven!

Artiklen beskylder flere af bevægelserne for at være rene "pengemaskiner", der til dels lever af medlemmernes gratis arbejdskraft. I Scientologi Kirken får vi ingen statsstøtte eller offentlige tilskud. Vi lever udelukkende af de bidrag, vi får fra vores medlemmer for kurser, bøger og åndelig vejledning. Herudaf skal husleje, el og vand, annoncering, lønninger o.s.v. betales. Så vi er desværre nødt til at tage penge for vores ydelser for overhovedet at overleve. Hvad angår den gratis arbejdskraft - i artiklen står der, at Helle Meldgaard har arbejdet i Dialogcentret i 8 år, de fleste år som FRIVILLIG - men det er åbenbart noget andet....

På den måde kunne jeg fortsætte med mange af udsagnene i artiklen. Helle Meldgaard, som er overbevist kristen og lige så overbevist modstander af nye religioner og ideer, vil selvfølgelig fortolke tingene ud fra sit synspunkt. Og det er da i orden. Det bliver først betænkeligt, når hendes udtalelser får lov til at stå fuldstændig uimodsagt og bliver præsenteret som sandheder. Hvis Lisbet Holst havde henvendt sig til f.eks. scientologerne, efter at hun havde talt med Helle Meldgaard, og fået vores version af historien, ville jeg ikke have behøvet at skrive dette. Men da jeg ringede til Lisbet Holst efter at artiklen var bragt i FEMINA, ville hun end ikke tale med mig. Så det lader til, at det mest interessante ved os er de fordomme "Dialogcentret" har om os, og ikke så meget, hvad vi egentlig laver og står for."

Femina afslog at bringe genmælet den 19. august 1993, idet man henviste til, at artiklen havde belyst et aktuelt debatemne på en så fortrinlig vis, at der ikke var grundlag for at uddybe emnet.

I klageskrivelsen har klageren begrundet kravet om genmæle med, at artiklen indeholder direkte fejl.

Til støtte for, at bladet har overtrådt god presseskik, har klageren gjort gældende, at bladet ikke har kontrolleret, om de bragte oplysninger er korrekte, herunder først og fremmest ved forelæggelse for klageren, og at bladet ikke har udvist kritik over for artiklens kilde, der kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Klageren finder endvidere ikke, at det er gjort klart i artiklen, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer.

I en udtalelse om klagen har Femina anført, at man bestræber sig på at skrive om centrale personer i aktuelle debatemner, fordi man på bladet ved, at læserne gerne vil have noget læserstof, de kan bruge til noget. Det har derfor været oplagt at interviewe Helle Meldgaard fra Dialogcentret, idet hendes erfaringer med nyreligiøse bevægelser er information, som unge og deres forældre kan bruge til noget.

Femina har endvidere bemærket, at såfremt Scientologi får ret i sin klage, ville bladets - og resten af de danske mediers - mission da vist være indskrænket til at beskrive fremstillingen af mælkekartoner eller støvsugere i stedet for at fortælle folk om, hvad der rører sig i verden omkring dem.

Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Axel Kierkegaard, Henrik Antonsen, Kate Bluhme og Ole Malmqvist.

Pressenævnet udtaler

De kritiske udtalelser om Scientologibevægelsen må betegnes som Helle Meldgaards subjektive vurdering af organisationen. Da der således ikke er tale om faktiske oplysninger, har klageren ikke krav på genmæle. Hertil kommer, at det genmæle, som klageren har udformet, ikke opfylder medieansvarslovens krav til indholdet af et genmæle. Af disse grunde tiltræder Pressenævnet, at Femina har meddelt afslag på genmæle.

Helle Meldgaards udtalelser viderebringes subjektivt og uden modindlæg. Da der imidlertid ved præsentationen af hende findes at være gjort tilstrækkeligt opmærksom på, at hun ikke kan betragtes som en neutral kilde, og da hendes udtalelser må betragtes som omfattende nyreligiøse bevægelser generelt, hvoraf Scientologi blot fremhæves som et i offentligheden kendt eksempel, finder Pressenævnet ikke grundlag for at kritisere Femina for overtrædelse af god presseskik.

Afsagt den 11. november 1993.

Endelig adm. afgørelse 1993 10158 Valid

Bladet havde bragt en artikel, der omtalte scientologi-bevægelsen på kritisk vis. Da de kritiske udtalelser fremstod som subjektive vurderinger, var der ikke tale om faktiske oplysninger, hvorfor klageren ikke havde krav på genmæle. Artiklen gjorde i øvrigt på tilstrækkelig vis opmærksom på, at der ikke var tale om en neutral kilde, hvorfor god presseskik ikke var overtrådt.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →